Johannas far dukkede en dag op i børnehaven – ikke for at hente hende, men for at sige farvel
Hele sit voksne liv har Johanna Wallin ledt efter sin far, som pludselig forlod familien, da hun var fem år. Hendes søgen førte hende til flere lande, men det var først, da hun tog en DNA-test, at der skete et gennembrud.
Hver gang Johanna Wallin, 46, tænker på sin far, som hun tilbragte sine første fem år med, får hun et smil på læben.
"Han var en sjov og kærlig, legende far, som altid havde tid til mig. Og det er ikke bare noget, jeg har fundet på senere. Alle omkring os har bekræftet, at han var en utrolig nærværende og kærlig forælder."
På den baggrund virker det, der skete lige inden Johannas fem års fødselsdag, endnu mere uforståeligt.
En dag i maj 1981 dukkede hendes far, Peter, uventet op i Johannas børnehave i Uppsala – ikke for at hente sin datter, men for at sige farvel til hende.
"Han satte sig på knæ foran mig. "Hej hej, Johanna," sagde han. Netop det øjeblik er det eneste, jeg husker. Jeg husker ikke, om han sagde mere, eller hvordan jeg selv reagerede."
Da Johanna kom hjem den dag, var hendes far sporløst forsvundet. Det eneste, han havde efterladt, var en seddel til Johannas mor, hvor der stod: "Jeg er ikke den, du tror, jeg er. Jeg forlader jer nu, det er bedst sådan. Prøv ikke at finde mig."
Hvad var det, der fik ham til at forlade sin familie og det med en sådan hast, at han ikke engang kunne vente på ankomsten af sin anden datter, Elin, som blev født lidt over en måned efter hans forsvinden?
Den historie, den lille Johanna fik fortalt, var, at hendes far var rejst til sit fødeland England for at passe sin syge mor.
Da hun var 11 år, mente hendes mor, at hun var gammel nok til at få at vide, at Peter i virkeligheden var forsvundet uden at give nogen grund, og at han havde forladt familien en gang før, da Johanna kun var et par måneder gammel. Dengang var han væk i cirka to et halvt år.
"Det, jeg fik at vide, fik mig til at føle mig så lille og ubetydelig. Jeg syntes, jeg havde været dum, fordi jeg havde troet, at jeg betød noget for min far. Åbenbart havde han vigtigere ting i sit liv. Mennesker omkring mig antydede, at han var en del af noget større, måske en efterretningstjeneste, der sendte ham på hemmelige missioner over hele verden."
Søgte videre i England
Som 16-årig fik Johanna endnu en flig af sandheden. Efter farens anden forsvinden havde hendes mor, Maria, fundet et brev til ham fra en kvinde i Canada ved navn Eeva. Maria havde kontaktet Eeva, som var helt uvidende om Peters familie i Sverige.
Annonse
Mens Maria havde knoklet som enlig mor hjemme i Uppsala, havde Peter giftet sig på den anden side af Atlanterhavet. Efter kun et års ægteskab havde han uden nogen forklaring forladt sin canadiske kone Eeva og var vendt tilbage til familielivet i Uppsala.
Fordi Peter var vendt tilbage efter sin første forsvinden, havde Johanna håbet på, at han ville vende tilbage for anden gang eller i det mindste give livstegn fra sig. Men årene gik, og utallige fødselsdage og andre milepæle passerede, uden at hun hørte et ord fra ham.
Da han ikke af sig selv gav sig til kende, besluttede Johanna sig for at begynde at lede efter ham. Der var et dybt ønske i hende om en dag at blive genforenet med sin far.
"Jeg tror, at mit store behov for at finde ham til at begynde med bundede i et savn efter den dejlige forælder, han engang havde været for mig. Med årene kom det til at handle mere og mere om at få svar på alle de spørgsmål, jeg havde. Til tider har det føltes som tortur at have så mange spørgsmål, men ikke vide, hvor personen, der sidder med alle svarene, befinder sig," forklarer hun.
Forsøget på at lokalisere Peter var som at lede efter en nål i en høstak. Der fandtes ingen person med det navn og den fødselsdato, han havde opgivet, da han blev registreret som Johannas far.
Forbindelsen til det britiske stamtræ på farens side førte Johanna til England, da hun var blevet student. Tilfældigt endte hun i det område, hvor Peter havde fortalt hendes mor, at han var vokset op.
