Jon Lange: "Min kone har et smil, som kun jeg får"

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?

– Det gjorde jeg den 23. februar 2014 klokken 09.08, da mine tvillinger  blev født, og verden for altid blev en anden. Alt mit egocentrerede lort om arbejde, dårlige hårdage, hvad andre folk tænker; alt smuldrede under den næsegrus kærlighed og det monumentale ansvar, der skabtes den dag. Mit liv skal bruges på dem.  

Hvornår græd du sidst?

– Jeg var i biffen med konen og se Nolans ”Tenet” forleden, men inden da var der forfilm. Og jeg havde tårer i øjnene efter otte sekunder af traileren til Waad Al-Kateabs film ”Til Sama”, der dokumenterer livet i Aleppo i Syrien før, under og efter fødslen af hendes datter. Et slags filmbrev til datteren – i det tilfælde at hendes forældre ikke skulle overleve konflikten. Urimeligt stærkt. 

Hvad er den største ros, du har fået?

– Jeg er ikke god til at tage imod den. Jeg havde faktisk et dokument på min mobil i en ikke alt for fjern fortid, hvor jeg skrev komplimenter ind, fordi jeg automatisk kom til at at negligere dem. Men det er i virkeligheden nok noget med familien. Noget med mine børns latter eller min kones smil. Den er god nok: Hun har et smil, som kun jeg får. 

Hvad overrasker folk mest ved dig?

– At jeg ikke er en douchebag. Hvis folk ikke kender mig af andet end navn eller profession, og vi tilbringer lidt tid sammen, har jeg flere gange hørt: ”Jeg troede, du var en rigtig smartass”. Don’t get me wrong, det har jeg sikkert også været – i mine yngre år især – men jeg synes, jeg er kommet efter det.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse, du har haft i din karriere?

– Årh, der har været mange. Der var de dage jeg spillede sammen med Rutger Hauer på ”Alle for én”. Den morgen på ”Sommeren ’92”, hvor vi løb på banen på Nya Ullevi i røg og dis og spillede opvarmningskamp mod tyskerne i de ikoniske trøjer. Der var rollen som Kong Ludvig den Meget-Trættende i ”De Tre Musketerer” på Odense Teater. Sjovt, jeg kan have så mange og stadig håbe, mine børn finder på noget andet at lave.

Hvornår bliver man voksen?

– Det er så uendeligt individuelt. For mig var det efter et par år som far. Ikke en enkelt skelsættende begivenhed eller beslutning, men mere noget med at vokse ind i den rolle, tage det liv helt på sig og få det unødvendige fnidder og FOMO rystet af sig.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

– At gifte mig med Mette Marie. Hvis jeg ikke havde truffet det valg – og hvis hun ikke havde sagt ja, dér, den 1. januar 2013, med tømmermænd i vores sofa med en dyne omkring sig, efterfølgende rasende over at jeg friede på et tidspunkt, hvor ingen af hendes pårørende var vågne til at høre om det – havde mit liv set meget anderledes ud i dag. Thank God, det ikke gør.

Færdiggør sætningen: Kønsrollerne i dag er …

– … i fuld udvikling. Og det er, som det skal være. Jeg hørte nogen brokke sig den anden dag og sige: ”Jeg orker ikke et nyt #metoo”. Jeg siger bring it! Vi bliver kun klogere på hinanden, og verden bliver kun bedre. Vi skal nok lige have slebet kanter af og ud og røre ekstremerne, inden det finder sit ståsted, men det er på vej, og det er about fucking time. 

Hvad interesserer dig i øjeblikket?

– Jeg ville jo ønske, det var mere spændende, men lige nu har jeg hovedet fyldt af job. Jeg laver den første teaterforestilling, som mine børn faktisk må komme ind at se, og jeg er sideløbende i gang med lydbøger, min til dato mest udfordrende tegnefilmsrolle og så lige sæson tre og fire af ”Sygeplejeskolen”, så jeg slås mest for at finde åndehuller.