Hvorfor snakker veninder hinanden ihjel, mens mændene leger løs?

For to år siden blev Lærke Winther bortført af alle sine veninder til et hus ude i en stor skov i Sverige. Det var hendes polterabend, og dagens aktivitet var skydning på en skydebane i nærheden. Dåserne, der skulle skydes til måls efter, var stillet 100 meter væk, og ingen troede, at Lærke ville ramme noget som helst, da hun fik geværet i hænderne.

Lærke: – Men BANG! Jeg ramte. Ingen forstod det. Og BANG. Så ramte jeg igen. Jeg havde talent.

Hun slår en høj latter op.

Lærke: – Og nu her for nylig, da vi skulle lave pressemateriale til filmen ”Jagtsæson”, skulle vi ud og skyde lerduer. Og så ramte jeg igen!

Lærke rykker begejstret helt frem på stolen, når hun fortæller om sit nyfundne talent, der sjovt nok passer som kugle i geværløb til den film, som hun, Mille Dinesen og Stephania Potalivo er aktuelle med. I ”Jagtsæson” tager den nyligt fraskilte singlemor Eva (Mille Dinesen) på wellness-weekend med barndomsveninden Marlene (Lærke Winther) for at hjælpe hende gennem sin midtvejskrise. Med på turen er også Isabella (Stephania Potalivo), den nye unge kæreste til Evas eksmand, som maser sig på for at overtage rollen som bedsteveninde for Marlene. Det bliver en tur, der sætter venindeforholdet på en voldsom prøve, og det er ikke sjovt, når veninder kommer på kant med hinanden.

Hvorfor er veninder så vigtige?

Lærke: – Fordi de hverken er ens familie eller ens kæreste, børn eller hund.

Og hvad er det gode ved det?

Mille: – Det er der noget trofast ved. Jeg ser veninder som nogen, der altid er der for hinanden.

Lærke: – Ja, veninder er som et anker.

Mille: – Der kan gå laaang tid, hvor man ikke ser hinanden, fordi man er forskellige steder livet, men man ved, at veninderne er der.

Stephania: – Veninder vælger man selv – i modsætning til familie – og jeg synes faktisk, at der skal ret meget til, før man bliver gode venner. Men når man så først bliver det, er det fordi, der er en virkelig stærk kemi.

Lærke: – Og når man er tætte veninder, kan man jo – hvis man er heldig – have en meget stærk fortrolighed. Det kan være der, hvor man får sparring. Gode råd, men også en opsang eller kritik. Det kan også være det sted, hvor man kan snakke om alle de ting, man ikke kan eller vil snakke med sin familie om. Veninder har ikke aktier i ens liv på samme måde, som familie har. Man er mere på lige fod.

Mille: – Ja, ens mor vil nok altid være meget beskyttende over for en, hvorimod ens veninder kan være mere direkte med en opsang, hvis de kan se, at man kører et bestemt mønster.

Har du prøvet det, Mille?

Mille: – Jeg snakkede med en gammel veninde for lidt tid siden, som er sådan en meget lige ud af posen-type. Og hun sagde noget, hvor jeg fik det sådan helt aj-det-kan-du-ikke-sige-til-mig-agtigt. Men hun ramte simpelthen noget meget rigtigt. Nemlig at jeg godt kan forsvinde lidt væk fra mine veninder og omgivelser, når jeg går ind i en arbejdssituation. Hun sagde: ”Hør her, du forsvinder, og når du så er færdig, forventer du, at vi bare står klar”. Meget ærligt sagt. Og jeg blev sådan helt … Gud, altså … Men hun har jo ret. Det er rigtigt.

Stephania: – Og det er godt, at hun siger det i stedet for at sende alle mulige mærkelige signaler, hvor man så skal tænke, åh, hvad betyder det nu? Det kan sætte al mulig usikkerhed i gang.

De gamle og de nye venskaber

I skolegården har mange piger en bedste veninde. Måske i højere grad end drenge har en bedste ven. Og mange kvinder fortsætter med at have en bedste veninde hele livet.

Har I hver især en bedste veninde?

