Jennifer Lawrence: "Det er super pinligt"

Hun er 172 cm høj, og de påfaldende lange, slanke lemmer, der for snart ti år siden fordrejede hovedet på en modefotograf på Union Square i New York, flyder katteagtigt ud over armlænene på en silkepolstret stol. Hun er smuk som en ung Brigitte Bardot og talentfuld som en ditto Meryl Streep, og så er hun den kvindelige actionhelt, der har solgt flest biografbilletter nogensinde. Alligevel ligner den 23-årige skuespiller i suiten på det femstjernede Hotel Casa Del Mar i Santa Monica ikke en ung kvinde, hvis drømme er gået i opfyldelse.

Jennifer Lawrence er et af den slags mennesker, hvis ansigt afslører enhver følelse, hun har. Det er formentlig en af grundene til, at hun har markeret sig som en af sin generations største skuespillere i film som ”Winter’s Bone”, for hvilken hun fik sin første Oscarnominering i 2010, og ”Silver Linings Playbook”, for hvilken hun vandt sin første Oscar i år. Men lige nu fortæller det en anden historie om hendes succes.

– Det var jo helt vildt, siger hun.

– Jeg har ikke set noget lignende før. Det var, ligesom når folk inviterer dig på middag, og så begynder de at skændes, og man sidder der, og det er super pinligt. Det var sådan, det føltes.

Hun refererer til et gruppeinterview få timer tidligere, hvor journalisterne råbte i munden på hinanden for at spørge til hendes rolle som actionheltinden Katniss Everdeen, hovedpersonen i ”Hunger Games”-filmene og et af tidens hotteste kvindelige ikoner. Nu er vi alene (eller så alene, man kommer med en megastjerne, mens hendes pr-rådgiver sms’er på badeværelset), men hun er træt. Af opmærksomheden, af pressepostyret.

Heldigvis er hun stadig lige så begejstret for ”Hunger Games”, som da hun blev hyret til hovedrollen som 20-årig. I den første roman og film tager Katniss sin lillesøsters plads i en kamp på liv og død i et dystopisk fremtidigt mangelvaresamfund, hvor børn og unge tvinges til at slå hinanden ihjel for mad i en tv-dækket arena.

 – Katniss er beundringsværdig. Hun er stærk, og hun tager udfordringer op, som jeg aldrig kunne møde. Jeg ser op til hende, siger Jennifer Lawrence, der godt kan forstå, hvorfor millioner af unge ser den rebelske ”Hunger Games”- heltinde som en rollemodel.

– I den nye film træder hun i karakter som leder. Det er utroligt, hvad et menneske, der tør stå frem og give udtryk for sine meninger, kan gøre af forskel. Hun har aldrig villet være en helt. Hun gik ind i spillet for at redde sin søster. Og så blev hun i det for at redde sig selv, og nu er der pludselig en masse mennesker, der er afhængige af hende.

Stjerne og rollemodel

I ”Hunger Games – Catching Fire” har Katniss takket være sin evner med bue og pil vundet stjernestatus, og Jennifer Lawrence sammenligner sin karakter med sine egne oplevelser i Hollywood:

– Hun lever i et stort palæ, og hun keder sig. Hun skal ikke kæmpe for tingene mere. På nogle måder kan jeg identificere mig med hende. Nu er hun blevet vant til at være centrum for opmærksomhed, at få sat hår og lagt makeup, at folk fabler løs om designerkjoler omkring hende. Første gang er det overvældende, anden gang kender man det. Sådan var det for mig, da jeg lavede film nr. to, jeg er ved at vænne mig til det, og Katniss er ved at vænne sig til det, haha. Første gang hun kommer til hovedstaden, er det en helt ny og skør verden. Nu er det noget, hun kan lære at navigere i.

LÆS OGSÅ: "Jeg sagde nej til alle de søde, danske fyre"

Føler du selv, at du kan gøre en forskel som Katniss?