Ifølge hans eget udsagt havde han læst til agronom i den nærliggende by Bristol. Men han stod ikke i universitets optegnelser over tidligere studerende. Og lige så lidt resultat fik Johanna af sin ihærdige søgen i Bristols gader. Ingen af de personer, hun spurgte, genkendte manden på billedet, som hun viste dem.
Det var overhovedet ikke muligt at slå fast, om Peter var af britisk nationalitet. Derimod var der beviser for, at han flere gange havde været i Israel. Det var der, han havde mødt sin canadiske ekskone Eeva. De hyppige rejser til Israel syntes at have forbindelse til hans påståede jødiske baggrund.
Annonse
Fik uventet hjælp
Trods sit fravær havde Peter stor indflydelse på sin datter. Af respekt for hans formodede jødiske oprindelse begyndte Johanna at engagere sig i Israel-Palæstina-konflikten, hvilket kom til at få stor indflydelse på hendes liv. Gennem sit engagement i spørgsmålet mødte hun faren til sine tre børn.
I Palæstina og Israel genoptog Johanna sin søgen efter manden, der var årsagen til hendes egen eksistens. Igen løb hun rundt på fremmede gader i jagten på information om sin far. Hendes søgen førte hende til lyssky barer, hvor hun mødte mænd, der ligesom Peter var flygtet fra deres familiemæssige forpligtelser.
"Det var første gang under min søgen, at jeg blev vred på min far. Med et blev det så tydeligt, at der var mange andre mænd, der også bare var forsvundet ud af deres koners og børns liv. Det føltes så forargeligt og tarveligt. Jeg begyndte at tænke: Hvad nu hvis min far sidder på en af disse barer og drikker øl og ser fodbold, mens jeg rejser rundt i verden efter ham. Jeg leder og leder, men han gør intet som helst for at kontakte mig."
Heller ikke Johannas søgen i Israel gav nye brikker til puslespillet. De konstante blindgyder gjorde hende nedslået.
"Det er en enorm frustration at indse, at man ikke kommer videre. Hele tiden spurgte jeg mig selv: Hvad er det, min far er involveret i, der har tvunget ham til at gå under jorden?"
Annonse
I mangel på nye spor tog Johanna en pause fra sin søgen. I hendes tanker var han dog stadig konstant til stede.
Med jævne mellemrum søgte hun på nettet efter navnet, han havde brugt, Peter Tonge, i håb om, at der ville dukke en ny ledetråd op. Også det resulterede i skuffelse, indtil hun i september 2021 til sin store overraskelse fik et svar.
En person på internet-forummet Flashback havde, takket være et gammelt avisinterview med Johanna, bemærket Peters forsvinden. Pludselig havde Johanna en hel hær af engagerede støtter, der var fast besluttede på at hjælpe hende med at finde sin far.
"Det var personer, der interesserede sig for at løse mysterier og var meget metodiske. De havde en anden tilgang end mig, der var så følelsesmæssigt involveret i sagen. Uden deres hjælp tror jeg ikke, at jeg var kommet særlig langt."
Fandt slægtning i England
Engagementet udefra gav nyt liv til Johannas søgen, og hun besluttede sig for at tage en DNA-test. Svaret på prøven viste, at hun var halvt skandinavisk og halvt engelsk.
"Ja, det var det, jeg vidste! var min første tanke. At min fars oplysninger om sin britiske oprindelse var sande, gav mig stort håb om, at der var flere ting, der stemte. Jeg følte så stærkt, at der var en forbindelse mellem mig og min far, der virkelig var ægte."
Nogle fjerne slægtninge på farens side havde også ladet sig DNA-teste. For første gang nogensinde fik Johanna sat ansigt på en person fra sin fars familie. Over skærmen hilste slægtningen Andrew hende velkommen til familien. Andrew kendte godt nok ikke til Johannas far, men han havde ligesom hende stor interesse i at forske videre i deres fælles slægtshistorie.
Det var også Andrew, der fandt en fødselsattest på Peter, der dokumenterede, at han var født i 1938, ikke i 1943, som han selv havde hævdet. Påstanden om, at han kom fra en jødisk familie, var også usand.
I de britiske registre var der oplysninger om, at Peter var blevet gift i en ung alder og havde fået en datter, Johannas halvsøster Helen, som hun indtil da ikke havde kendt til. Helen var vokset op med en anden faderfigur og var død af kræft i 40 års-alderen.