Stephania: – Da jeg var barn, havde jeg en veninde, der var min bedste veninde. Men så en dag opdagede jeg, at hun havde sådan en Best Friend oppustelig hjerteramme derhjemme, og det var ikke mig, der var et billede af i den ramme …

Mille: – OMG!

Stephania: – Ja, det havde vi en krise over. Jeg blev oprigtigt ked af det.

Mille: – Selvfølgelig!

Sagde du det til hende?

Stephania: – Ja, og jeg siger det stadig til hende, ha ha. Det gør jeg faktisk. Vi har gået i folkeskole sammen og har altid fulgtes ad, men samtidig er vi to vidt forskellige steder i livet. Der kan gå vildt lang tid imellem, at vi ses, men vi vil altid være sammen. Jeg har også nogle veninder, som jeg har mødt i mit voksne liv, og som jeg har en kæmpe stærk fortrolighed og kemi med. Så jeg synes, det er svært at sige, hvad en bedste veninde egentlig er. Man kan jo forskellige ting med sine venner.

Mille: – Jeg har nogle meget tætte veninder, som jeg har haft, fra jeg var otte-ni år. I mange år havde jeg ikke – uden at det skal lyde forkert – brug for at skabe nye venskaber. Jeg havde ikke behov for at starte helt forfra med nogen, men det er jeg så begyndt på i de senere år. Og kan man så sige, at de er mindre gode venner, fordi jeg har kendt dem i kortere tid? Næh, det synes jeg ikke, det er bare noget andet. Og nye venskaber kan også give ny energi til eksisterende venskaber. Så jeg er mindst lige så glad for mine nye venskaber, som jeg er for de gamle.

Stephania: – Jeg synes, det er ret særligt at få venner i en voksen alder. Jeg blev gift sidste år, og til min polterabend tænkte jeg, gud, hvor er der egentlig mange af mine veninder, der er kommet til inden for de sidste fem år. Jeg synes, det er virkelig fedt, at man tør lukke døren op til nye venskaber. Når man går i skole eller på studie sammen, får man venner lidt af sig selv, men som voksen skal man nærmest gå på en slags date for at blive venner. Og det er altså ikke bare lige sådan. Men fedt, hvis man tør. Jeg har i hvert fald fået nogle rigtig gode veninder på den måde.

Hvad har du af veninder, Lærke?

Lærke: – Jeg har faktisk nogle veninder, som jeg har holdt fast i utrolig længe. Jeg er enebarn, og derfor har det betydet meget for mig at have nogle veninder, som jeg har kendt, siden jeg var lille. Fordi vi er hinandens livsvidner. Og så har jeg ellers fået veninder op igennem hele livet. Man udvikler sig jo hele tiden. I nogle perioder af mit liv har jeg set mindre til mine barndomsveninder, fordi de har mindet mig om, hvordan jeg var dengang, og nu var jeg jo lige i gang med at udvikle mig til noget andet. Men så går der nogle år, og så er det dejligt at ses igen. I de perioder, hvor man udvikler sig, er det til gengæld dejligt at møde nogle nye mennesker, for der er en frihed i, at de ikke forventer noget bestemt af en.

Kriserne

I ”Jagtsæson” oplever man på nærmeste hold, hvordan et venindeforhold kan komme i krise, når en udefrakommende trænger sig på, og både Mille, Lærke og Stephania har oplevet kriser i deres venindeforhold.

Stephania: – På mange måder minder venskaber om parforhold, synes jeg. De skal plejes på samme måde, og man kan også komme ud for at være et sted i livet, hvor man bare ikke er gode for hinanden. Jeg har oplevet det i en venindegruppe, hvor der hele tiden var misforståelser, og hvor vi ikke ville hinanden det bedste. Nogle gange vokser man så helt fra hinanden, og andre gange mødes man igen lang tid efter og kan begynde på en frisk.

Lærke: – Jeg har prøvet at have en rigtig krise med en meget, meget nær veninde, og det var ligesom en kærestesorg faktisk.

Hvordan håndterede du det?

Lærke: – Vi har sagt undskyld til hinanden, og jeg håber stadig på, at vi finder hinanden igen en dag. Det er ikke rigtig sket endnu, og det er faktisk skide sørgeligt, for vi var meget tæt på hinanden.

