”Er du feminist?” Vi spurgte kulturministeren – og hans svar vil måske overraske dig…
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt skriver dagbog og digte, lytter til The Minds of 99, Chopin og Lana Del Rey. Nu har han kastet sig ind i ligestillingsdebatten og insisterer på, at kvinder skal have mere plads i kulturen.
For Jakob Engel-Schmidt slutter dagen som regel med, at han skribler lidt i sin dagbog.
"Det er en form for mental pleje, så jeg får bearbejdet det, jeg har oplevet i løbet af dagen, og husker det, der var vigtigt. Jeg skriver om de vigtige ting, der sker i tilværelsen for mig og for de mennesker, jeg elsker. Og når der sker et eller andet i samfundet omkring os.
Der er meget taknemlighed og også meget frustration, mange tanker og ufuldendte sætninger, fortæller han og sammenligner dagbogs-skriveriet med at stå på en græsplæne med bare tæer, tage en dyb indånding og mærke jordforbindelsen."
Nogle gange sætter han også rim sammen til digte, hvis kvalitet svinger mellem smuk og patetisk, fortæller han. Ingen af delene viser han til andre, men på spørgsmålet om, hvad der præger hans skriverier for tiden, svarer han:
"At nå det hele … at det hele går lidt hurtigt. Det er jo ikke fordi, man ikke kan gøre sig umage, selv om det går stærkt, men som menneske skal man kunne følge med. Det må ikke være sådan, at ens åndedræt hele tiden er bagud og først indhenter en, når man går i seng. Jeg har haft meget travlt de første måneder.
Noget af det, han har haft travlt med, er at antænde en debat om ligestillingsproblemerne i kulturlivet."
"Det handler om at gøre opmærksom på den her skævhed alle steder. Jeg tror ikke, man kan finde en kulturminister, der er løbet ind i den her dagsorden på samme måde som mig, og det er fordi, jeg synes, det er utåleligt at komme ind i ministeriet og konstatere, at det forholder sig på den her måde. De seneste kulturministre før mig har haft sværere ved at løfte den dagsorden, og jeg synes, det er min pligt som mand at gøre noget ved det."
En lille niece
I dag har Jakob Engel-Schmidt afsat en time af sin kostbare tid i hjørnekontoret ved Gammel Strand til ALT for damerne. På bordet foran sig har han et udprintet talepapir med de pointer om ligestilling og diversitet i kulturlivet, som han allerede har delt i en kronik i Berlingske, og som han aftenen forinden også har været i Deadline og debattere med avisens chefredaktør, Tom Jensen.
Til ALT for damerne vil han breake nogle konkrete, nye tanker om skævvridningen i musikbranchen, har hans rådgiver lovet.
Men først bliver vi nødt til at lære ham bedre at kende og forstå, hvor trangen til at gå ind i den boksering, der hedder ligestillingsdebat, kommer fra.
Er du feminist?
"Jamen altså … det tror jeg nok, man udefra ville sige, jeg er. Men jeg opfatter mig bare som et menneske, der er optaget af ligestilling. I moderne indpakning. Der er alt for mange mænd i min alder og mænd, der er ældre, der lukker øjnene for skæve, nedarvede strukturer. Strukturer, der betyder, at veluddannede mænd er disponerede for at få bedre jobs og komme længere i tilværelsen, end alle andre er."
"Det er ikke noget, man kan faktuelt debattere, for det forholder sig på den måde. Og ikke at forholde sig til det er også at tage stilling."
Har du altid set på det på den måde?
"Nej aldrig! Det er noget, jeg er begyndt på inden for de seneste fire-fem år. Jeg synes, det er vigtigt som menneske, at man er villig til at blive klogere på sig selv og sin omverden, og noget af det sværeste er at revidere sine synspunkter."
Hvad fik dig til at interessere dig for ligestilling?
"Det var, da jeg blev onkel til min lille niece for fem år siden. Jeg elsker hende utroligt højt, og det gik op for mig, at de strukturer, hun kommer til at vokse op i, ikke er de samme, som hvis hun havde været en dreng. Hun bliver sandsynligvis mere veluddannet, men hun kommer til at få en lavere løn."
Jakob Engel-Schmidt er netop flyttet sammen med sin kæreste, Camilla Søe, som var en af de kvinder, der med bevægelsen #enblandtos fik mobiliseret et opgør med sexisme i politik. Hun har også udgivet bogen 'Feministisk Kampskrift – mod, magt og metoo'.
