Anne Stampe guider dig til Viborg-egnen: ”Dét er sådan et sted, hvor man får sjælefred”
Investor og iværksætter Anne Stampe bor i Viborg og mener, at Dollerup Bakker er det smukkeste sted i Danmark, og at man bør spise på Niels Bugges Kro og høre musik på Paletten.
Anne Stampe bor i Viborg og elsker det.
Hun elsker især naturen, der omgiver hende, og vil opfordre alle til at tage ud at gå, løbe eller cykle mountainbike i området omkring Dollerup Bakker og Hald Sø.
Fra Viborg driver hun Nordic Female Founders, som dog også jævnligt bringer hende til andre dele af landet.
Hvad er dit yndlingssted?
"Derhjemme! Ej, ellers er det ude i Dollerup Bakker. Ude ved Hald Sø. Det er seriøst Danmarks smukkeste sted – intet mindre. Og der er fantastisk både om sommeren og om vinteren. Det må være mit ultimative yndlingssted. Det er så hyggeligt at gå rundt ved søen derude, så det er der, vi altid går og løber ture.
Vi bader også tit derude om vinteren. Og om sommeren, selvfølgelig. Det er bare sådan et sted, hvor man virkelig får sjælefred, du ved. Hvor man kommer helt ned i gear. Der ligger også en forfatterskole derude, og det kan jeg godt forstå, for man kan virkelig blive inspireret. Der vil jeg anbefale alle at tage hen, hvis de er i Midtjylland."
Er der andet, man skal opleve som gæst i området?
"Du skal gå en tur i den gamle bydel i Viborg. Det kan noget helt specielt, der er virkelig hyggeligt. Derudover er både Silkeborg og Viborg ideelle til mountainbike. Det er nogle af de fedeste områder til mountainbike i hele Danmark. Der er rigtig mange spor både i Silkeborg og Viborg, så jeg vil klart anbefale at tage ud at cykle en tur. Og så er der jo hele Hærvejen, som går omkring Viborg, så der er rigtig mange, der vandrer i området også."
Hvor skal man tage hen at spise?
"Niels Bugges Kro, som ligger ude i Hald Ege. Det er et virkelig fantastisk sted med verdensklasse mad og nogle sindssygt dygtige kokke. Det er en lille, gastronomisk perle, som bare ligger midt ude i skoven, og hvor man kan få virkelig, virkelig god mad.
Hvis man skal ud at spise, og man skal ud at spise lækkert, så er det helt klart der. Jeg kan virkelig godt lide god mad, så jeg har været der rigtig mange gange. Hvis man skal spise en god burger, så er det på Evald nede på Papirfabrikken i Silkeborg."
Hvor skal man gå hen for at få en øl eller en cocktail?
"Nede på gågaden i Viborg ligger der en ølbar, der hedder Ølluminati, som helt klart er et besøg værd. Byen er jo faktisk på verdenskortet, fordi man har animationsskolen (The Animation Workshop, red.) og hele det kreative miljø omkring den.
Det er faktisk lidt sådan et Nørrebro-agtigt miljø, der er oppe omkring animationsskolen, og jeg tror, at mange af dem mødes nede på Ølluminati. Det er i hvert fald ikke særligt provinsagtigt. Ellers er der kommet et stort, nyt hotel i Viborg, der hedder Peak 12, og de har en virkelig lækker cocktailbar."
Hvor skal man gå hen for at høre livemusik?
"Paletten eller Tinghallen, hvis man vil til deciderede koncerter. Paletten er et mindre spillested, hvor man kan høre sådan lidt upcoming-koncerter og små, fede bands, så det er faktisk et ret fedt sted. Der kan man også få lidt en snert af noget Nørrebro-Vesterbro-agtigt. Tinghallen er det store sted, hvor man kan se de rigtig store navne."
"Hvis man bare gerne vil høre noget livemusik og danse en fredag aften, skal man tage på Café ”Ly” (Latinerly, red.). Det er sådan et sted, der også er med i alle de der Nils Malmros-ting, der er filmet i Viborg, og sådan noget.
Min mands faster, som er 75 år gammel, mødte sin mand på Ly tilbage i 50’erne. Der tog de ud at danse, og det var på Ly. Han var sådan en oliemand, der var i Viborg, fordi man på det tidspunkt troede, at der måske var olie i Viborg. Og så tog han på Ly og mødte min mands faster, og så blev de gift og bor nu sammen i England. Jeg ved faktisk ikke engang, hvor gammel Ly er, men det er stadigvæk stedet, man går hen, hvis man er voksen i Viborg, og der er stadigvæk livemusik, ligesom der var i 50’erne."
Er der et museum, du kan anbefale?
"Der er Viborg Museum, hvor der lige har været en blomsterudstilling, som jeg har hørt meget godt om. Men jeg går ikke så meget på museum. Jeg løber en tur rundt om søen i stedet for. Eller kører mountainbike."
Hvilke tre ting skal man opleve på Viborg-egnen?
"Du skal gå en tur ved Dollerup Bakker og tage ud at bade i søen eller hvad du nu har lyst til. Så skal du tage din mountainbike med og køre en tur på et af sporene her, for de er altså megafede. Hvis du altså har en mountainbike – og ellers kan du nok låne én et sted. Og så skal du tage på Ly eller Ølluminati og drikke en øl."