Er du enig med Stephania i, at venskaber skal plejes som et forhold?

Lærke: – Ja, det er jeg. På det seneste har jeg faktisk tænkt meget over, at jeg er nødt til at skabe noget mere plads i mit liv til veninder. Tiden kan hurtigt gå med familie og arbejde, og så kan jeg pludselig mærke, at jeg er totalt i underskud med mine veninder. Nogle gange har vi kvinder bare brug for noget kvindetid.

Mille: – Jeg er helt enig. Jeg kan mærke, at alting for mig i en periode er gået op i praktik med lille barn, lortebleer og sengetider, og så når jeg bare ikke mine veninder.

Lærke: – Nej, det er svært, men man må se at få inviteret. Eller bare gå en tur i skoven sammen.

Mille: – Tænk, hvis man kunne prioritere sine veninder lige så højt, som man prioriterer sit arbejde.

Lærke: – Jeg har lige inviteret alle mine veninder – gamle og nye – til fødselsdagsweekend i sommerhuset. Ingen mænd. Det er det, jeg ønsker mig allermest. At være sammen med mine veninder. Hvis man ikke passer på og får set sine veninder, kan man nemlig komme til at bruge sin kæreste eller mand som veninde.

Mille: – Og DET er ikke en god idé!

Lærke: – Præcis. Der er bare nogle ting, vi kvinder har brug for at snakke om. For når vi hører hinanden fortælle, finder vi ud af, at nååå ja, det er ikke kun mig, der går rundt og har det sådan her. Det kender de andre også.

Stephania: – Hvis jeg i en periode ikke har givet mine veninder tid og så endelig gør det, kommer jeg hjem bagefter og føler nærmest, at jeg har været på yoga retreat. Helt glad og afslappet.

Jagten

Hvorfor mener I, at man ikke skal bruge sin mand som veninde?

Lærke: – Selvom man virkelig har en stor fortrolighed med sin partner, skal man alligevel huske, at det bare ikke er alt, mænd kan tåle at høre.

Mille: – Eller alt, de forstår …

Lærke: – Man risikerer, at han bliver bekymret, og så vil han gerne fikse det for en. Eller han tror, at det har noget med ham at gøre.

Stephania: – Min mand støtter mig virkelig meget, men han forstår mig ikke altid. Og så bliver jeg irriteret på ham. Til gengæld synes jeg, at mænd er meget bedre til at lave noget aktivt sammen med deres venner, end vi er med vores veninder. De er gode til at have traditioner sammen, tage på skiferie hvert år eller til fodbold hver torsdag.

Lærke: – Lige præcis det har jeg altid tænkt på. Hvorfor skal vi altid sidde og drikke kaffe? Det er skide kedeligt. Hvorfor spiller vi ikke noget? Laver noget? Det skal vi kvinder generelt være bedre til. Min mand er med i ”Badeklubben 1990”, som er en samling af 100 mænd. Hvert år har de en bod på Roskilde Festival, og alle de penge, de tjener, rejser de bagefter ud og donerer til velgørende formål. Hvor godt er det lige fundet på!

Stephania: – Sådan noget bliver jeg bare så misundelig på – det har jeg aldrig selv haft i mit liv, og det lyder bare så fedt. Der bliver en anden lethed i samværet, når man ikke bare skal sidde og snakke hele tiden.

Kan veninder snakke hinanden lidt ihjel?

Lærke: – Ja, helt sikkert. Jeg tror, at vi alle har brug for mere lethed og leg. Og nu vil jeg lige fortælle noget: Jeg havde bryllupsdag i går, og ved I, hvad jeg fik af min mand?

Stephania og Mille: – Neeej…?

Lærke: – Et haglgevær!

De griner alle tre højt.

Lærke: – Er det ikke det sjoveste? Jeg har simpelthen fået et stykke legetøj, og nu skal vi skyde til min fødselsdag. Jeg havde fortalt min mand om, hvor sjovt det er at skyde, og tænk, så giver han mig et haglgevær. Jeg er simpelthen så glad for det. Det er med kikkertsigte og noget blødt ind mod kinden. Aj, jeg glæder mig sådan til, at vi skal prøve det.

