Janni Pedersen om 50'erne: "Erkendelsen er først rigtigt kommet nu. Derfor kan jeg også give slip"

"Jeg synes, du skal tage det med, at jeg kom til at græde så meget," siger Janni Pedersen.

Vi sidder i hendes lyse stue på Nørrebro i København og er ved at afrunde vores samtale. Og selvom hun er i privaten, og samtalen har været personlig, så er professionelle Janni der også.

Der er nemlig ikke nogen nævneværdig forskel på kvinden, der er krimireporter, nyhedsvært, foredragsholder, forfatter og fast frontfigur på 'Go’ Aften Live', og hende, jeg har talt med i privaten i flere timer, og derfor vil hendes indre journalist generøst hjælpe min historie på vej mod deadline.

Det havde jeg også tænkt mig at tage med – men jeg var ikke sikker på, at du ville have det …

"Jo, tag det med! Der er jo et meget fint gennembrud i det."

Godt. Det tager vi med. Men først tilbage til starten.

Læs også

Succes har ingen alder - og nu sætter vi fokus på det

Donna, en beagle på to år, tager i mod på 4. sal og vil egentlig gerne være i centrum samtalen igennem. Heldigvis har Janni Pedersen med egne ord "15 års erfaring med besværlige hunde", så hun får hurtigt den hvalpede charmetrold installeret med et kødben, mens hun serverer druer, croissanter og kaffe til os.

Morgenen har været god. Hun stødte ind i sin 25-årige datter ved bageren, fik givet hende et kram og købt en bolle med ost til hende. Dagen før var hård. Janni måtte aflyse vores interview for at dække den triste sag om en 13-årig piges bortførelse, og den historie sidder stadig i kroppen, konstaterer hun. Men når sådan en sag opstår, må hun smide, hvad hun har i hænderne, og træde til for at sikre en seriøs og grundig dækning.

"Når jeg får en opgave, opfylder jeg den 110%. Jeg er ikke typen, der har mega-fede albuer, men jeg er flittig som få. Som en af mine tidligere chefer på TV2 udtrykte det: Du har ikke fået noget givet. Den succes, du nyder i dag, har du ikke fået ved at råbe op eller gøre opmærksom på dig selv, men bare ved at være smadderdygtig."

"Sådan en anerkendelse betyder meget for mig. TV2 har altid anerkendt gode ideer, ihærdighed og opfindsomhed. Og ja, jeg har også været med til at sætte fokus på en dårlig magtstruktur, der har plaget stedet, men for mig har det også været et vidunderligt sted at udvikle sig. Der er ikke langt fra menig medarbejder til chef, så hvis du har en historie, skal du ikke igennem 32 mellemled først – der er tillid til, at du løber med den gode ide."

50 over 50

Succes har ingen udløbsdato, og i de kommende måneder vil ALT for damerne og alt.dk fremhæve 50 kvinder over 50 år. 

Kvinder, som har ramt et nyt peak i anden halvdel af livet. Kvinder, der har brudt glasloftet og fået bundlinjer til at blomstre. Kvinder, der har fået deres vigtigste rolle eller største hit, efter de er fyldt 50.

Hvis du kender - eller er - en kvinde, som for alvor er slået igennem efter 50, kan du fortælle os om det ved at skrive til alt@alt.dk.

Knoklede og knoklede og knoklede

Janni Pedersen har aldrig gået op i titler, og hun havde heller ikke regnet med, at hun en dag skulle være en af tv-stationens mest populære værter. I første omgang var det nemlig det journalistiske arbejde, der optog hende.

"Da jeg var nyuddannet, var det krimi-området, der fangede mig, og jeg er så taknemmelig for, at skæbnen ville, at jeg skulle den vej. Hurtigt blev jeg fortrolig med at lave live-tv og ikke sætte mig selv, men sagen i centrum. Med det stofområde handlede det ikke om, hvordan jeg så ud eller om at brænde igennem, men derimod om at veje sine ord på en guldvægt, bruge de juridiske termer korrekt og give taletid til begge parter i en konflikt."

Læs også

Anne var sygeplejerske i 25 år, men tog et stort skridt, efter hun blev 50

Stemmen er lige så fast som blikket, ansigtet er makeupfrit og åbent, neglene røde og striktrøjen samme farve som nyudsprunget bøg.