I kommentarsporene på sociale medier har han oplevet, at kritikerne har koblet hans holdninger til ligestilling sammen med hans kærestes markante profil.
"Mit eget engagement har mindre med metoo at gøre, det relaterer sig til at blive onkel til min lille niece."
"Politik har ikke noget at gøre med den kærlighed, Camilla og jeg har til hinanden, men det gør jo ikke noget, at man deler nogle af de samme synspunkter. Camilla synes, jeg har været alt for langsom til at komme ud af busken på de her områder, men det er ikke hende, der har animeret mig til at gøre det. Hun er klar med gode råd, ligesom jeg er til hende. Men hun er stadig medlem af et andet parti end mig (Venstre, red.)."
Og hvordan har du det med, når folk siger, du er blevet påvirket af din kæreste?
"Jeg har en meget dygtig og meget smuk kæreste, som jeg elsker højt, og jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg synes, det er lidt patetisk."
Flere fabeldyr end kvinder
Jakob Engel-Schmidts blik søger mod noterne på bordet foran ham. Han vil gerne tilbage til de forberedte tal:
"Var jeg endt ovre i Erhvervsministeriet, ville jeg vide, at der er nogle uforklarlige lønforskelle, at det ikke ser heldigt ud med rekrutteringen af dygtige kvinder til landets førende bestyrelser, at vi har en udfordring med, at mænd bliver dårligere uddannet end kvinder. At nydanske kvinder er markant mere veluddannede end nydanske mænd. Fire ting, der erhvervsmæssigt ville være vigtigt at arbejde med."
"Men jeg havde ikke forventet, der ville være de samme udfordringer i det danske kulturliv, for man tænker umiddelbart, at kulturen er et sted, hvor diversiteten er større, hvor fleksibiliteten og rummeligheden er mere udtalt, og så er det bare bekymrende at opleve, at 9 ud af 10 af de kroner, Koda udbetaler til udøvende kunstnere, går til mænd."
WNår man ser på kvindelige musikere, så hører de til lavindkomstgrupperne, mens de mandlige hører til højindkomstgrupperne.W
Han kan efterhånden mærkesagerne udenad. Han har repeteret dem både i sin kronik, i avis-interviews og på tv. Men engagementet skinner alligevel igennem det indstuderede:
"Hvis jeg får en datter, så har hun større chance for at møde en bronzeskulptur af et fabeldyr end af en kvinde. Det kan da ikke være rigtigt. Det er også et problem, at selv om Det Danske Filminstitut har en målsætning om, at diversiteten skal være større i de film, vi er med til at betale fra den offentlige kasse, går det den stik modsatte vej.
Det er heller ikke godt nok, at danskere med asiatisk, afrikansk eller mellemøstlig baggrund primært bliver tilbudt roller som prostituerede, kriminelle, hjemløse eller inkompetente."
Lige nu har han ingen løsninger, han vil først og fremmest kickstarte en debat, siger han. Men når han nævner ”den offentlige kasse” i samme sætning, bringer han sig selv i skudlinjen for ikke at respektere armslængdeprincippet (et princip om at politikere bør afstå fra detailstyring af økonomiske midler til forskellige områder, primært inden for kulturlivet).
I Deadline-debatten aftenen forinden har chefredaktør Tom Jensen sagt det sådan her:
"Det er fint at tage debatten om, hvorvidt der er oplevet lige adgang til det ene eller det andet i vores samfund. Der, hvor jeg får problemer, er, at jo flere bindinger, man politisk lægger ned over kunst og kultur – for eksempel Københavns Kommune, hvor man beder spillesteder om at angive, hvilken kønsidentitet de optrædende har – jo mere drukner kunsten og bliver til et politisk redskab for at opnå noget helt andet, f.eks. ligestilling. Kulturpolitik må gå ud på at fremme kunstens vilkår og ikke alt muligt andet."
Andre har beskyldt ham for at være opportunistisk ved at stige på ligestillingsdebatten. For eksempel har Berlingskes kommentator Amanda Aminata Corr skrevet dette:
"Ved I, hvad kulturlivet er overbefolket med? Kulturradikale kvinder. Og ved I, hvordan man får kulturradikale kvinder over på sin side, når man er en hvid privilegeret, ciskønnet, semiborgerlig, magtfuld mand? Det gør man ikke. Så man må gå over på deres. Ellers bliver man en upopulær kulturminister, og det vil man ikke være."