Mille: – Det gør jeg også! Vi skal simpelthen ud og lege.

Lærke: – Ligesom mændene.

”Jagtsæson” handler også om den såkaldte midtvejskrise. Særligt Milles karakter, Eva, er nede i et dybt hul efter sin skilsmisse, fordi hun samtidig kan betragte, hvordan eksmandens nye kone har alt det, som hun føler, hun har mistet. Mille synes ikke selv, at hun har ramt en midtvejskrise, men …

Mille: – Jeg synes bare, jeg har krise, som jeg plejer at have krise, ha ha. Nej, seriøst, jeg tror måske, at jeg havde en form for krise, inden jeg fik min søn. Det var sådan helt klassisk – der manglede noget i mit liv. Noget, jeg som menneske ville være virkelig ked af, hvis jeg ikke opnåede. Normalt går jeg 110 procent efter det, jeg gerne vil, og det havde jeg også gjort i forhold til at få et barn. Det skete bare ikke. Men nu, hvor jeg har fået min søn, skal der rigtig meget til at slå mig ud i forhold til midtvejskrise, tror jeg. Jeg har slet ikke fokus på mig selv i samme grad som før, og det har været så godt for mig at få fingeren ud af mit eget røvhul, altså. Jeg har simpelthen ikke haft tid til at tænke på mig selv det sidste år.

Hvad med dig, Lærke, har du mærket en form for midtvejskrise?

Lærke: – Jeg har altid taget tingene lidt på forskud, og jeg tænkte faktisk en del over livsbuen, da jeg blev 40. Jeg ser livsbuen meget tydeligere nu, end jeg gjorde før. Jeg har oplevet flere dødsfald, og jeg er mere bevidst om, hvor i livet jeg er, end jeg var for ti år siden. Meget mere.

Hvor på livsbuen føler du, at du er?

Lærke: – Vi ved alle sammen godt, at vi kommer til at miste vores ungdommelige udseende. Og det kan gøre ondt. Det er da noget, jeg lægger mærke til. Jeg kan blive helt overrasket, når jeg ser mig selv på film eller billeder. Så tænker jeg: NÅ! Ser jeg sådan ud? Man hører også, at mange kvinder over 50 føler sig usynlige. Det har jeg tænkt meget over. Hvad kommer det til at betyde for mit arbejde og for alle mulige andre ting? Hvor meget har jeg egentlig lukreret på mit udseende gennem livet? Så ja, jeg har det med at tage tingene lidt på forhånd, for jeg er altså kun 43.

Stephania: – Det er også mærkeligt, for selvfølgelig gør man sig erfaringer gennem livet, men man er jo den samme indeni. Og nu skal det ikke lyde overfladisk, men jeg synes da, at det er skræmmende at tænke på, at jeg skal ændre mig en hel masse udenpå. Samtidig vil jeg dog også lige sige, at det altså også godt kan være irriterende, når man har min alder, for jeg får hele tiden at vide: Aiii, jamen du er jo så ung …

Lærke: – Men så er du jo heller ikke yngre, ha ha.

Stephania: – Præcis. Jeg har snakket med en jævnaldrende veninde om det, og hun siger, at folk begyndte at kigge på hende på en anden måde, da hun fik barn. Som mere voksen.

At blive ældre

Lærke: – Jeg synes, det sværeste ved at blive ældre er, at energien ikke er den samme, som da man var 20. For nogle år siden sad jeg på Roskilde Festival – jeg tog den hele for første gang i mange år – og det, jeg husker tydeligst, er, at jeg sad i en sækkestol med solbriller på. Det regnede, jeg var helt sunket sammen, og jeg holdt mig for ørerne, mens jeg kiggede på nogle meget unge mennesker, der løb larmende forbi på vej mod en koncert. Jeg ville virkelig gerne høre den koncert, men jeg havde ikke kræfter til at rejse mig. Jeg sad bare der. Det var SÅ deprimerende. Jeg måtte indse, at jeg simpelthen ikke orkede at løbe fra koncert til koncert mere.

Men er det egentlig ikke også fint nok?

