”Jeg synes egentlig ikke, det er mit ansvar, at han er gift”

"Elsker at opdage nye steder i byen. Tak fordi du deler."

Beskeden er fra en fremmed mand, som følger mig på Instagram. Min profil er ikke særlig privat, jeg beskæftiger mig i stedet med at fortælle historier om København. Derfor er mine billeder sjældent af mig.

Manden begynder at kommentere på min Insta Story oftere og oftere – gerne et par gange om ugen, og det gør mig nysgerrig på, hvem han er. Hans profil er åben og viser livet i mediebranchen og et liv med familie. Jeg tænker, at han måske er fraskilt og leder efter en blid vej ind i datingverdenen, som han måske skal være en del af igen. Og han må hjertens gerne tage tilløb hos mig. Vi kender ikke hinanden, har aldrig mødtes, og vi kommer nok heller ikke til det.

Efter tre måneders skriverier frem og tilbage, hvor han kommenterer på mine stories, begynder han er skrive komplimenter til mig. At jeg er fascinerende og smuk. Jeg bliver smigret og kan godt lide, når han skriver. Det er altid rart med komplimenter. Ind imellem tænker jeg over, om han nu virkelig er fraskilt, eller om han stadig er gift. Men jeg skyder det fra mig igen – vores skriverier er ikke en stor nok del af mit liv til, at jeg vil bekymre mig om hans situation.

Alligevel nager det mig. I løbet af sommeren bliver skriverierne nemlig mere personlige, og hans komplimenter bliver mere flirtende. Hans beskeder begynder at handle meget om, at han er fascineret af mig, at jeg er smuk, at han lytter til min stemme (min musik), når han skal falde i søvn. Jeg lapper komplimenterne i mig.

Han skriver endda til mig, at han prøver at lade være med at flirte, men han kan ikke.

På et tidspunkt sender han mig et billede af sig selv, og jeg undrer mig over, hvem der mon har taget det billede. Jeg beslutter mig for, at det nok er hans datter, som han er på ferie med, men alligevel har jeg det en smule dårligt over at være modtager af et privat billede. Halvdelen af mig holder fast i, at han er fraskilt og ensom, mens den anden del af mig føler, at jeg potentielt er med til at gøre en anden kvinde rigtig såret. Hvis han er gift, er det så i orden, at han skriver til mig?

Jeg tager mig endelig sammen og får spurgt ham, om han er gift. Det er han. Han skriver samtidig, at ægteskabet er hårdt arbejde, men det er også dejligt. Jeg spørger ham, om hans kone ved, at han skriver med mig. Det gør hun ikke, og det er ikke noget, han har tænkt sig at sige til hende. Han synes ikke, at han skal undskylde, og det skal han jo heller ikke. Ikke overfor mig i hvert fald.

Jeg har en lidt dårlig smag i munden, men jeg stopper ikke med at skrive til ham. Vi skriver stadig sammen, hver dag. Jeg synes egentlig ikke, at det er mit ansvar, at han er gift. Samtidig er jeg et samvittighedsfuldt menneske, der ikke vil gøre andre ondt. Hvis jeg var hans kone, ville jeg blive ked af det. Rigtig ked af det. Men jeg ville på den anden side ikke have lyst til at vide det. Jeg har det nemlig efterhånden sådan, at hvis et forhold er stærkt og har varet i en årrække, så kommer man uundgåeligt til at blive tiltrukket af andre mennesker, man kommer til at flirte og fantasere om andre mennesker. Men så længe man ikke handler på den tiltrækning af andre mennesker, er det i min bog helt i orden, ja nærmest uundgåeligt, at flirte. Jeg vil bare ikke vide, hvornår, hvordan og med hvem, min kæreste flirter med. Bare han ikke kysser eller knalder ved siden af.

Når jeg synes, at denne relation, hvis man kan kalde det det, er over grænsen, er det fordi, manden giver noget af sig selv til mig, som er så personlig, at det nok kun burde være konen, der er modtager af de personlige historier.

Når jeg synes, at relationen er ok, er det fordi, jeg kender flere, særligt mænd, som efter noget tid i et ægteskab, savner spændende samtaler og diskussioner med kæresten eller konen, der efterhånden kun snakker om bleskift og vuggestuepladser. Det er mænd, der mangler passionen i samtalen, at diskutere holdninger, drømme og længsler. Den slags samtaler, som varer hele natten, når man lige har mødt hinanden og ikke kan få nok af hinanden, men som mange har svært ved at holde liv i – for vi har jo ligesom delt og vendt det hele.

Hvis manden her mangler den slags samtaler i sit ægteskab, skal han naturligvis forsøge at få rettet op på det. Særligt hvis han elsker sin kone og gerne vil bevare sit ægteskab. Men det kan være svært at sætte ord på og åbne op for den slags. Og så er det måske nemmere at skrive til en fremmed kvinde på Instagram, hvor man kan gemme sig bag en skærm og et redigeret billede af virkeligheden.

Nu har jeg bedt ham om at holde igen med de personlige komplimenter. Jeg synes egentlig ikke, at jeg gør noget forkert, heller ikke selvom jeg nu ved, at han er gift. Jeg er nemlig single og skal ikke stå til ansvar over for en kæreste. Samtidig synes jeg, at hans komplimenter og skriverier er tilpas uskyldige til, at der ikke er tale om utroskab – I hvert fald ikke af den kaliber, som ikke kan tilgives.

Men tanken om, at en anden kvinde kan finde alle beskederne og blive rigtig såret, har jeg ikke lyst til at være en del af.