Forfatter Olga Ravn: ”Jeg har altid haft et stærkt behov for at føle mig forbundet"

Hvordan starter dagen herhjemme? 

– Hvis ikke jeg skal aflevere min søn på tre år, prøver jeg at sove så længe som muligt, gerne til klokken ni. Hvis jeg skal aflevere, er det op klokken halv syv. Det er også ret hyggeligt, selv om jeg hader at stå tidligt op.

Hvad er dit bedste middel til at komme i gang med at skrive?

– Gåturen fra vuggestuen til cykelstativet er begyndt at blive vigtig for mig. Luften er frisk, og der er så mange træer. Det er et mellemsted mellem to tilstande. Det er tit her, jeg begynder at skrive indeni hovedet. Jeg sætter mig på en café, helst én, hvor der ikke er chance for, at jeg møder nogen, jeg kender. Så generisk som muligt, gerne Baresso. Så skriver jeg i to timer. Jeg har brug for den rytme. Det er godt for mig at komme ud, ellers ender jeg med at sætte en vask over herhjemme eller være på Instagram i 40 minutter.

Du har simpelthen et fast skriveskema? 

– Før jeg fik barn, skrev jeg ofte om natten, men det er umuligt nu. Da jeg skrev De ansatte, blev formiddagsskriveriet for alvor en rutine. Da var jeg virkelig i flow. Nogle forfattere har det sådan: “Man skal gå til skriften hver dag i otte timer, for man kan aldrig vide, hvornår inspirationen rammer!” Sådan har jeg det ikke. Der kommer ikke noget godt ud af at sidde og pine sig selv. Jeg arbejder mere som en kat.

Som en kat? 

– Jeg bruger meget tid på ikke at lave noget, fordi jeg kun skriver to timer om dagen. Går ture, vasker tøj, læser. Jeg et begyndt at tænke mere og mere på det at skrive som en form for kalligrafi.

Som kalligrafi? 

– Du har kun ét forsøg, og du fører penslen i en lang køre, “svuup.” Det er noget, der er kommet, efter jeg er blevet mor. Jeg har ikke tid til at sidde og fedte rundt med det, og resultatet bliver bedre. 

Hvad er Hekseskolen? 

– Det startede som en skriveskole, som jeg stiftede med den svensk-danske forfatter Johanne Lykke Holm. Ud over at læse hinandens tekster, lavede vi også en alternativ litteraturhistorie og læste blandt andre Ingeborg Bachmann, Tove Ditlevsen, Vita Andersen, Henry James og Unica Zürn. Siden har Hekseskolen udviklet sig til at blive en mærkelig performancegruppe.

Hvorfor hedder det Hekseskolen? 

– Først og fremmest fordi det er sjovt. Men også fordi, Johanne og jeg genkendte meget af os selv i hinanden, da vi mødte hinanden, fordi vi var lidt for meget. Vi var tit overdressed, råbte for højt og var for feministiske. Som figur er heksen jo den, der står udenfor gruppen og er lidt farlig og autonom. 

LÆS OGSÅ: Seinabo Sey: ”Min musik er en kamp for retten til at være sårbar og tilpas i sin egen krop”

Har du et blødt punkt for det overnaturlige? 

– Da jeg var barn, var jeg sindssygt optaget af alt spirituelt og religiøst. Jeg læste alle bøger, jeg kunne finde om emnet, jeg besøgte Det Ukendtes Boghandel, jeg havde et alter, og jeg kunne skrive runer. Jeg var en kæmpe nørd. Men jeg var mindst lige så fascineret af den materielle del. Miniature-parfumeflasker, hvide handsker, akvamariner. Når jeg nærmede mig disse genstande, fik jeg en særlig smag i munden. Det var en meget kropslig oplevelse. Jeg læste tarotkort, og jeg troede virkelig, at kortene vidste noget om fremtiden. 

Hvad med den materielle verden. Er du stadig fascineret af den?

– Jeg har altid haft et stærkt behov for at føle mig forbundet med den materielle del af verden. Ikke fordi jeg vil eje en masse. Men fordi jeg altid har haft en fornemmelse af, at alle ting er i live. Tag bare den her tekande. Den består jo af alle mulige atomer, der bevæger sig. Alt er i live. 

Hvor er det bedste sted i verden at spise morgenmad?

– I sengen. 

Men hvad med krummerne? 

– Dem kan man bare børste væk.