Iselin C. Herman er kendt for sine mange bøger – måden de bliver til på, vil måske overraske dig

En eftermiddag under sit seneste skriveophold i Rom takkede forfatteren Iselin C. Hermann nej, da hendes medstipendiater tog ud i bylivet.

Hun var så optaget af arbejdet med at nedfælde den italienske billedhugger Gian Lorenzo Berninis historie, at det føltes utænkeligt at blande koncentrationen op med festligheder.

Læs også

Hjemme hos Katrine er alt fra adventskrans til bordpynt lavet af perler: Bliv inspireret her

Så hun blev tilbage med sine fyldepenne og skrivebøger, og mens hun lod blækket flyde, kunne hun med ét mærke noget.

"Pludselig gik det op for mig, at det var slutningen på min bog, jeg var ved at skrive. Jeg blev så overrasket, for jeg troede, jeg havde halvanden måneds arbejde tilbage," husker Iselin, som ser situationen som et eksempel på, hvad der sker, når hun skriver i hånden.

"Det er håndskriften og den rytme, der opstår, når jeg fører pennen over papiret, der hjælper mig dér. Jeg kan simpelthen mærke min tekst fysisk," forklarer hun.

Pen med guldspids

Vi mødes i Iselins lejlighed i det centrale København kort efter udgivelsen af Berninis øje, den roman, hun til sin forbløffelse satte sidste punktum på den eftermiddag i Rom. Som alle hendes øvrige udgivelser er den i første omgang skrevet med svungen håndskrift og ægte blæk på tykt, hvidt papir.

Hun viser ind i sit skriveværksted, hvor lyset og udsigten over Søerne vælder ind over det sirligt ordnede skrivebord, og åbner et lille skrin med blomstermotiv. Her gemmer hun det allerhelligste: sine skriveredskaber.

"Den her har jeg et særligt forhold til," siger hun og samler en orangerød pen op – en Parker Duofold med en spids af 14 karat guld, som Iselin købte som en gave til sig selv, da hendes første roman udkom på fransk.

Lyden af bogstaver

Den var ”rasende dyr”, men det har været en god investering, mener Iselin, som sætter pennen til papiret for at demonstrere:

"Prøv at høre. Hver fyldepen har sin helt egen lyd, og det giver noget til historien. Teksten bliver levende," siger hun og skriver endnu en sætning, med en anden pen – som ganske rigtigt klinger anderledes i øregangene.

Denne sanselige oplevelse får Iselin ikke, når hun skriver på computer, hvis metalliske klik-klik-klik er en evig gentagelse af sig selv. På samme måde med det visuelle udtryk.

Iselin understreger, at computeren, også for hende, udgør et fremragende redskab, når hun efter to gennemskrivninger i hånden taster sit endelige manuskript ind. Men i den kreative skabelsesproces er håndskriften fuld af gaver. 

Læs også

Marie-Louise var træt af kedelig gløgg, så hun lavede sin egen – og den blev officielt Danmarks bedste

"På computeren ser hvert bogstav og ord ud på samme måde hver gang, hvorimod de sætninger, jeg skriver i hånden, aldrig har eksisteret på lige præcis den måde. Håndskriften giver mig altså en oplevelse af, at jeg skaber noget helt nyt, og det skinner igennem i historien," mener Iselin, som har skrevet i hånden siden sin første roman.

Den glemte cirkusbog

Det var i slutningen af 1990’erne, hvor computere, e-mails og sms’er ikke havde samme udbredelse som i dag. Til gengæld var postvæsenet velfungerende, og Iselin var en ivrig brevskriver. Efter at have arbejdet i forlagsbranchen i en årrække fik hun lyst til forsøge sig med et litterært værk, og valget faldt på en brevroman. Da hun skrev sine breve i hånden, føltes det naturligt at fortsætte sådan. Resultatet, romanen Prioritaire, blev en stor succes, der blev solgt til 17 lande. Så Iselin fortsatte fremgangsmåden.

Kun én gang i sin forfatterkarriere, som tæller omkring 12 udgivelser, har hun forsøgt at ondulere et værk via tastatur, mus og skærm. En redaktør havde opfordret hende til at skrive en roman, der foregik i cirkusmiljøet, hvor hun oprindelig er uddannet, og Iselin brændte ikke specielt for ideen, men endte alligevel med at sige ja.

"Jeg havde ikke lyst, men jeg havde ikke salt til et æg, så det økonomiske aspekt afgjorde sagen. Det skulle gå lidt stærkt, så jeg skrev på computer, og resultatet blev derefter. I dag har jeg simpelthen slettet den bog fra min værkliste," siger Iselin, som blev bekræftet i det, hun nok allerede vidste: At skriveprocessen for hende kræver ro og refleksion.

Vælg langsomheden

Når Iselin skriver i hånden, kan hun skrive 12-15 sider om dagen, hvilket svarer til cirka halvanden side i en færdig bog. Hun sænker altså automatisk tempoet og opnår langsomhed. Ikke at forveksle med langsommelighed, understreger Iselin, som klinger af noget dvaskt og dovent, hvorimod langsomhed handler om at dvæle ved tingene og give tid, så det, man gerne vil have til at vokse, kan gro.

"I denne digitale tid er langsomhed en lige så stor gave som stilhed. Det er noget, du bliver nødt til at vælge til, men det betaler sig, for i langsomheden ligger fordybelsen, eftertanken og for mit vedkommende en meget fysisk tilnærmelse af dét sted, jeg gerne vil hen," forklarer hun.

"Fordi jeg kommer ned i tempo, får jeg noget forærende, som jeg simpelthen ikke ved hvor kommer fra. Ligesom når du går en tur i skoven og pludselig kan huske noget, du ikke har tænkt på i årevis."

Langsomheden, tilføjer hun, er også for hende er et aktivt valg, for hun kan være lige så forfløjen som alle os andre.

"Mine sønner vil nok ikke kunne genkende langsomme version af mig. De synes, jeg farer rundt i verden hele tiden," griner Iselin.

Sorte fingre

På bordet foran hende ligger stakke af notesbøger, udfyldt med pertentlig håndskrift. Ligesom fyldepennene er bøgerne særligt udvalgt for deres kvalitet og skønhed, hvilket heller ikke er tilfældigt. For de minder Iselin om, at hun skal gøre sig umage.

"Æstetik er vigtig. Den hjælper mig med at gå til arbejdet med ydmyghed; jeg smager på hvert enkelt ord og tager en beslutning om at placere det dér eller dér. Sproget bliver næsten som en del af min krop," siger hun – og kommer til at kigge ned på sine fingerspidser.

De er farvet sorte af blæk fra den lille skriveprøve fra begyndelsen af interviewet. Ordene har, helt bogstaveligt, smittet af på forfatteren.