Familien var for nylig blevet ramt af endnu et dødsfald. Peters ældre bror, Kenneth var gået bort i sit nye hjemland Australien. Johanna fik fat i en videooptagelse fra Kenneths begravelse tidligere samme år. Forhåbningsfuld tænkte hun, at hendes far måske havde været med til begravelsen.
I stedet hørte hun præsten sige: "Vi sender vores varmeste hilsener til søster Pauline, der ser med fra England. Hun begraver to brødre i dag, med to timers mellemrum: Kenneth her i Australien og Peter, der begraves i England."
"Jeg havde ikke engang tænkt den tanke, at min far ikke længere var i live, for jeg havde ikke fundet nogen dødsdato på ham. Det værste var, at han var død kun ni måneder tidligere. Hvordan kunne det gå sådan? At jeg kom så tæt på, men alligevel aldrig fik mulighed for at møde ham? Det føltes så meningsløst og uretfærdigt. Hvis min søgen var nået til vejs ende, da jeg opdagede, at min far var død, ville jeg nok have haft forfærdelig svært ved at forlige mig med det."
Forlod flere familier
Trods dødsfaldet var der stadig mange brikker, der skulle samles. En person, der havde vigtig information om Peter, var hans søster. Pauline, der var 82 år og boede i Wales, tog med åbne arme imod de to svenske niecer, som hun ikke havde anet, at hun havde.
Også Pauline havde ledt efter Peter. Efter årtiers søgen havde hun med hjælp fra en privatdetektiv endelig opsporet ham i oktober 2019. Han var gået med til at have en vis kontakt på betingelse af, at hun ikke fortalte nogen, at hun havde fundet ham.
Da han ikke ønskede at tale om fortiden, vidste Pauline ikke så meget om, hvordan han havde tilbragt sine voksne år. Til gengæld kunne hun fortælle om en hård barndom med kærlighedsløse forældre og en far, der forsvandt fra Peters liv, da han var fem år – samme alder som Johanna havde haft, da Peter forlod hende.
"Det var så utrolig sørgeligt at opdage, at historien havde gentaget sig. Hvad følte min far, da han gjorde det samme mod sine børn, som hans egen far havde gjort mod ham? Jeg kan ikke forestille mig andet, end at man afskyr sig selv," konstaterer Johanna.
Med tiden kom det frem, at Peter havde forladt flere koner og børn. Johanna fik kontakt med en yngre halvbror i Tyskland, som Peter havde været en fantastisk far for i næsten ti år, før han som sædvanlig forsvandt for altid uden at give lyd fra sig. Et par, som havde lært Peter at kende, efter han havde forladt Tyskland, beskrev ham som en ensom og rodløs mand, der hutlede sig igennem økonomisk.
"Det virker ikke, som om det har været et hverken let eller sjovt liv. Jo mere jeg har fået at vide om min far, jo større sympati har jeg fået for ham. Det sørgeligste af det hele er, at han aldrig forstod, hvor vigtig han var for sine børn."
På nogle måder er Peter stadig et mysterium for Johanna. Da hun var yngre, skammede hun sig over at være blevet valgt fra af sin far. Da det sidste år kom frem, at Peter ikke havde forladt familien af noblere årsager, og at han i de sidste 12 år af sit liv havde boet kun to en halv times flyvetur fra Johanna uden at kontakte hende en eneste gang, kom skammen tilbage.
"”Dette vil jeg aldrig skrive om,” var det første, jeg tænkte. Men en ven overbeviste mig om, at jeg havde brug for at gøre det for at føle, at jeg ejede min historie. Så i stedet for at sidde og skamme mig over det, der skete, gør jeg nu lige modsat: Jeg fortæller om det så højt og tydeligt, som jeg kan," siger Johanna, der arbejder som skribent og redaktør.
Selvom hendes bog ”Ingen almindelig far, som man bare har” fik en anden afslutning, end Johanna havde håbet på, føler hun, at alt det arbejde, hun har gjort for at finde sin far, har været anstrengelserne værd.
"Alle de svar, jeg har fået, har gjort, at jeg føler mig mere forankret i mig selv. Desuden er jeg blevet beriget med en hel familie, som jeg føler et meget stærkt tilhørsforhold til. Gennem min søgen efter min far har også andre i familien, der ikke kendte til hinanden, fået kontakt. Det føles virkelig godt!"
Johanna har skrevet bogen "Ingen almindelig far, som man bare har" om sin usædvanlige opvækst.