"Og så er der nok nogen, der her vil sige, at jeg fylder en hel del mere i dag. Ja, men jeg er også blevet ældre, har flere erfaringer og er langt mere trænet i, hvad der virker på tv. Så hvorfor ikke bruge sig selv, når det giver mening? Da Lasse (Sjørslev, red.) og jeg blev sat sammen for ti år siden til at lave morgennyheder, brugte vi vores energi sammen til at lave godt tv. Vi skulle jo sikre, at folk havde lyst til at være i stue med os i 4,5 timer."

"Og indimellem kan det da godt være, balancen tipper, så det er mere plat end personligt, men det er også det, der giver sekvenserne liv. Jeg inddrager aldrig mine egne politiske holdninger, og hvad jeg mener om et betændt emne, rager ikke folk, men jeg kan godt bruge mine egne erfaringer til at få andre til at lukke lidt op for posen og give mere af sig selv. Men det ville jeg aldrig have gjort, da jeg begyndte på tv."

Var der et tidspunkt i din tidlige karriere, hvor du var bange for at stå i stampe?

"Ærligt? Nej. Jeg var færdiguddannet som 30-årig og blev ansat på nyhederne umiddelbart efter. De første par år var jeg bare på røven over at være ansat på TV2 som reporter blandt alle de dygtige mennesker. Og det viste sig, at krimistoffet var en journalistisk gave, der blev ved med at give," husker hun.

Janni knoklede igennem – og det har siden været hendes eneste modus operandi.

"Jeg var vært på News og samtidig kriminal-reporter for hele nyhedsafdelingen. Det var simpelthen så vigtigt for mig at bevare det krimiben. At have et område, der var mit, og hvor jeg vidste, at jeg var fagligt uovertruffen. Jeg blev ansat som studievært som 38-årig, og jeg var helt bevidst om, at det kunne vare ganske kort."

"Der ramte det mig også, hvor hårdt det må være for dem, der bliver ansat meget unge og uprøvede: Når de bliver pillet af skærmen, bliver det meget personligt. De har ikke en faglighed og erfaring at læne sig opad. Jeg vidste, at jeg kunne det faglige og journalistiske håndværk. Jeg har slappet mere af i min værtsrolle, fordi jeg var ældre og vidste, at jeg ikke var blevet ansat, fordi jeg var yndigt blikfang eller et frisk pust. Jeg var på skærmen, fordi jeg var god til det."

Når Janni Pedersen skal sætte ord på sit arbejdsliv, frem til hun fyldte 50, står det helt klart for hende:

"Jeg knoklede og knoklede og knoklede. Jeg stod der, når der var en skudepisode på Nørrebro, og jeg stod der, når der var bål og brand i indre by, og når der var en gidseltagning på taget af Københavns Politigård, var jeg der også. Alle i min familie vidste, at når telefonen ringede, så var jeg allerede på vej ud ad døren. Det kunne ikke være anderledes. For jeg vidste, at jeg ikke behøvede at "padle" unødvendigt på skærmen, men faktisk kunne fylde alle pauser ud med nødvendig information. Jeg havde researchet i timevis, finkæmmet alle nye rapporter fra PET, læst alle risikovurderinger af terrortruslen, og jeg kendte bandemiljøet ud og ind."

"Der var en enorm tilfredsstillelse i, at alle mine mange timers forarbejde gjorde mig i stand til at tale frit om alt det, jeg vidste. Jeg arbejdede mig op fra at lave de nuttede feelgood-historier til sidst i nyhedsudsendelserne til at lave de vigtigste live-historier."

Ydre måtte ikke larme

Arbejdet bar frugt, og Janni blev set. Ikke bare af chefer og kolleger, der nød godt af hendes minutiøse forberedelse og ukrukkede tilgang til værtsrollerne, men også seerne blev stadig mere begejstrede for den kloge, korthårede vært.

