Jasmin Gabay kæmpede sig tilbage efter svære teenageår: "Jeg tog stoffer og var for tidlig ude at flyve"

Udgangspunkt

– Jeg tror, at jeg har et kreativt udgangspunkt. Min mor boede alene med mig og tog mig tit med på arbejde på kostumefabrikken, så jeg voksede stort set op under hendes symaskine. Jeg fik lov at prøve krinolinekjoler, og jeg var vild med det. Altså bare det, at jeg vidste, hvad en krinolinekjole var, da jeg var tre år! Det har jo også fuldstændig ødelagt mig den dag i dag i forhold til pailletter og farver. Når jeg dresser ned, tager jeg strudsefjer på. Haha, jeg kan ikke styre det! Derfor tror jeg også, at det er lige meget, hvad jeg kaster mig ud i – bare det er en kreativ skabelsesproces på den ene eller anden måde. Nogle folk spørger mig, om det ikke er lidt rodet med alt det forskellige, som jeg kaster mig ud i, fordi jeg både har lavet musik og været med i ”Den Store Bagedyst”. Men for mig er der en rød tråd gennem det hele – og det er min kreative proces. Det gik især op for mig, da jeg kom med i ”Den Store Bagedyst”, at det er ligegyldigt, om jeg skriver en sang, indtaler en podcast eller bager en kage. Det handler bare om, at jeg godt kan lide at skabe.  

Omdrejningspunkt

– For mig er det energi, som er omdrejningspunktet. Jeg søger derhen,

hvor jeg kan mærke energien. Jeg søger altid fællesskaber med god energi, og så forsøger jeg at skabe det for min søn – men han er ikke omdrejningspunktet for mig. Jeg ved godt, at det kan være lidt kontroversielt at sige.

Jeg elsker min søn, og selvfølgelig fylder han en hel masse. Jeg har bare mange andre passioner også, og det er enormt vigtigt for mig at vise Jonathan, at jeg både kan fylde hans liv med kærlighed, men at jeg også er passioneret omkring andre ting. Jeg tror simpelthen, at det er sådan, man lærer sine børn at blive passioneret. Det er ikke underligt for ham at se, at jeg også gerne vil noget andet. Jeg har kæmpestor respekt for de mødre, hvis mål i livet er at passe deres børn. Jeg har en del veninder, som har det sådan – og jeg skiller mig nok ud fra dem og den tilgang ved at have evig dårlig samvittighed. Enten har jeg dårlig samvittighed over ikke at være der heeeele tiden for Jonathan, ellers har jeg dårlig samvittighed over ikke at være hundrede procent i et projekt, som jeg gerne vil være i. Men sådan har de fleste mødre det måske.

Holdepunkt

– Jeg tror på mange områder, at jeg er rimelig rodløs og ikke-holdepunkts-agtig. Jeg gør meget få stop i livet. Jeg har boet mange steder, og jeg har meget få barndomsvenner. Jeg er flyttet meget rundt mellem projekter og jobs, jeg har ikke siddet på det samme kontor i det sidste årti, men har stort set altid jobs, hvor jeg skal indgå i noget nyt. Det kan både være en fordel, det der med at kunne komme ind i noget nyt og møde folk der, hvor de er. Men det gør også, at der nogle gange mangler lidt tyngde. Det kan tælles på en hånd, hvor mange venner jeg har, som kender–mig-kender–mig. Heldigvis har den ubevidste del af mig været så smart at finde nogle meget jordbundne venner og en meget jordbunden kæreste. De har alle jordforbindelse gange hundrede – og jeg tror i virkeligheden, at der er en del af mig, som har fundet dem, for at de kan holde mig fast, så jeg ikke flyver eller hopper rundt som en hoppebold. De er der, når jeg falder, og de er der, når det går godt. De hepper uanset hvad. Det er der virkelig noget ro i. Jeg har været igennem et brud med min søns far, og det var ikke verdens mest fantastiske situation, men der var de der rigtig meget for mig – og det gav mig ro. Min kæreste, der på det tidspunkt var en ny kæreste, har kendt mig i en meget turbulent periode af mit liv. Vi mødte hinanden til nytårsaften for halvandet år siden, og hold nu op mit liv var turbulent på det tidspunkt. Jeg stod midt i afslutningen af Bagedysten, der var Melodi Grand Prix, hvor jeg skulle synge, og så var jeg på vej på tour rundt i landet. Samtidig med at Jonathans far og jeg lige var gået fra hinanden. Så mit liv fik en ordentlig rystetur – og der var Nicolas der ligesom bare for mig, og det var guld værd! 

