"Jeg sagde nej til alle de søde, danske fyre"

Der var i virkeligheden ingen grund til det. Sabeena Sareen ville bare have en indisk mand. Hun var fascineret af pigedrømmen om ægteskabet, der kunne overvinde alle udfordringer, og det farvestrålende bryllup, selvom hun fandt det grænseoverskridende at skulle være midtpunkt for 300 gæsters udelte opmærksomhed. Og det er endda et lille bryllup i indisk forstand.

Ingen i hendes familie pressede hende til at vælge en partner fra forældrenes hjemland. Sabeenas storebror, Manu Sareen, havde giftet sig med en dansk kvinde, og på den måde havde han taget et centralt opgør med forældrene og banet vejen for, at Sabeena også kunne vælge frit og med hjertet. Hun blev mødt af byger af spørgsmål fra andre unge kvinder i de etniske miljøer i København. De forstod hende simpelthen ikke, men misundte hendes frihed og higede ofte selv efter et liv uden kulturel tvang. Men Sabeena var ikke til at rokke, hun følte, hun havde et ansvar og skulle tage hensyn til sine forældre.

– Manu gjorde meget oprør, og det tærede på mine forældre. Selvom de støttede mig, ville jeg som det yngste barn ikke gøre det samme mod dem. For at beskytte dem gik jeg mere på kompromis, end han havde gjort.

Så hele sin ungdom datede Sabeena indiske mænd i England, i USA og i Indien. Når familien Sareen, der boede på Islands Brygge, var på ferie i hjemlandet, kendte en moster eller en kusine altid en sød fyr. Men den var der bare ikke. Enten var mændene ikke lige i øjet, eller også var Sabeena ikke noget for dem. Alligevel blev hun aldrig rigtigt interesseret i de danske fyre.

LÆS OGSÅ: "Jeg er vild med superkloge, stenrige og generøse mænd"

– Det var fuldstændigt åndssvagt, for tænk på, hvor meget jeg har udelukket. Hvis man møder kærligheden, er man da en idiot at sige nej. Men jeg gik så målrettet mod at finde en indisk mand, at jeg sagde nej til alle de søde, danske fyre, jeg mødte. Jeg mente, at der var noget smukt ved det indiske. At så var den hellige grav vel forvaret, for hvis jeg giftede mig med en indisk mand, var ægteskabet hjemme. Og det var for livet.

Til døden os skiller

Sabeena Sareen griner højt af det, hun påpeger som skæbnens ironi. Hun slår ud med hænderne fra sin plads ved spisebordet i sin toværelseslejlighed på Amager. Her udgør sovesofaen i stuen ”the master bedroom”, og datteren har indtaget lejlighedens eneste regulære værelse. Sådan har de to boet, siden Sabeena satte sine sparepenge i de fire vægge for syv år siden. Højgravid, fraskilt og vordende alenemor. For jagten på en indisk mand blev ikke ”til døden os skiller”, selvom hun fik det store bryllup. Og Sabeena påpeger igen og igen, at hendes historie er ekstrem.

– Det ender normalt ikke på den måde med indiske ægteskaber. Det er vigtigt for mig at sige. Hun fortæller historien om sine forældres ægteskab. Hvordan hendes mor – som én ud af ti piger i en søskendeflok på elleve – blev introduceret for Sabeenas far, der kom fra en mere velhavende familie. Egentlig var det en af moderens storesøstre, som familien havde udset sig som kommende brud. Men Sabeenas mor var mere udadvendt og social og passede bedre ind i den rolle, som dette særlige ægteskab krævede af hende.

– Det var et politisk ægteskab. Min farmor var meget politisk engageret, og det samme var min mors onkel. Begge i Det Indiske Kongresparti, så da min mor og far blev gift, opstod en ny alliance inden for partiet. På den måde kunne de to familier altid regne med hinanden. Selvom ægteskabet var arrangeret, kunne de to unge mennesker have sagt nej til forlovelsen. Men som en pige med de ni søstre fra en mindrebemidlet familie havde det nok været sværere for Sabeenas mor.