"Jeg var i mange år opmærksom på, at mit ydre ikke måtte larme. Jeg ville ikke have en masse makeup, øreringe og farvestrålende tøj på. Jeg ville have, at mit udtryk var stramt og skrællet – et sort Hugo Boss-jakkesæt, kort hår, mit smalle ansigt, ingen dikkedarer. Det gjorde nok også, at jeg blev set som en tough cookie i et mandsdomineret felt. Og det var jeg nok også …"

Hun kigger frem for sig og skænker mere kaffe fra stempelkanden. Rejser sig og hjælper Donna med at lirke kødbenet ud fra under sofaen.

"Der var bare ingen, der skulle kunne sætte en finger på mit arbejde, og det personlige måtte for alt i verden ikke fylde noget. Sådan havde jeg det virkelig. Ingen skulle vide noget om mine forældres skilsmisse, og hvad den betød for mig og min søster. Min far, der døde, da jeg kun var 23 år, og hvordan det var at vokse op i et barndomshjem, hvor min mor ingen penge havde. I en periode var hun bistandsklient, og så uddannede hun sig til lærer om dagen og arbejdede på åndsvage-anstalten i Slagelse om natten. Hende så vi ikke meget til … og det var virkeligt ikke fedt."

Talen stopper. Tårerne trænger sig på. Hun trækker vejret dybt.

"Ej, nu bliver jeg helt rørt. Det må du undskylde. Det er både den sag fra i går og … nej, det er endnu mere fordi, at jeg er kommet i overgangsalder. Det har fjernet et filter. Jeg har meget mere let til tårer, og jeg taler om ting, jeg aldrig ville nævne ellers. Det hele er lidt mere porøst nu. Jeg kom også til at græde i går. Det er en glidebane. For det er ikke værten eller reporteren, der skal være i centrum, men historien, der skal være i centrum."

Men det er vel også vigtigt, at du, som så mange beundrer, også viser, at der er plads til sårbarhed … og lige nu er det jo dig, der er historien.

Hun smiler og affejer en tåre med hånden, inden hun fortsætter af det spor, som hun var i gang med:

"Der kom ikke noget til min søster og mig på den flade hånd, og den erfaring har jeg med mig i alt, hvad jeg laver. Jeg har arbejdet mig til alt. Jeg kan godt lide den Janni, der er kommet ud af det arbejde, og jeg er sgu egentlig stolt af det, som jeg har udrettet," konstaterer hun.

"Hvis jeg bliver bekræftet i, at jeg gør det godt, kan jeg godt tage endnu et par timers overarbejde, men motivationen for at arbejde hårdt er altid kommet fra mig selv. Jeg er taknemmelig for, at jeg har oplevet det, du kalder et "folkeligt gennembrud", efter jeg fyldte 50."

"Da Lasse og jeg lavede morgennyheder i fem år sammen, kom der en vis – undskyld udtrykket – anderledes form for penetration til seerne. Og da Anders Breinholt så viser vores morsomme bommerter i "Natholdet", så lirker han os ind i bevidstheden hos et nyt, yngre segment. Måske det også banede vejen for, at jeg for tre år siden begyndte først på Go’ Morgen og nu altså på Go’ Aften Live."

Janni Pedersen er ikke bange for at lave fejl, hun spekulerer ikke over, hvordan hun ser ud på kamera, og hun er ikke optaget af, hvad andre mener om hende. Når hun går på tv, er hun mest optaget af, at den, hun skal interviewe, får fortalt sin historie bedst muligt.

"Jeg stiller mig ikke an, og jeg er virkelig meget mig selv. Det tror jeg, at folk godt kan lide. Og så kan de lide, at jeg er en voksen kvinde. Jeg får tit kommentarer om, at det er så godt, at jeg taler højt om menopausen, og at jeg er anti-botox. Det er nu ikke noget, jeg har gjort mig til talsperson for, men det er åbenbart så usædvanligt, at nogen tør berøre de her emner, at det skaber opmærksomhed, hvis jeg nævner det i en sidebemærkning i et interview," konstaterer hun.

"Men jeg har jo også selv udviklet mig med alderen. Jeg er blødt op og er ikke så bange for at bringe mig selv i spil. Da Kim (Faber, red.) og jeg udgav vores første krimi sammen i 2019, gik jeg meget op i, at vi endelig ikke ville tale om vores parforhold, men kun om bogen og processen. Der har jeg virkelig rykket mig – det gør da ikke noget, at vi inddrager os selv, det gør da bare en artikel mere interessant," siger hun nu.

