Jeg er lige blevet single… For jeg har slået op med samtlige dating apps, jeg havde på min smartphone

Aldrig har der været så mange singler, aldrig har der været så mange datingtjenester, aldrig er der blevet flirtet så meget og flittigt på datingapps, og aldrig har vi danskere følt os mere alene. Der kan være mange grunde til, at ensomheden er stor blandt danskerne. Et bud kunne være, at vi har svært ved at skabe relationer, fordi vi kommunikerer mere på smartphones og computere, end vi gør med de mennesker, der omgiver os i den virkelige verden. Mødet på skærmen er trygt, uforpligtende og nemmere at kontrollere end det virkelige liv, og så er det helt acceptabelt at spille på flere heste på en gang. Datinglivet er mildest talt blevet en omgang uforpligtende selviscenesættende tidsfordriv, hvor chancen for at finde "den sidste kæreste" nærmest er umulig.

LÆS OGSÅ: 7 mænd, jeg under ingen omstændigheder vil date igen

Jeg er single i hovedstaden, og her vrimler det med skønne singlemænd. Jeg er meget ude, deltager aktivt i byens kulturelle liv, går til koncerter og er en dansemus med trang til fest og ballade. Jeg er også lige blevet single... For jeg har slået op med samtlige datingapps, jeg havde på min smartphone. Jeg ved ikke, om det er et permanent brud, eller om vi skal ses igen. Men i går efter en dødsens kold dukkert i Øresund stod det mig lysende klart, at det var lige præcis det, der skulle til for at få ro i mit hoved. Det er tre år siden, jeg blev skilt, og hen over sommeren har jeg kunnet mærke, at jeg er klar... Klar til at hengive mig helt og aldeles og klar til at dele livet med en, der kender mine særheder og de fleste af mine fejl og forhåbentlig elsker mig alligevel og på trods.

Nå! Men hvor går man så hen, når man er klar til at åbne hjertet og smide paraderne igen? I byen? Nej, ikke rigtig, for i det københavnske natteliv er det næsten kun mænd under 30, jeg kommer i kontakt med. De vover modigt pelsen, trækker frygtløst en scorereplik op af baglommen, og så tør de flirte igennem. Men frontallapperne er knap vokset sammen på disse vidunderlige unge mænd, og et fast forhold er ikke lige det, de leder efter. De flirtende unge mænds storebrødre, der alt andet lige passer lidt bedre til mig aldersmæssigt, kigger til gengæld lidt genert hen over vinflaskerne på Værnedamsvej. Når jeg forlader baren, sidder de passivt og paralyseret og ærgrer sig tydeligt over, at der ikke blev etableret kontakt. Mændene ærgrer sig, og kvinderne ærgrer sig, og så slingrer de fleste af os hjem på cyklen alene uden nye telefonnumre i baglommen og vågner ensomme op om søndagen kun med tømmermænd i sengen.

LÆS OGSÅ: "Hvem siger, at en mand ikke er interesseret, bare fordi han ikke sender den første sms?"

Men hov! Næste dag dukker "storebroderen" fra vinbaren jo op på Happn-appen... Og nu er han ikke genert, og det er jeg heller ikke. For vi flirter og fabulerer på tekst og udleverer de mest intime detaljer til fremmede, men når vi møder hinanden i den virkelige verden, trækker vi hellere vores smartphone op af baglommen end en ordentlig scorereplik. Det er en klassiker, og jeg undrer mig. Hvorfor er vi så bange for at kommunikere, når vi ses i den virkelige verden, men så totalt blottede for filter, når vi hooker op på vores smartphones? Måske fordi vi er blevet mestre i selviscenesættelse og derfor føler os mere trygge bag skærmen, hvor vi stille og roligt kan iscenesætte og kontrollere flirten. Vi glemmer bare, at vi også skal kunne leve op til det billede, vi maler af os selv, i virkeligheden.

Jeg har tilbragt mere tid på Happn og Tinder end på nogen andre apps. Men hvorfor har jeg brugt så meget tid på det? Det er stort set de samme profiltekster, der skrives, og på billederne er det den samme tamme løve, mændene klapper, og samme ironmankonkurrence, de deltager i. Der er ærligt talt langt mellem de spændende snaps, og jeg nægter simpelthen at tro, at alle de mænd, jeg har swipet til venstre, ikke har været noget for mig, men at det er selviscenesættelsen og hele setuppet, der gør dem uinteressante. For vi knipser nådesløst og uforpligtende hinanden til højre og venstre. Når der så er et match, tager vi vurderingen og selviscenesættelsen til et endnu højere niveau. Vi benchmarker hinanden på postnummer, antal børn, økonomi og bmi. Listen er uendelig og fokus umuligt. Men drømmen om den perfekte kærlighedspakke er intakt, men komplet umulig for mange at leve op til.

Der er nogen, der finder kærligheden igennem disse apps, men for mig er hele datingapp-cirkusset blevet for upersonligt og projektagtigt. Jeg savner, at vi tør satse mere, når vi møder en, vi synes er dejlig. Vi er så bange for at blive til grin eller hængt til tørre, at vi undlader at søge kontakt med de mennesker, vi omgiver os med i den virkelige verden. Så kære datingapp, nu slår jeg op! Ikke flere lange korrespondancer med løveklappende mænd, hvor der kan redigeres i teksten, og hvor selviscenesættelsen af vores liv og de pakker, vi kommer med, rulles ud. Nu vil jeg møde en mand i virkeligheden, uden så meget filter og så mange forbehold, så jeg slukker skærmen og lader mit kærlighedsliv være lidt mere op til tilfældighederne. Soo long Happn og Tinder...

LÆS OGSÅ: Her er årsagen til, at kvinder og mænd misforstår hinanden

LÆS OGSÅ: "Jeg trives bedst i kærlighedsforhold til mere end en kvinde samtidig"

LÆS OGSÅ: "Min venindes mand lå nøgen i min seng. Ved siden af mig"