LÆS OGSÅ: Le Gammeltoft: "Jeg er en kæmpe fortaler for terapi"

– Min far var et godt parti. Der ville ikke have været den store forståelse og måske også noget pres på min mor. Men jeg tror, at man til sidst ville have accepteret, hvis hun virkelig ikke ville det.

Mor var en maskine

I 1970 flyttede familien fra Punjab i det nordlige Indien til Amager. Først Sabeenas far, som tog videre til Danmark efter et ophold i Tyskland, og efter godt et år fulgte moderen og lille Manu efter. Forældrene knoklede for at skabe et godt liv i det fremmede land, og i den første tid havde faderen to job. Senere fik de to tøjforretninger – og bestyrede én hver.

– Jeg tror, at Manu har en anden oplevelse af vores barndom, end jeg har. Jeg husker den som meget tryg og fuld af omsorg. Mine forældre arbejdede en del, men Manu husker det som voldsomt meget. Han er fem år ældre end mig, og jeg er nok for ung til at huske, at de var meget fraværende. Jeg har først erindringer fra den tid, hvor de var blevet mere etablerede i Danmark. I hele Sabeenas barndom var forældrene et team. De arbejdede ikke kun sammen, men stod over for børnene som en ubrydelig enhed.

– De kunne sagtens skændes, men de havde også en meget klar rollefordeling. Min mor var en maskine. Hun nød at arbejde og blevet nærmest høj af det. I virkeligheden var det hende, der styrede alt, selvom det så ud, som om det var min far. Men det vil han aldrig erkende. Hvis jeg havde lavet et eller andet, kunne jeg ikke gå til den ene og finde en allieret. De stod bare sammen, og så måtte jeg forsøge at forsvare mig bedst muligt. Min far var meget kærlig og meget striks. Selv i dag ved jeg præcis, hvor grænserne går for, hvad man kan sige til ham.

Dødforelsket og bange

Sabeenas far havde også en finger med i spillet, da hun som 29-årig stod i Københavns lufthavn med sommerfugle i maven og kursen mod London. Det var lige før valentindag, og Sabeena skulle på date igen. En blind én af slagsen, og denne gang med en britisk inder.

– Det foregår gennem andre, når man skal finde en mand på den måde. Min far havde talt med mennesker i sin omgangskreds, som havde foreslået ham at ringe til faderen til den mand, jeg skulle mødes med. Man ved som inder, hvad man går ind til og kender reglerne, når man dater. Man ser hinanden an, og er der noget at bygge videre på, bruger man lidt tid på at lære hinanden at kende inden forlovelsen. Og ellers er det farvel og tak med det samme.

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen: Der har været meget lort i mit liv

Men denne gang blev det til mange flyveture over Nordsøen.

– Han virkede så jordnær. Mange af de andre fyre, jeg havde mødt, gik kun op i prestige. I store biler og store huse. Vi vidste meget tidligt – måske for tidligt – at vi gerne ville hinanden. Vi klikkede bare og kunne snakke, og samtidig lå det ubevidst i baghovedet, at vi snart var 30 år, og det nok var på tide at finde den rigtige.

Forlovelsen gik stærkt. Sabeena fik arbejde i London på et projekt for stofmisbrugere med anden etnisk baggrund end engelsk. Og da brylluppet stod for døren et halvt år efter, var hun klar til at flytte og klar til at sætte alt ind på at få ægteskabet til at fungere. Men allerede under forlovelsen knirkede forholdet mellem de to familier, og forskellighederne brød ud i lys lue aftenen inden brylluppet. Et bryllup, Sabeenas far egenhændigt betalte, som traditionen foreskrev.

– Min far tiggede og bad mig om at aflyse det. Min eksmands familie var meget traditionelt tænkende og forventede, at min far opførte sig meget ydmygt over for dem, fordi han var pigens far. Det endte i en kæmpe diskussion, og vi blev nødt til at holde de to mænd fra hinanden. Ikke fordi min far er voldeligt anlagt, men han var rasende over deres attitude.