Er du opportunist?
"Det er alt andet end opportunistisk: jeg prøver at løfte en dagsorden, hvor lige meget hvad jeg gør, vil venstrefløjen synes, det ikke er nok, og højrefløjen vil lægge mig for had. Det er ikke opportunisme, det er politisk realisme og en nødvendighed."
"Jeg oplever for øjeblikket det samme, som kvinder, der blander sig i ligestillingsdebatten, oplever: Jeg bliver udstillet som woke og beskyldt for at mene noget, jeg ikke mener.
Fordi jeg ikke mener det samme som kritikerne, så er jeg ude på at bryde med rettighedsprincipper og armslængde til kunst og vil gøre op med, at kunsten skal være smuk og skabende og vil i stedet gøre kunst til et redskab til ligestilling … alt sammen fordi jeg påpeger, at der er flere fabeldyr end kvinder i bronze i København, at det helt oplagt ikke kan være sådan, at vi bruger offentlige penge på en måde, som betyder, at fordelingen af professionelle musikere er helt skæv, og at det går den forkerte vej for filminstituttet, selv om det i 10 år har haft et mål om mere diversitet."
"Det at blive kritiseret og et mål for affaldskastning, det er en træls pris at betale, men omvendt kan jeg se, at det går endnu hårdere ud over de kvinder, der tager debatten."
"Når jeg siger, jeg er den rigtige til at tage den debat, så er det, fordi jeg ikke er bange for dem. Jeg vil være stolt af at tage den debat, og jeg vil være stolt af at være den, der blev kritiseret allermest – jeg ville så bare ønske mig, at dem, der kritiserede mig, læste, hvad jeg egentlig mener, inden de begynder at kritisere mig for ting, jeg ikke mener."
Team Danmark for musikere
Nu har han fået en idé til, hvordan han som kulturminister kan skabe bedre vilkår for kvinder i musikbranchen. Det er nemlig sådan, at selv om lige så mange piger som drenge går i musikskole, er der er kun 29 procent kvinder blandt de udøvende kunstnere, og kun 10 procent af koda-pengene går til kvinder.
Han kommer selv med en disclaimer på forhånd:
"Jeg kunne godt have ventet et halvt år med at give dette interview; jeg er ikke færdig med at udvikle modellen, men det er nogle tanker."
Han vil gerne sikre, at musikskolernes talenter ikke forsvinder undervejs, så han forestiller sig en Team Danmark-model.
"Hvis man er en virkelig dygtig fodboldspiller, svømmer eller atlet, så kommer man jo ind i et system, hvor man hele vejen gennem sin ungdomsuddannelse op til universitetsniveau bliver hjulpet af Team Danmark, hvor nogen sørger for, at ens træningsvilkår er optimale."
"Det at have et stort talent må man godt anerkende, pleje og fremme. Team Danmark har været ekstremt dygtige til sammen med de forskellige idrætsforbund at lave den her talentpleje, og vi har en række musikinstitutioner, musikskoler og andre regionalt, der er med til at uddanne unge musikere, og når man der spotter de store talenter, så gælder det om at få sat talentplejen i system. Det taler jeg med dansk musikliv om for tiden."
Penge til ligestilling
Lige nu samler han input fra musiklivets aktører til den musikhandlingsplan, der skal dække de næste tre år. De 160 millioner kroner, der følger med, skal ud og arbejde på tre områder:
"Vi kigger på talentpleje, diversitet og på, hvordan vi får de dygtige kunstnere ud over landets grænser. Det er ikke en kamp mellem mænd og kvinder."
"Jeg vil gerne have flere kvinder til at komme succesfuldt igennem: Hvis jeg hele tiden følger op på, hvorfor kvinder falder fra undervejs, og hvorfor man ikke vælger at booke andre end de mandlige kunstnere, man plejer, så opnår jeg to ting: Jeg identificerer et problem og lader folk forholde sig til det, OG jeg gør mit eget system opmærksom på, at jeg ikke synes, situationen er acceptabel. Så kunne jeg jo godt tænke mig at se, hvad det medfører, før jeg begynder at lovgive."