"Jeg har talt med flere af mine veninder, der også er kendte ansigter, om det faktum, at når vi nu har en platform, så skal vi også bruge den. Jeg vil ikke bruge min stemme politisk, men jeg vil gerne bruge den til at tale højt om underbelyste emner såsom overgangsalder. Det at opdage, hvor porøse vi bliver, når vi ikke længere besidder de helt objektive kvindelige funktioner, huden løsner sig fra kroppen, man er momentant sindssyg, og det er pissebesværligt med hedeturene og hormonudsvingene. Det er ikke skamfuldt for mig, og det er ikke noget, jeg vil gemme væk."

"Jeg kan da godt kigge på Petra (Nagel, red.), når vi sidder der i makeupstolen, hun er 38 år og helt frisk og stram i huden, og tænke: 'Ej, hvor er hun dejlig', men det giver mig ikke komplekser. Tværtimod er jeg da stolt af, at vi laver tv sammen."

Når børnene flyver hjemmefra

Du har jo fortalt meget om dit arbejde, men hvordan har du fået balancen til at gå op med familielivet?

"Balancen har været svær. Det indser jeg særligt nu. Jeg tror, vi har lært vores datter, at det er fedt at kunne lide sit arbejde, og vi har været gode til at dække hinanden af som forældre. Jeg ville også gerne have været mere til stede de sidste år, min datter boede hjemme, men hvis du spørger Nana, så har jeg været der. Vi er så tætte, og vi holder meget af hinanden. Jeg har kun fået et barn, og selvom jeg gerne ville have flere, så blev det ikke sådan. Heldigvis havde Kim en søn i forvejen, så jeg er allerede blevet bedstemor," fortæller hun.

"For nyligt havde vi Maj My Midtgaard Humaidan i studiet, som har skrevet bogen “Ærømanifestet”. Den handler om at trække stikket og flytte til Ærø med mand og fire børn. Få tid til at kigge ud i luften, være sammen, have tiden for sig. Det kan godt ramme mig. Jeg har aldrig haft de der naturlige tænkepauser. Jeg har haft én barsel, og efter de ti måneder med min baby var jeg tilbage i praktik på Nordisk Film, hvor jeg skulle lave en dokumentar om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1950’erne."

Janni husker, at hun glædede sig til at komme tilbage i arbejde. Også selvom det betød, at hun stod i 20 minusgrader med ømme bryster, der bugnede af mælk – og at hendes datter måtte undvære hende i en uge.

"Jeg var kontraktansat i mange år, og jeg ville gerne fastansættes. Mediebranchen er jo bare kompetitiv, så hvis du vil frem, skal du være på dupperne, ringe den rigtige kilde hjem, være til rådighed. Men nu hvor du spørger mig om balancen … Tiden er så kort, og jeg havde ét skud i bøssen, og nu er min datter så voksen, flyttet hjemmefra og taler om at få børn med sin kæreste."

Tårerne melder deres ankomst igen.

"Hvad er det for nogle valg, jeg har truffet? For fem år siden ville jeg sige, at det var et fedt liv. Nu bliver jeg i tvivl. Det er gået så stærkt, og nu er hun på vej. Jeg vil gerne nusse hende lidt mere i håret."

Men når hun får børn, vender hun jo tilbage. Jeg har aldrig haft mere brug for min mor, end da jeg selv blev mor …

"Det har du helt ret i; sådan havde jeg det også. Det er en super dejlig situation at se sit barn selvstændig og i trivsel; men den rammer mig da, hvor hurtigt alle de år forsvandt."

Men ville du ikke dødkede dig, hvis du sad i fire langstrakte barsler på Ærø?

"Jo, jeg fortryder ikke! Jeg ville ikke kunne have valgt anderledes. Jeg er rejst efter sager, og jeg har altid taget telefonen, hvis den ringede under en ferie. Der er jeg ikke mere. Jeg har ikke længere den der åndenød, hvor jeg bare skal være på. Det lyder underligt at sige, men tidligere kunne jeg ikke lade være med at komme, når der var en aktuel kriminalsag, for jeg havde så meget, jeg kunne fortælle, og jeg følte, det var nemmest med mig i studiet. Jeg vidste lige, hvordan den sag skulle skæres, hvilke termer der skulle bruges, hvilke kilder der skulle på. Sådan har jeg det ikke længere."