– Det påvirkede mig voldsomt meget. Jeg var dødforelsket, men også forvirret og bange. Min moster tog fat i mig og sagde: ”Hvis du ikke er sikker, kan du sagtens nå at komme ud af det”. Manu spurgte også, om jeg nu var sikker på, hvad jeg gik ind til. De kunne fornemme min usikkerhed. Men jeg var bange for, at jeg aldrig ville møde en type som ham igen. Han var virkelig den, jeg havde drømt om.

LÆS VIDERE PÅ NÆSTE SIDE...”A crowded marriage”

Dagen efter iklædte Sabeena sig sin brudekjole og gennemførte som planlagt. Med de to fædre skulende til hinanden, blev dagen ”der skulle være den største i hendes liv, den værste”. Skårene i de to familiers forhold stod ikke til at samle, og Sabeena betalte prisen i det to år lange ægteskab.

– Jeg forstår, hvad lady Diana mente, da hun sagde: ”It was a crowded marriage”. Min eksmands forældre blandede sig i alt, hvad vi gjorde, og kritiserede mig. Jeg var ikke indisk nok, og alt, hvad jeg gjorde, var forkert. De kom med hånlige bemærkninger om, at min mor ikke havde opdraget mig godt nok og nedsættende kommentarer som, ”det må være en dansk ting, det der”.

Jeg blev usikker og begyndte at tvivle på mig selv. Jeg forsøgte at se det positive i ægteskabet, men til sidst så jeg min svigerfamilie meget lidt. Sabeena følte sig alene, hun havde ingen allierede i sin mands familie. Hun ringede ofte hjem til sin familie og venner i Danmark, men de nåede også til et punkt, hvor de ikke længere magtede hendes smerte. Sabeena fik at vide, at enten gjorde hun noget ved sin situation, ellers måtte hun stoppe med at brokke sig.

– Det er sundt at få at vide, selvom det gør enormt ondt. For det var ikke forholdet til min eksmand, der ikke fungerede. Det var hans forhold til sin familie. Stemningen hos hans forældre påvirkede hans humør enormt meget. Jeg mente ikke, at det var min opgave at tage kampene med hans forældre. Dem skulle han selv tage. Men i stedet for at respektere hinandens forskelligheder forsøgte vi at ændre på hinanden.

LÆS OGSÅ: Ida Corr: Mangelede tiltro til mænd

Efter to år tog parret den hårde beslutning og gik fra hinanden, men som Sabeena påpeger:

– Jeg blev ikke gift for at blive skilt. Så de forsøgte en sidste gang at løse problemerne. Denne gang uden Sabeenas svigerfamilies vidende.

– Og så blev jeg gravid. Jeg vidste godt inderst inde, at det aldrig ville fungere, men jeg var bange for at tage skridtet. Jeg vidste, hvad jeg havde, og jeg var så usikker på, hvad der ville ske, hvis jeg gik. Jeg var bange for at miste.

Presset til abort

Sabeena tog tilbage til København efter en dag, hvor hun og eksmanden havde set på huse uden for London. Imens fortalte han sin familie, at Sabeena var gravid. Ud af det blå kom han til Danmark, fordi hans familie forlangte et møde med Sabeena.

– Mødet blev holdt hjemme ved min kusine, og jeg havde min far med. Jeg troede, at vi kunne få talt tingene igennem og begynde på en frisk. Men min eksmands søskende sad på række og krævede, at jeg fik en abort. De ville splitte os ad, fordi de var bange for, at han ville blive for selvstændig sammen med mig. Samtidig ville det være nemmere for ham at finde en ny pige, hvis han ikke havde et barn. Sabeena stod fast og pludselig syntes beslutningen om at sige farvel meget lettere at tage.