Brændpunkt 

– Haha, jeg er et brændpunkt! Ej, men jeg er et kreativt, skabende menneske. Og i den proces tror jeg, at jeg nogle gange er min egen værste fjende. En kreativ proces har tit en kurve, hvor man starter med en idé, som man synes er den mest fantastiske i verden. Men pludselig når jeg til et punkt, hvor jeg ryger helt ned. Jeg kan slet ikke se noget godt ved idéen, men efterfølgende kommer humøret op igen, og jeg begynder at se det gode ved min idé igen. Forhen stoppede jeg altid processen, når jeg ramte det sted på kurven, hvor jeg syntes, at det gik skidt. Når jeg ikke turde stå ved det længere. Jeg havde uendelig mange ufærdige sange i skuffen, jeg turde ikke søge ind på Teaterskolen, og jeg turde slet ikke søge ind på Konservatoriet. Der har været mange ting, som jeg ikke har turdet, men som jeg gerne ville og kunne have dygtiggjort mig i tidligere, end jeg endte med at gøre. Det var simpelthen at spænde ben for mig selv. Og det kan jeg godt ærgre mig over, selvom jeg prøver at lade være. Det skyldtes nok i bund og grund bare helt almindelig menneskelig usikkerhed. Alle er jo nok lidt usikre. Jeg er i hvert fald selv ret usikker. Men jeg har lært at kæmpe mig igennem det, fordi jeg blev så sur over, at det var noget indeni mig selv, som skulle bremse mig. Det var ikke andre. Det, synes jeg, simpelthen er så dumt! Så nu går jeg med alt – for jeg har besluttet, at det er sådan, jeg vil være. Jeg skriver en sang færdig, og jeg laver en proces færdig. Og så er det meget muligt, at det bliver en ting eller en sang, som jeg ikke har lyst til at bruge, men det var den, som ville ud den dag – og den blev gjort færdig! Jeg tror faktisk, at det var det, som jeg tog med fra Bagedysten. Det lyder så fjollet, og jeg blev også selv meget overrasket over, at det var et freaking bageprogram, der skulle lære mig det. Men i programmet skulle vi skabe hele tiden – vi skulle blive ved med at udvikle, og det lægger et pres, hvor du ikke kan stoppe midt i det hele. Og det gjorde HELT vildt meget for mig, som jeg virkelig har taget med. 

Vendepunkt

– Jeg har flere vendepunkter i mit liv. Et stort et var i mine teenageår. Jeg havde nogle meget melankolske år og havde en svær tid i den periode. Jeg var et rigtigt trouble child. Jeg tog stoffer og var alt for tidligt helt ude og flyve. Men jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tror, at der er forskel på, hvor besværlige teenagere er – det er ikke nødvendigvis noget med miljø eller dårlig opdragelse, for jeg synes, at min mor har gjort det perfekt. Jeg tror, at det var min mængde af hormoner og mine frontallapper, der slet ikke kunne finde hinanden. Men på et tidspunkt var det som om, at tågen lettede, og jeg var okay igen. Jeg talte meget med min moster, for hun kunne se, at jeg ikke havde det godt. Så heldigvis var der nogle mennesker på min vej, som hjalp mig. Jeg kom på efterskole, hvor jeg fik en lærer som også så mig. Han hørte mig synge og hjalp mig ind i et bigband, hvor jeg blev forsanger. Det var helt vildt! Jeg anede jo ingenting om, hvordan man var en del af sådan et, men han var sikker på, at jeg godt kunne klare det. Så han kørte mig afsted på sin motorcykel hver uge. Det var virkelig en stor ting for mig! Et andet vendepunkt var efter, at jeg havde taget ”en rigtig uddannelse”, som alle sagde til mig, at jeg skulle – undtagen min mor. Jeg fik arbejde som lærer på en folkeskole, men en dag, da jeg cyklede forbi Cirkusbygningen, så jeg, at der var audition. Det satte gang i tankerne, og året efter valgte jeg at gå til en lignende audition. Jeg endte med at få jobbet og var med i forestillingen, og i løbet af det år blev jeg klar over, hvad jeg havde lyst til, og hvad jeg ikke havde lyst til. Bagefter skulle jeg selvfølgelig kun leve af at lave musik. Jeg optrådte i Melodi Grand Prix og sang kor for diverse artister, men det viste sig, at musikbranchen i Danmark er sådan, at man som kvinde skal breake, inden man fylder 23 år – ellers er man for gammel. Det mærkede jeg selv ved, at folk nærmest grinede, når jeg kom som 30-årig og fortalte, at jeg ville udgive musik. Det, som provokerer mig mest, er, at det samme ikke gælder for mænd. Hvis du er mand, kan du sagtens breake, når du er 40. Jeg tror og håber på, at tiden er ved at være der, hvor vi godt kan rumme folk, der ikke ligner stereotypen, og at vi derfor også snart vil kunne rumme folk, som er ældre end 23 år i musikbranchen. Jeg kan ikke slås mod hele den danske musikbranche, så derfor er jeg bare begyndt at udgive selv. Sådan er vi jo så heldige i dag, at man selv kan lægge den musik ud, som man vil – og der er heldigvis nogle, som gider høre det alligevel, selvom jeg er over 30. 

Svagt punkt

– Jeg er dårlig til processer! Når jeg får en idé, vil jeg helst eksekvere den hurtigst muligt. Et godt eksempel er, at jeg endte med at skrive min nye opskriftsbog på tre uger. Den handler om at være ”klimakløgtig”, som ikke rigtigt er et ord, men som hentyder til det med, at man skal tænke på klima, men at man ikke kan gøre alt. Derfor er opskrifterne i bogen opdelt i sæsoner og med fokus på at mindske madspild. Der er jo tusind andre klimaråd, som jeg kunne have valgt at tage med, men nu blev det dem her, fordi det er dem, som jeg selv er vokset op med. Jeg tror i virkeligheden, at der er mange, som gerne vil gøre mere i forhold til klima, men som er skidebange for, hvordan de skal gribe det an, fordi der står nogen og råber, at man skal gøre det hele på en gang. Og det, synes jeg, er fjollet! Hvis man har noget at sige, så kom med et positivt indspark og sig, hvad man kan gøre i stedet for. Det er

meget bedre!  

Hvem er Jasmin Gabay

• 32 år.
• Sangerinde, podcastvært og kogebogsforfatter. Bl.a. kendt fra ”Den store Bagedyst”, hvor hun i 2018 kom i finalen. I 2019 deltog hun i Melodi Grand Prix med sangen ”Kiss Like This”.
• Aktuel med bogen ”Klimakløgtig kagekalas”, der sætter fokus på at bruge madvarer, der er i sæson, og undgå madspild.
• Er i et forhold med trommeslager Niclas Bardeleben, 30, og har sønnen Jonathan, 4, fra et tidligere forhold.