"Det gør ikke noget nu, at det er nogle andre, der tager spotlightet. Jeg vil hellere have en ordentlig skive rugbrød med spegepølse og være sammen med mine børn og børnebørn – DET giver mig næring. Når mit ældste barnebarn, Ada, stikker sin lille pote i hånden på mig og siger 'Jeg elsker dig'. Så mangler jeg intet."

Hvad ville du ønske, du havde vidst, inden du fyldte 50?

"At jeg var god nok. Den erkendelse er først rigtigt kommet nu. Det er også derfor, jeg kan give slip. Jeg har altid skullet være lidt bedre end andre. Min søster, der er skoleinspektør, har det på samme måde. Det er en ordentlig møghund at slæbe med sig. En gave og en hæmsko. Og derfor er det meget rart at give den fri nu," smiler hun.

"Jeg har talt meget om at blive udsat for de her grimme kommentarer online. Særligt fra mænd. Jeg har nok bildt mig ind, at jeg var lavet af teflon, men alligevel: Hvordan kan der sidde en mand, der ikke kender mig, og skrive, at jeg er selvfikseret eller grim? Det har da plaget mig tidligere. Det gør det ikke længere. Nu tænker jeg 'Du kan bare have det, som du vil, men du må holde det for dig selv, og jeg er fucking ligeglad med din mening'".

Læs også

Emmas svigermor ødelagde ferien: "Jeg kunne ikke holde det ud"

Kræv jeres ret

Og netop den nye erkendelse takker Janni Pedersen sin alder og overgangsalderen for.

"Jeg har aldrig været en babe, men jeg har været tilfreds, når jeg kiggede mig i spejlet. Jeg er ikke traditionelt smuk, men jeg har da følt mig lækker. Jeg har altid haft en god krop med store nødder og en slank skikkelse. Det var voldsomt pludselig at tage 6-8 kg på, fordi jeg kom i overgangsalderen, for jeg har aldrig skullet passe på eller været på kur. Men jeg har ikke tænkt mig at starte nu. Jeg går lange ture med min hund og cykler alle vegne, så jeg styrter ikke i fitness og løber 8 km hver dag. Der vil jeg til hver en tid prioritere nærværet."

Hvilket råd ville du give til den unge generation – som din udgangsreplik?

"Jeg har haft meget travlt med at holde snuden i sporet og arbejde på mændenes præmisser. Jeg har ikke haft nok øje for ligeberettigelse, for jeg har haft så travlt med at knokle. Der har været en tåbelig forventning om, at hvis kvinder skulle frem i verden, så skulle de råbe lige som mændene: 'Tag mig, tag mig!'.

"Måske skal vi tviste de idiotiske klicheer, så der kan komme andre kræfter til. Det er lederens ansvar at udpege de bedst kvalificerede nye ledere og ikke bare vælge de mænd, der råber højst. Så min opfordring er: Bliv ved med at udfordre klicheer og fastfrosne dogmer – og bliv ved med at kræve jeres ret som mødre, partnere og på arbejdspladsen."

"Og hvis de ikke behandler jer ordentligt, så ring til mig, for så smadrer jeg dem! Det er nemlig også det, der er sket med overgangsalderen: jeg er genfødt som en anden urkvinde. Jeg har fået en ny blødhed og ømhed, men også så meget vrede og raseri boblende under overfladen. Udpeg den mand, der prøver at overhale indenom, og jeg skal komme og ridse hans Tesla," griner hun.

"Pas på kvinder i overgangsalderen! Vi rummer en kærlighed, der er altomsluttende, og en vrede, der er altfortærende."

Janni Pedersen

Studievært på Go Aften Live og vært på ”Bag forbrydelsen” på TV2 News.

Forfatter til flere prisbelønnede krimier sammen med sin mand, Kim Faber.

Hun er 54 år, mor, bonusmor og bedstemor.