Lærke: – Jo, men man skal jo lige igennem det. Når man er helt ung, tænker man om folk på vores alder: Gud, så kan de jo ikke gå på diskotek mere, fuck, hvor må det være nederen. Men det er jo ikke nederen. Man savner det ikke. Man gider det ikke.

Stephania: – Det er sjovt, for mange i min alder er begyndt at tale om, at de synes, de bliver så gamle. Sådan har jeg det ikke selv. Men når man er kvinde, gift og over 30, bliver man tit spurgt, om man ikke skal have børn. Jeg er rimelig afklaret med, at det vil jeg gerne, men det er ikke noget, jeg går og drømmer vildt meget om lige nu. Det kommer, når det kommer. Men jeg tænker tit: Hvad nu, hvis jeg inderligt havde et ønske om at få et barn og ikke kunne? Eller tænk, hvis jeg havde været gravid og havde mistet barnet. Jeg synes sgu, at man skal have lidt ydmyghed omkring det med at få børn og ikke tro, at det er noget, man bare lige kan spørge om på samme måde, som man spørger: Nå, hvordan går det? Jeg kan godt nogle gange føle mig forkert, når jeg får spørgsmålet. Er der noget galt med mig, fordi jeg ikke kun tænker på at få børn? Og det er egentlig ikke rimeligt, at jeg skal få det sådan.

Mille og Lærke er meget enige om, at det bedste ved deres alder er den ro, der har indfundet sig. De ved også, at de kan klare svære tider, og de føler sig mere robuste end i de unge år. Stephania har det stort set på samme måde, men hun kan stadig stresse lidt over bagateller, synes hun. De har alle tre lidt sværere ved at finde det værste ved deres alder, men ved nærmere eftertanke er der alligevel noget.

Lærke: – Det værste er at skulle erkende, at der er døre, der lukker. Vi er opvokset i et privilegeret land, hvor mange ting er mulige, men med alderen er der alligevel ting, der ikke længere kan lade sig gøre. Og så synes jeg, at det med den lavere energi er skide irriterende. Og knyster. Jeg kan slet ikke gå i høje hæle mere, og DET er måske det værste…

De griner alle tre højt.

Stephania: – Der er altså også nogle kvinder, der dyrker det at blive ældre mere end andre. Det gør I to slet ikke, og det er dejligt.

Er det da irriterende at høre på?

Stephania: – Ja, det synes jeg. Du bliver ældre at se og høre på, hvis du hele tiden skal tale om det og dyrke det.

Lærke: – Jeg var til en fest for nylig, hvor jeg snakkede med nogle kvinder, som jeg kendte perifert. De sagde: ”Ja, vi står lige og snakker om, at nu er det de unge kvinder, der ejer det hele, og her står vi i en sweater og flade sko …” Og så kunne jeg ikke lade være med at sige: ”Så lad dog være med at stå i en sweater og flade sko!”. Jeg blev så provokeret, at jeg bare kom til at være helt ærlig. Hvis det betyder noget, så find da på noget! Tag en flot kjole og høje sko på, hvis du har lyst. Og nyd det.

Hvem er Mille Dinesen, Lærke Winther og Stephania Potalivo?

Mille Dinesen, født 1974 

• Skuespiller aktuel med hovedrollen i tv-serien ”Rita”, som hun er i gang med at indspille 5. sæson af.
• Brød igennem som Nynne i filmen og senere tv-serien af samme navn. Har spillet med i en lang række film og teaterstykker.
• Mor til Eddie, som er et år gammel.

Stephania Potalivo, født 1986

• Skuespiller kendt for roller i ”Sjit Happens”, ”Klassefesten 3”, ”Dicte” og ”Mercur”.
• Har været vært på ”Voice Junior”.
• Gift med Nils Petter Bro og har en hund.

Lærke Winther, født 1975

• Skuespiller snart aktuel med TV 2-serien ”Mellem os”.
• Kendt fra filmen ”En kort en lang” og senest ”Mødregruppen”.
• Skrev og medvirkede i satireserien ”Normalerweize”.
• Gift med Thomas Ravn og mor til Billie på 14 år fra et tidligere forhold.