"Det er jo et udbredt kulturelt pigesyndrom at have lavt selvværd"

Jeg synes, det er en sjov alder, jeg er i lige nu. Jeg har altid været enormt bange for at blive ældre. Jeg kan huske, at jeg allerede som helt lille syntes, det var lidt vemodigt, når jeg havde fødselsdag, og der var gået endnu et år. Den følelse har fulgt mig hele min ungdom. Men nu er det, som om der er ved at ske noget. Jeg er ved at forlige mig med min alder. Ellers bliver man jo pissestresset. Jeg har haft nogle år, hvor jeg har tænkt: “Når jeg nu det hele? Får jeg gjort alt det, jeg gerne vil? Hvad med alle de drømme, jeg har?” Der er ved at falde lidt ro på, og det er rart. Jeg føler mig egentlig heller ikke særlig gammel.

Jeg har altid været optaget af at få børn. Lige siden jeg fik min første kæreste. Jeg vil også gerne have flere børn, men det vil Mads ikke (designeren Mads Nørgaard, red.). Det er ikke noget tabu, så det kan jeg godt sige. Men jeg er ved at acceptere, at jeg ikke får flere. Det frigiver noget energi på en måde. Det er nok derfor, jeg har haft så meget pres omkring min alder, men nu, hvor jeg ved, at det er overstået, slapper jeg mere af. Jeg har flere veninder, som først får børn nu, og jeg kan mærke, at det er et big issue for dem. Jeg tror, det var en kæmpe fordel, at jeg kun var 24 år, da jeg blev mor første gang. Jeg tænkte ikke så meget over det. Det føltes enormt naturligt. Det var bare en af de mange nye drejninger, livet tager i den alder. Det rystede ikke min verden.

Opfattelserne af køn har interesseret mig, siden jeg var en lille pige. Der er faktisk ikke noget, der har interesseret mig lige så meget i mit liv ud over mine børn og kærligheden. Jeg begyndte nok allerede at undre mig i femårsalderen, når mine legekammerater spurgte mig, hvorfor jeg ikke ville være med til at lege nogle bestemte lege. Hvorfor skulle jeg fx lege med dukker? Det sagde mig ingenting. Men de blev ved med at spørge mig om de der klassiske pigelege, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor det var så vigtigt. For mig var det bare én leg ud af mange. Pludselig en dag gik det op for mig, at det var, fordi jeg var pige. At både børn og voksne havde nogle særlige forventninger til, hvordan jeg skulle være, hvad jeg skulle lave, og hvordan jeg skulle se ud pga. mit køn. Det provokerede mig helt sindssygt. Det lagde en kim, som har fået næring siden og er grunden til, at jeg laver det, jeg gør i dag.

Jeg tænker også meget over køn i mit eget liv. Omvendt er jeg ligesom alle andre et produkt af vores kultur. Jeg ligger også indimellem under for forventningerne om, hvordan man skal være kvinde, eller hvordan man skal være mor. Selvfølgelig gør jeg det. Fx oplever jeg – som mange andre piger og kvinder – ikke at have samme rette ryg og stolthed og i samme grad turde stå frem og stå ved mig selv, som mange drenge og mænd gør. Det er jo et udbredt kulturelt pigesyndrom at have lavt selvværd på nogle områder. Ligesom når man hører til jobsamtaler, at mange kvinder absolut ikke taler sig selv op, hvorimod mange mænd påtager sig opgaver, de egentlig ikke er kvalificerede til. Der er så til gengæld andre fordomme og forventninger til mandekønnet, der kan spænde ben for dem.

Jeg forsøger at have en kritisk distance til kulturelle forventninger. Det har jeg selvfølgelig også gjort mig umage for, at vores børn har fået. De er blevet opmærksomme på de etiketter, man af vane sætter på folk på baggrund af køn. Hvis nogen siger, at lyserød er en pigefarve, kan mine børn finde på at sige, at den da også er meget flot til drenge. De har begge venner på tværs af køn. Det er der rigtig mange børn, der ikke har. Jeg synes, det er ærgerligt og fattigt på forhånd at udelukke en halv befolkning, når vi som voksne ved, at vi kan have lige så god kemi med det modsatte køn som med vores eget. I det hele taget handler det for mig om – både privat og arbejdsmæssigt – ikke at ekskludere nogen eller noget eller begrænse muligheder eller potentiale på baggrund af nogle gamle myter om køn.

Jeg har ingen idé om, hvor jeg er om 10 år. Jeg har masser af drømme, men de er sjældent særlig specifikke. Det har den fordel, at jeg ikke bliver skuffet, fordi jeg ikke har alle mulige forestillinger om, hvordan tingene skal være. Privat har jeg altid kørt en leg inde i mit hoved om, at livet er megalangt. Jeg tror, jeg kan nå at leve mange forskellige liv. Jeg har ikke en specifik drøm om, at jeg fx skal nå at bo i Italien, men jeg tror, jeg har behov for at tænke, at der er en fremtid derude, som kan tage alle mulige former. Jeg kan godt lide overraskelser. Der må gerne ske noget. Jeg elsker vores husbåd (familien bor på en husbåd på Holmen i København, red.), og jeg elsker vores liv, men jeg drømmer ikke om, at vi skal tilbringe resten af vores liv på samme måde. Arbejdsmæssigt drømmer jeg om at skabe holdningsændringer i samfundet omkring køn og ligestilling. Intet mindre. Mange tror, det handler om at gøre drenge og piger mere ens. Intet er mere forkert. Mit kønspolitiske arbejde handler om at give den enkelte mulighed for at udfolde sig selv frit. Det vil kun skabe rum for større forskellighed uanset køn. Hvis det lykkes at bidrage til en sådan udvikling, som baserer sig på viden frem for folks personlige erfaringer, er det en succes.

Grundlæggende har jeg det fint med det, jeg ser i spejlet. Jeg frygter ikke forfængeligheden, men jeg frygter forgængeligheden. Jeg er enormt glad for livet og bliver urolig, hver gang jeg ser alderstegn. Jeg synes ikke, at jeg er blevet grimmere med alderen. Jeg kan sagtens se, at jeg er blevet gråhåret i den ene side, og at min hud er mere slap. Det er egentlig ikke noget, der generer mig. Men jeg kan rystes eksistentielt af det forgængelige. Det er også det, jeg ser, når jeg kigger på andre. Alder er noget af det første, jeg spørger folk om, når jeg møder dem. Det er min måde at skabe falsk orden i verden – faktisk ligesom mange gør med køn – for det siger jo ikke nødvendigvis noget om et menneske. Samtidig synes jeg, at det er latterligt at være så optaget af alder. Jeg har jo også en mand, der er 15 år ældre end mig selv, og jeg kan føle mig lige så meget på bølgelængde med nogen på 70 år som med nogen på 20.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er singlemænd bange for kvinder med børn

LÆS OGSÅ: Sådan gik det, da 24-årige Katrine flyttede til Paris

LÆS OGSÅ: Her er, hvad mænd vil have