– Ja, for jeg synes, at jeg har et ansvar. Det er så let at sige, ”Jeg er ikke nogen rollemodel”. Jeg blev aldrig skuespiller, fordi jeg ville være en rollemodel, men jeg er en del af en verden, som 13-årige piger følger med i, og vores industri har en tendens til at undskylde sig med, at man ikke har noget ansvar for det, man foretager sig. Det er ligesom ”modepolitiet”, der frasiger sig at have et ansvar: ”Velkommen til den virkelige verden”, forsvarer de sig, når de gør grin med folk og kalder dem grimme og fede. Men når vi har regler omkring cigaretter og for, hvor meget man må bande i musiktekster og på tv, fordi det kan påvirke unge, bør vi også have regler for, hvordan folk taler om hinanden. Det burde være ulovligt at kalde nogen for fed på tv. Det er vores industri, der starter de nye trends − vi skaber det, børn, teenagere og voksne ser på og relaterer til, så vi har indflydelsesrige stemmer, uanset om vi ønsker det eller ej. Det betyder noget, hvordan vi bruger dem, siger Jennifer Lawrence, der gør sig mange tanker om, hvilke film, hun takker ja til.

– Med ”Hunger Games”-filmene forsøger vi at slå en pointe fast omkring, hvad der kan ske i yderste konsekvens, når vi hele tiden rykker grænserne for, hvad der skal til for at chokere os.

Vil være normal

Fik du nogle råd af Jodie Foster til at forvalte din succes, da hun instruerede dig i ”The Beaver”?

– Hun sagde til mig, ”Når du bliver ældre, og du har lavet flere film, vil du se tilbage og se, at der er et mønster, og du kan se, hvad der gik for sig i dit liv på hvilket tidspunkt.” Det har jeg ikke arbejdet længe nok til at kunne, men når jeg er færdig med en film, tænker jeg på, hvad den kommer til at betyde, og hvad den kommer til at give udtryk for set i bakspejlet. Men mest af alt lærte jeg ved at se på hendes eget liv. Hun gav mig håb, for hun er ikke alene sød, hun er også fuldstændigt normal. Og det er skræmmende, for jeg ser så mange mennesker, der er søde, men de er altså ikke ”normale”.

I hvor høj grad kan du selv fortsætte med at leve normalt, efter du har vundet en Oscar i så tidlig en alder?

– Dagen efter Oscaruddelingen var jeg på optagelse, og jeg har simpelthen arbejdet, siden da. Det har været vigtigt for mig at lave mange film i de her år, hvor jeg laver ”Hunger Games”-film, for jeg vil ikke have, at folk kun ser mig som Katniss. Derfor har jeg heller ikke rigtigt mærket, at tingene har ændret sig. Faktisk står statuetten i Kentucky hos mine forældre. Fordi den stod i skabet hjemme hos mig, siger hun og erkender, at det måske snarere er ønsketænkning, at hendes Oscar ikke har ændret noget.

Men hun har ikke tænkt sig at lade det fylde mere end nødvendigt. Hun sænker stemmen, mens hun skyder hagen lidt frem, som om hun forbinder det med noget pinligt:

–Når folk kommer hjem til mig, får den jo præcis det frem i folk, som jeg forsøger at undgå, at de skal føle. Jeg vil gerne have, at folk skal være afslappede og ikke tænke på mig som skuespiller. Hvis jeg stillede min Oscar frem, ville det sprede en underlig energi, synes jeg, så jeg stillede den væk i skabet, og min mor sagde, ”Det fortjener den ikke,” og tog den med hjem til Kentucky, og det var fint.

– Man beslutter sig jo ikke for, at man får en Oscar. Man kan jo ikke så godt sige, ”Nej tak, jeg er ikke klar”. Jeg er sikker på, at der er mange skuespillere, der føler sig klar, men det er ikke sådan, det fungerer. Uanset om jeg var klar eller ej, så skete det, og jeg er taknemmelig for det. Og jeg føler mig normal. Jeg bliver så trist, når folk ikke betragter mig som et menneske. For det er det, jeg ønsker. Hvis jeg skal ud at spise, så er det ligesom … Hun tager en dyb indånding:

– ”OK. Nu skal jeg bare virke normaa-aal.” Jeg har det jo ligesom alle andre mennesker har det med deres job, at jeg gerne vil kunne lægge det fra mig, når jeg ikke arbejder. Jeg elsker det, jeg laver. Men jeg vil gerne kunne sidde på en restaurant uden at få taget billeder eller blive filmet med nogle fremmede mennesker. Hver eneste gang er det overvældende. Det er så stort et øjeblik for dem, de bliver sådan ”Oh my God”. Det går jo slet ikke op for dem, at det sker 25 gange om dagen for mig. Det bliver sværere og sværere at være tålmodig, og jeg hader at sige det… jeg ville ikke have et job uden de her mennesker, men der er situationer, hvor jeg ikke synes, at jeg skal føle mig forpligtet til at stå ud af bilen, bare fordi de står uden for mit hotel, når jeg kommer hjem fra en 18 timer lang arbejdsdag.