Men hvis du lader pengene følge initiativer, der fremmer ligestilling og diversitet, bryder du så ikke armslængde-princippet?
"Jeg vil selvfølgelig ikke bryde med princippet om armslængde. Det er helt normalt, at politikere laver en ramme for en pulje, mens beslutningen om, hvem der skal have pengene, er i armslængde fra politikerne. Jeg synes godt, man kan stille krav, der rykker ved udviklingen, når man sender skatteborgernes penge til kunst og kultur. Derfor vil jeg bl.a. undersøge, hvorfor der er så stor forskel på antallet af kvinder og mænd på for eksempel musikskolerne – og hvorfor nogle kvinder falder fra.
Hvad siger du så til dem, der siger, at de lytter til det, de godt kan lide, og til de bookere, der siger, at de booker dem, der sælger billetter, og til dem i radioen, der siger, de spiller det, folk vil høre?
"Selvfølgelig, men jeg må konstatere, at på P3 er man bedre til at spille kvindelige musikere end på andre radiokanaler. Det er måske fordi, man har overvejet det. Det starter med at tænke sig om, for der er masser af dygtige kvindelige musikere."
"På den anden side vil jeg også sige, at ingen har ret til et publikum. Jeg kommer ikke til at tvinge en radiostation til at spille kedelig musik, jeg kommer ikke til at tvinge landsdelsorkestre til at optage talentløse kvindelige musikere."
ALT for damerne har tidligere beskrevet, hvordan Spotify-algoritmerne favoriserer mandlige kunstnere. Brugerne fårsimpelthen tilbudt mere af det, der historisk har været mest populært. Så det kræver aktive valg af den enkelte at få kvinder ind på sin playliste. Så det er helt oplagt at stille kulturministeren spørgsmålet:
Må jeg se din playliste?
"Nej, det må du ikke…"
Hvorfor må jeg ikke det?
"Den vil jeg gerne holde privat… du må gerne spørge mig om, hvad der er på den.
Ok, hvad vil du gerne fremhæve, at du lytter til?"
"Jeg har en utroligt bred smag … Du kan finde The Minds of 99, Tina Dickow, Oasis, Iron Maiden og Chopin."
Fire ud af fem af dem, du lige nævnte, er mænd…
"Og Pink Floyd … Og London Grammar."
Er du opmærksom på at lytte til flere…
"Hov, jeg hører også Lana Del Rey … Jeg har ikke haft tid til at lytte til særligt meget på det seneste."
Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte: At det hele er gået hurtigt de første måneder.
"Jeg er meget opmærksom på, at det her kun er til låns, og derfor skynder jeg mig, som man siger."
Men han håber på at gå ind i en fase med mere tid til fordybelse.
"Nu prøver jeg at få tid til at gøre tingene lige præcis så godt, som de fortjener – og ikke kun at have travlt. Jeg vil gerne fordybe mig i de forskellige lovforslag og tage en ekstra runde på det, man er usikker på, før jeg vælger en retning. Det har jeg ikke nået de første måneder…"
"Jeg skulle lige lære at være minister, jeg har jo aldrig prøvet det før. Jeg skal lære at gøre det på min egen måde, og jeg kommer til at lave masser af fejl, også fejl, hvor man kan skrive, at ministeren har dummet sig, og så må man jo gøre noget for at komme videre."
Har du og Camilla lavet en aftale om, at nu giver du den bare gas, og at hun ikke skal forvente at se meget til dig?
"Det vigtigste i min tilværelse er de mennesker, jeg elsker, og derfor er det også mig, der svinger støvsugeren og køber ind og klarer meget af vores vasketøj, mens Camilla laver mere mad, end jeg gør."
"Tilværelsen må aldrig blive sådan, at jeg bare har travlt, og hun holder fortet derhjemme, det gider hun ikke, så finder hun sig en anden mand i løbet af no time, tror jeg. Og jeg vil heller ikke finde mig i at være i et forhold, hvor tingene er uddelegeret på den måde."
"De skønne øjeblikke opstår, når vi er sammen om noget, vi virkelig holder af, og det prioriterer vi. Og så er der ting, jeg ikke når, og ting, hun ikke når, og sådan er det."
"Der er jo ikke nogen, der kommer og siger tak den dag, du dør, fordi du arbejdede en time ekstra og svigtede dem, du holdt af. Man skal huske sig selv i alt det her."