Jesper Thye-Østergaard

Jespers kone har en anden mand boende i deres fælles hjem: "Ingen var blevet lykkeligere af alternativet"

Jesper Thye-Østergaard har indvilget i, at hans kone har fået en kæreste, som er flyttet ind hos dem. Mads kan give Luise noget, som Jesper ikke kan. Her kan du læse, hvad Jesper selv synes om deres alternative løsning på et problem, der i mange andre tilfælde ville være endt i skilsmisse.

Læs Luises fortælling her

Hvordan havde du det, da Luise fortalte, at hun havde nogle behov, hun ikke fik dækket hos dig?

– Det var hårdt at få at vide, men det var også startskuddet til en proces, hvor jeg gik ind i mig selv og fandt ud af, hvilke behov jeg ikke fik indfriet. Man er nødt til at erkende, hvor det kommer fra. Jeg var nødt til at se i øjenene, at hvis jeg ikke ville eller havde interesse i at indfri Luises behov, måtte vi se, hvordan vi kunne holde sammen på familien og bevare en relation. Det kunne godt være, relationen ville ændre sig, men jeg elsker Luise og vil gøre alt, hvad jeg kan for at holde sammen på familien.

Har du følt, at Mads "tog" Luise fra dig?

– Nej, der er ingen, der har taget hende fra mig. Jeg ejer ikke Luise, uanset om vi er gift eller ej. Det har altid stået hende frit for at blive skilt fra mig. Jeg kan ikke bestemme over hende, så i udgangspunktet er der ingen, der ejer nogen. Og hvis ikke man ejer nogen, er der heller ikke nogen, der kan tage nogen fra én.

LÆS OGSÅ: "Parforholdet skal være den trygge havn, hvor man kan være den, man er, samtidig med man udvikler sig"

Var der noget mellem dig og Luise, som forsvandt, da hun indledte et fysisk forhold med Mads?

– Den manglende intimitet er en udfordring. Det prøver vi stadig at løse, for hvordan skal vi bevare en connection med hinanden uden den intime sfære? Luise agerer stadig som min vigtigste sparringspartner på mange parametre, så jeg har behov for hende, og hun har behov for mig.

– Det hander om, at vi eksperimenterer med vores forhold, men der er intet, der er carved in stone. Udgangspunktet har været, at man skal gøre det, der gør en glad. Hvis man skal blive lykkelig, have det godt og få dækket sine behov, handler det også om kærlighed til én selv og de ting, man foretager sig. Jeg kunne godt have valgt, at jeg ikke ville være en del af det her, men spørgsmålet er, om nogen af os var blevet lykkeligere af det? Var jeg blevet lykkeligere af det? Var børnene? Var Luise? Det tror jeg ikke.

Hvordan har det været for dig at være med på sidelinjen?

– Det har i perioder været hårdt, og selvfølgelig har den fysiske dimension, som jeg selv har valgt at afskære mig fra, været savnet. Det har givet mig en følelse af, at jeg stod mere alene. Men jeg savner ikke noget i forhold til Luise, for det, jeg mangler fra hende nu, har jeg altid manglet.

Er du blevet bekræftet i, at det var det rigtige for dig at gå ind i "eksperimentet"?

– Jeg ser det som en kurve, der bevæger sig konstant fremad. Nogle gange går det godt, andre gange ikke så godt, men den bevæger sig den rigtige vej.

Jesper Thye-Østergaard, 44

Leder i finanssektoren.

Jesper har Lias (4 år) og Vaia (6 år) sammen med Luise.

– Der er dage, hvor jeg ikke har det godt og har lyst til at smide det hele over bord. Flere gange har jeg tænkt, at det ikke er det værd. Det giver følelsesmæssig turbulens, og det er svært at agere i alt det her. Der er mange følelser og relationer at tage hensyn til. Der er en relation mellem mig og Luise, mellem Luise og Mads og mellem mig og Mads. Men jeg har ikke fortrudt det hele som proces. Jeg tror på, at det er det rigtige at turde udfordre sig selv. Hvis vi skal turde gribe ud efter at blive mere fuldkomne og komplette og få den kærlighed, vi har fortjent på forskellige områder, må vi også turde eksperimentere. Der er ikke noget, der ikke kan laves om eller ændres.