"Jeg er stolt af, vi har været sammen i 18 år"

Hvad har været din største udfordring?

– Den vildeste sportslige udfordring var nok, da jeg sad hjemme foran skærmen i august 2000 og så mine kolleger vinde OL-guld. Der lovede jeg mig selv, at jeg ville gøre alt, hvad der skulle til de næste fire år for at komme til at stå til OL i 2004 med guld om halsen. Det var en syret fornemmelse, da jeg stod på skamlen i Athen fire år senere med guldmedaljen og huskede tilbage på, hvad jeg havde lovet mig selv.

Hvad er det sidste gode, du har gjort for dig selv?

– Det sker ikke så ofte, at jeg decideret gør noget, som kun skal tilfredsstille mig selv og mine egne behov, da jeg har to skønne unger på fire og syv år, som kræver rigtigt meget opmærksomhed. Men jeg gjorde noget for mig selv, da jeg tog springet og besluttede mig for at blive selvstændig personlig træner. Dermed skabte jeg mit eget job, som kom til at indeholde træning, da det giver mig en vanvittig livskvalitet.

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

– Jeg er ikke særligt tålmodig, handler ofte meget hurtigt og så snakker jeg alt for meget.

Hvad overrasker andre, når de lærer dig at kende?

– At jeg er så ligetil. Jeg er forholdsvis socialt begavet, hvis jeg selv skal sige det, og kan omgås de fleste typer af mennesker. Jeg siger ofte tingene, som de er – og det kan opfattes meget direkte. Men så ved man i det mindste, hvad man har at forholde sig til. Jeg forsøger altid at behandle andre mennesker med udgangspunkt i, hvordan jeg selv ønsker at blive behandlet.

Hvad er det mærkeligste, en mand har sagt til dig?

– At han ville købe mine trusser for 10.000 kr.

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?

– Da jeg som professionel i Tyskland i 1998 spillede på hold med flere spillere fra det daværende Jugoslavien. De mødte pligtopfyldende op til vores træning hver dag, på trods af, at de ikke havde været i kontakt med deres familier i flere dage. Familier, som boede i Beograd, der på det tidspunkt lå midt i en krig og blev sønderbombet. Familierne havde søgt tilflugt i beskyttelsesrum, og mine holdkammerater havde derfor ikke mulighed for at komme i kontakt med dem i rigtigt mange dage. Det satte tingene i perspektiv for mig. Det fik mig til at pakke mine egne luksusproblemer sammen som forkælet danskerpige, der syntes, at kravene og tonen i Tyskland var lidt hård. Jeg blev meget bevidst om, at jeg skal huske at værdsætte de ting, som er vigtigst for mig i dagligdagen.

Hvornår har du været mest stolt af dig selv?

– Der er flere pejlemærker i mit liv. Først og fremmest, at min mand Klavs og jeg gennem 18 år har formået at gøre os umage i vores forhold. Vi har skabt to skønne børn, samtidig med at vi stadig er lige tossede med hinanden. Dernæst er jeg stolt over, at jeg formåede at leve fuldstændig dedikeret som professionel med en god balance i mit liv og en bevidsthed omkring de valg, jeg tog undervejs. Og at jeg formåede at opnå nogle helt klare mål som håndboldspiller.

Hvad er din største personlige sejr?

– Frem mod OL i 2004 blev jeg alvorligt skadet og blev egentlig dømt ude. Jeg blev opereret i skulderen og havde skulderen låst fast til kroppen i en slynge i seks uger, men på en eller anden måde lykkedes det mig at genoptræne på meget kort tid og komme med til OL.

Hvornår græd du sidst?

– Da jeg åbnede en diskussion foran børnene, hvilket Klavs reagerede meget kraftigt på efterfølgende. Der satte jeg mit eget behov over hensynet til børnene, og det kunne jeg godt se var forkert. Derfor blev jeg rigtigt ked af det.

LÆS OGSÅ: Hun fik adgang til en hemmelig mandeverden