LÆS OGSÅ: Rasmus Seebach - Dét faldt jeg for

En masse angst

Kunne du forestille dig at lave noget andet?

– Nej, overhovedet ikke. Jeg brokker mig bare, haha! Jeg elsker det her! Jeg var 14 år, da jeg blev bidt af det. Jeg var i New York på ferie, og så var der en fyr, der tog et billede af mig. Pludselig ringede alle de her folk til min mor, som om de ikke havde noget bedre at tage sig til. Og der slog det mig bare, at jeg ikke ville være model, men at jeg ville være skuespiller. Det var et af de der mærkelige øjeblikke, hvor man bare ved, at man er født til noget. Du ved, det kan lade sig gøre, at det vil lykkes. Du skal bare lige forklare dine forældre det, og at de skal tage et ekstra lån i huset for at betale for det. Hvad er det, du elsker du ved det? – Der er så mange dele af det, der gør mig glad. Når en instruktør siger til mig, ”O.k., og nu spiller du så hele scenen forfra, men i slowmotion.” Og jeg er bare sådan: ”Hvad?!” Udfordringen og angsten. Kan jeg gøre det? Den der følelse af at være bange, at fare vild, at miste mig selv og så gøre det alligevel. Da jeg spillede med Christian Bale i min næste film, ”American Hustle”, var det, som om jeg vågnede op fra en drøm, når de råbte cut. Jeg fortaber mig fuldstændigt i det.

Har du nogensinde fået undervisning i skuespil?

– Jeg er ikke imod undervisning, men jeg skal imitere rigtige mennesker, så for mig er den bedste inspiration at være blandt mennesker og lytte til dem. Men her bliver det jo tricky. For nu kan jeg ikke gøre det mere, og det gør mig angst. Jeg er ikke en af dem mere. Jeg kan ikke bare gå ind på en café og være usynlig og lytte og betragte. Det er et kæmpestort tab for mig, siger Jennifer Lawrence, og hendes stemme grøder til:

– Min kilde er væk. Så jeg har en angst for, at jeg ikke længere kan gøre det, jeg har gjort indtil nu.

Du har trods alt formået at skabe en kvindelig actionhelt, der har solgt flere billetter end nogensinde før, og er blevet rollemodel for millioner af unge piger…

– Ja, men det er jo ikke bare mig, det er jo Katniss – enhver kunne jo have fået rollen, og det er nemt at give mig credit, fordi jeg er hendes ansigt. Jeg tror nu altså, det er din fortjeneste. Allerede første gang jeg så dig, vandt du mig fuldstændig.

Du var 17 år, og til pressekonferencen på ”The Burning Plain” i Venedig blev du spurgt, hvorfor Kim Basinger ikke kunne komme …

– Åh gud! Åh gud, og jeg sagde, at Kim var død! Det er første gang, at nogen har nævnt det for mig, Liz hører du det her?!, jubler hun, og den pr-ansvarlige griner ude fra badeværelset. – Åh Gud, jeg fortæller den historie til alle, der gider at høre den. Åh mand, jeg var sådan en idiot! Jeg var 17 år. Det er SÅ sjovt, himler Jennifer Lawrence, hvis rå humor allerede tidligt blev et effektivt forsvar mod to ældre brødre i kernefamilien i Kentucky.

Der er en oprigtighed over dig, og når du er blevet rollemodel er det også, fordi folk elsker, at du kan falde i din Oscarkjole, fyre en grænseoverskridende bemærkning af og stadig fremstå helt vidunderlig. Du får mig til at tænke på en rigtig superhelt, der skal ofre en del af sit eget liv for at være noget for andre.

– Sådan har jeg ikke tænkt på det. Tak, nu har jeg det bedre, jeg vil forsøge at se på det på den måde.

Hun mener det. I løbet af interviewet veksler Jennifer Lawrence fra bedrøvet udmattelse, til sorg, begejstring, til alvor, til lavmælt glæde. At være i hendes selskab er som at opleve en fortryllende teaterforestilling uden det mindste gran af prætentioner, kunstighed eller selviscenesættelse. Det er meget muligt, at hun er, som 23-årige er flest, når hun rejser på optagelse med sin uundværlige bedsteveninde Justine, eller spiller basket med kæresten, skuespilleren Nicholas Hoult. Men helt normal bliver Jennifer Lawrence forhåbentlig aldrig.

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen - Der har været meget lort i mit liv