Kokken Bo Bech: “Jeg lever også et ansvarsløst liv”

“Jeg har lige været i vandet.” Bo Bech har Politiken under armen og styrer direkte op til baren. Han dvæler ikke ved menukortet. Bestiller juice, espresso og æg. Han sætter sig i sofaen med armene ud til siden, hvilende på ryglænet. 

Du har lige været i vandet? 

“Ja. Jeg kommer lige fra Ofelia. Jeg hopper i fire-fem gange om ugen.”

Er det den bedste måde at starte dagen på? 

“Når jeg vågner, er jeg stadig i en tåge. Jeg laver en espresso, tager aviserne, der ligger henne ved brevsprækken, og så cykler jeg ud og hopper i vandet. Det er som at hive en hinde af.” Bo Bech vender blikket mod baren og spørger tjeneren: “Har du også lidt salt?”

Hvordan vågner du? 

“Jeg vågner ved, at jeg vågner. Jeg har ingen alarm. Jeg laver meget sjældent aftaler før klokken 11. Når du vågner langsomt, juicer du dig selv stille og roligt i gang.” 

Vågner du på det samme tidspunkt hver dag? 

“Nej. Ingen regler.” 

Ingen regler? Heller ikke for hvornår du går i seng? 

“Nej. Men jeg lever også et ansvarsløst liv.” 

Gør du? 

“Fra jeg vågner, til jeg går i seng, handler det, stort set, kun om at nyde. Lave ting, der er lækre. Og vokse. Det er det eneste, det handler om. Og så skal du huske, at det er smukt at lave fejl. For ved fejl sker der noget uventet, du får et vindue ind til et rum, du ikke har kigget ind i.” 

Så du skal bruge dagen på at lave fejl. Og på at nyde? 

“Når du siger “nyde,” lyder det vulgært. Nyde handler om at værdsætte, at hoppe i vandet om morgenen, at det er dejligt at være i live. Den er ikke længere.” 

Du kunne tjene penge på at holde foredrag i den der zenagtige livsførelse …

“Nej. Det skal jeg slet ikke. Men du skal huske på, at jeg har været kok ret længe. Jeg lever i en verden, hvor der er meget pres. Gæsten kommer klokken 18 lige meget, om vi vil det eller ej. Vi skal nå det. Min pointe er, at du skal byde panikken velkommen.”

Bo Bech peger på Eurowomans fotograf, der er i gang med at tage billeder af ham. Det er Dennis Morton, han går kun i hvidt tøj, altid. 

“Hvis han spilder på sin trøje … Det, der afgør, om det er en fejl eller ikke er en fejl, er, hvordan han bærer det. Hvis han vælger at bære sin T-shirt, som var det Jackson Pollock, der havde strintet på ham, er der ingen, der bemærker det. Men hvis panikken får lov at bo i ham, gør han det til et problem, og så signalerer han over for alle, at det er et problem. Så bliver du din egen Titanic og trækker dig selv ned. Du er din egen styrmand. Du bestemmer, om det skal være godt eller skidt.”

Bo Bech har fået øje på noget vigtigt. Hele hans krop giver et ryk. 

“Du skal ikke komme et sugerør i!” Han taler til tjeneren og hentyder til glasset med den friskpressede juice.

Hvad skræmmer dig? 

“At blive vicevært. Du plejer bare. Du skaber ikke. Du udvikler ikke. Du er faktisk bare i gang med at beskytte det, der eksisterer. Den dag du bliver vicevært i dit eget liv, siger du: “Jeg er mæt, jeg har ikke behov for mere.”” 

Hvor er det bedste sted i verden at spise morgenmad? 

“Når du vågner, og en kvinde, du elsker, siger godmorgen og stryger dig over armen. Det er det bedste sted i verden, hvor end det sker. Det er som at få en espresso af solskin på sin krop. Det er alle de der øjeblikke i løbet af en dag, som du kan finde i en kop kaffe, i en morgenavis.” 

Bo Bech nikker mod tjeneren, der står i baren og laver kaffe ved espressomaskinen. Han læner sig frem, som vil han dele en hemmelighed. 

“Ved du hvad, der lige er sket?”

Nej? 

“Hun har taget en mælkekande ned tre gange, og hver gang har hun ramt de blå kopper, så de er drejet og har været tæt på at falde ned, men de står stadig. Og hun ved slet ikke, at hun gør det. Det har været et naivt smukt øjeblik hver gang.” 

Du er god til at samle på øjeblikke? 

“Det handler ikke om at samle på dem. Det er ikke frimærker. Det handler om at opdage dem! Det handler om, at jeg skal vande min plante, for så vokser den. Du skal finde ud af, hvad du gider at vande, og hvad du ikke gider at vande.”

Er du god til at fordybe dig? 

“Nej. Ikke god nok. Jeg kan sagtens blive bedre. Ved du hvad, jeg har svært ved, som jeg øver mig på konstant?”

Jeg er meget spændt på, hvad du siger lige om lidt... 

“Hvad tror du? ”

Jeg ved, at du er god til at opdage øjeblikke, så det kan ikke være det …

“Jeg har svært ved at være langsom. At turde læse en bog.”

Turde?

“Hver gang du dykker ned i noget, skal du gøre noget, som er meget radikalt i dag, du skal sige farvel til en masse andet. Du skal turde at ekskludere for at nyde.” 

Når du så tør læse en bog, hvad er det så for én? 

“En digtsamling, der hedder Bone af en forfatter, der hedder Yrsa Daley-Ward.” 

Hvad glæder du dig til i dag? 

“Jeg frygter noget! Men det er en god frygt. Jeg skal træne i noget, der hedder Butcher’s Lab med min gode ven Thomas og en træner, jeg længe gerne har villet træne med. Klokken fire skal jeg ud at cykle med min gode ven Peter. Jeg er i gang med at kreere en sandwich, hvor jeg er osten i midten, der bliver helt blød. Jeg bliver slået ihjel i begge seancer.”

Hvad gør du så?  

“Bagefter er jeg så afslappet, udmattet og kollapset, at jeg vil sætte mig ned og vælge billeder til min nye kogebog, The Relation Between Us, der kommer til efteråret. Det er reportagebilleder, jeg selv har taget, som tager dig med ud på alverdens marker og fisketorve. Jeg startede med 40.000 billeder, nu er jeg nede på 370, og jeg skal ned på 300. Jeg tror, at jeg vil gense billederne på en helt ny måde i dag og være i stand til at skære antallet ned.” 

Hvad bliver det for en kogebog? 

“Opskrifterne bliver uden mål og vægt. I stedet vil jeg invitere dig ind i mit sind og præsentere dig for alle mulige veje, du kan gå. Ingen af dem er konkrete.”

Hvordan gør man så, hvordan bliver det til en ret på en tallerken? 

“Tør du ikke tale uden rammer? Uden vægge? Tænk, hvis målet er, at du ikke skal nå frem!”