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen om kæresten: Vi bor hver for sig

– Det var dejligt at kunne lukke døren for alle stemmerne og larmen og bare gå fra det hele. Jeg var lettet, for når han ikke støttede op om mig i den situation, ville han aldrig gøre det. Og hvorfor skulle jeg så blive ved at kæmpe for noget, som i virkeligheden ikke var værd at kæmpe for? Han gjorde min beslutning meget lettere ved at vise, hvordan han var. Bruddet blev et clean cut, hvor Sabeena ikke så sig tilbage. En enkelt gang under graviditeten sendte hun en sms til eksmanden.

– Det var første gang, min datter sparkede. Jeg blev nødt til at skrive til ham, for det var også ensomt at stå i det alene, selvom jeg havde min familie og mine venner. Jeg flyttede ind hos mine forældre i et år, så jeg kun skulle koncentrere om at tage mig af mit barn. Mine forældre har været en kæmpe støtte. Min eksmand sagde ikke en eneste gang, at han gerne ville tage del i det hele, men en måneds tid inden fødslen bad han om lov til at være med.

Sabeena gav ham lov, selvom alle, selv jordemoderen, mente, at det var en dårlig idé.

– Det var for min datters skyld. Hvis jeg ikke kunne bære det under fødslen, måtte han gå, så det blev på mine præmisser. Jeg havde taget alt for store hensyn tidligere, men de seneste måneder havde jeg lært at passe på mig selv. Min svigerinde, Manus kone, og min bedste veninde var også med til fødslen, så han var bare en lille brik, mens de udfyldte alt det, jeg havde brug for.

Hoppe ud ad vinduet

På spørgsmålet om, hvorvidt hun fortryder, at hun blev gift, svarer Sabeena ”både ja og nej”. Ægteskabet lærte hende at være tro mod sig selv og stole på sin egen intuition, og hun er sikker på, at hun ikke ville være den samme person i dag, hvis hun ikke havde levet de to år i et nedbrydende ægteskab.

– Selvfølgelig ville jeg hellere have haft en kernefamilie og kunnet tilbyde det til mit barn, så hun var vokset op med både en mor og en far. Heldigvis ved hun ikke, hvad hun er gået glip af, og hun er et velfungerende og glad barn. Det er i hvert fald ikke kærlighed og opmærksomhed, hun mangler.

Jeg synes virkelig, at det var fedt at få et barn og få noget, der var større end mig selv at gå op i. Selvfølgelig har det også været hårdt, og jeg har haft lyst til at hoppe ud ad vinduet, men der er også så mange fantastiske oplevelser. Desuden kan jeg kun bebrejde mig selv, fordi jeg absolut ville have en indisk mand.

Efter fødslen holdt Sabeena en lang pause fra alt, der var indisk. Hun tog heller ikke til Indien og besøgte sin familie i en periode.

– Jeg havde nærmest en aversion mod indisk kultur. Jeg besluttede mig også for, at jeg ikke ville have en mand med etnisk baggrund. Og så mødte jeg Martin for snart tre år siden. Han var så lækker, og jeg håbede bare, at der ikke var et eller andet mærkeligt ved ham. Men han er bare vildt spændende og dejlig. Han giver mig plads til, at jeg kan være mig selv. Han hviler i sig selv og er ikke bange for min selvstændighed. Tværtimod er han bare tiltrukket af den.

Selvom Martin tog Sabeena med storm, var det straks en større opgave at vinde Sabeenas datters hjerte. Han var den første mand, den lille pige fik lov at møde efter at være vokset op i ”fuldstændig symbiose” med sin mor.

– Det er først nu, at hun er begyndt at acceptere, at han er der. I begyndelsen sagde hun: ”Du har taget min mor. Du elsker mig ikke”. Men for et halvt år siden begyndte hun at tegne ham, snakke med ham og spørge, hvorfor han ikke er hendes far. Vi snakker meget åbent om min eksmand, og jeg fortæller hende hver gang, at han elsker hende. Det er hendes eget valg, om hun med tiden vil tage kontakt til sin far. Jeg håber bare, at hun er stærk nok til at have sig selv med i det, og jeg skal nok støtte hende hele vejen.

LÆS OGSÅ: "Folk antager fejlagtigt, at jeg er feminin"