Josephine Park: ”Jeg er lykkelig, når jeg er sammen med min søn”

Holdepunkt

"Mit arbejde som skuespiller er helt klart en slags holdepunkt for mig. Det er et af de steder, hvor jeg føler mig allermest samlet og samtidig allermest vibrerende. Der er noget med kontakten mellem mennesker, som skuespilkunsten jo er baseret på, der både samler og åbner. I hvert fald for mig.

Det er så kedeligt at tale om introvert og ekstrovert, men for mig er det i mødet med andre mennesker, at jeg mærker mig selv, bliver inspireret og påvirket. Jeg tror også på, at hvis man vil udvikle sig, så sker det igennem mødet med andre mennesker. For mit eget vedkommende føler jeg i hvert fald, at det er begrænset, hvor langt jeg kan nå selv. Det tror jeg på en måde altid, jeg har vidst – en bevidsthed om, at jeg er noget i kraft af de mennesker, jeg har omkring mig."

"Et andet holdepunkt er selvfølgelig min familie, og særligt min søn, som har en evne til at tvinge mig til at være nærværende i det konkrete, levede liv. Jeg har i perioder meget travlt og er meget fordybet i mit arbejde, men han hiver mig altid tilbage i dagligdagen. Og det, tror jeg, er sundt.

Man kan ikke snyde i kontakten med sine børn. De forlanger, at man er der. Heldigvis har jeg også perioder, hvor jeg har fri, og så kan jeg til gengæld tage ud at rejse eller hente klokken tolv, så på en eller anden måde går det næsten op. Jeg vil nok altid føle, at jeg godt kunne være mere sammen med ham. Men sådan er det nok bare at være forælder."

Hvad har det forandret i dig at blive mor?

"Da jeg lige havde fået min søn, kan jeg huske, at jeg oplevede en fuldstændig overvældende ansvarsfølelse. Det var som om, der blev åbnet et ekstra rum i mig, fordi der skulle skabes plads til det vilde ansvar, det er at stå med et andet menneskes liv i sine hænder. Og plads til al kærligheden – og alle bekymringerne.

Relationen til ens barn er jo den eneste relation, hvor man kigger på et andet menneske og tænker, at man vil gøre alt for vedkommende, uanset hvordan de opfører dig, og hvor man aldrig kunne finde på at forlade dem. Nelson er fem år, men følelsen af at have et helt enormt ansvar kan jeg godt blive ramt af stadigvæk."

Udgangspunkt

"Jeg er vokset op i København K. Mine forældre blev skilt, da jeg var lille, og jeg boede på et tidspunkt tre år i kollektiv med min mor og i en lejlighed med min far, inden jeg sammen med min mor flyttede fra kollektivet og ind til søerne, hvor min lillesøster og senere min lillebror kom til.

Jeg fik også nye søskende på min fars side, så min barndom har været præget af, at der har været mange mennesker og meget liv omkring mig, og at jeg har haft mange voksne at spejle mig i. Hos min mor var mit hjem sådan et sted, hvor folk bare kom forbi. Også mange forskellige typer mennesker."

Hvornår fik du øjnene op for skuespillet som profession?

"Det er virkelig svært at svare på. Jeg prøver stadig at finde ud af, hvorfor jeg pludselig følte en længsel efter at spille skuespil, men jeg kan huske en følelse af selvforglemmelse og frihed, som jeg kan spore helt tilbage til, dengang vi spillede 'Oliver Twist' i syvende klasse, og som jeg virkelig nød.

Som om der pludselig var lidt mere plads i verden. Jeg føler mig stadig meget mere modig og mindre forfængelig som skuespiller end som privatperson, og deri ligger helt klart noget af min kærlighed til skuespilfaget.

Det er lidt som at få en pause fra sig selv og alle sine egne bekymringer og neuroser. Allerede da jeg var barn, kunne jeg være optaget af, hvordan jeg fik det, når jeg lyttede til musik eller så film. Jeg kunne for eksempel forsøge at kopiere Leonardo di Caprio i Baz Lurhmanns film 'Romeo + Juliet' og være vildt optaget af, hvordan et bestemt udtryk producerede en fornemmelsen af at have det på en bestemt måde.

Det var ikke fordi, jeg dengang tænkte, at jeg ville være skuespiller, men der var noget, der vakte genklang. Jeg begyndte at gå rigtig meget i teatret, da jeg var femten-seksten år, og måske var det der, at den konkrete idé om at ville være skuespiller blev vakt til live, og da jeg kom i gymnasiet, var jeg så sikker på det, at gymnasiet bare skulle overstås, så jeg kunne søge ind på skuespillerskolen."

Vendepunkt 

"Rollen som Isa i 'Arvingerne' var min første rolle som skuespiller, så den var helt klart et vendepunkt. Jeg fik den, imens jeg stadig gik på skuespillerskolen i Aarhus. Jeg havde en rolle i fjerde årgangs afgangsforestilling, og den kom Anja Philip, som er caster, og så og hev mig bagefter ind til casting på noget, som jeg ikke fik, men så fik jeg bagefter rollen i 'Arvingerne'. Jeg havde i første omgang kun én scene i det sidste afsnit i sæson et af serien, men i den kommende sæson voksede det til en stor rolle.

Jeg er meget taknemmelig for, at det var mit første møde med tv-produktion. Alle var meget søde, og der var en kæmpe fællesskabsfølelse og omsorg. Det var en stor oplevelse at være med, men jeg var også rædselsslagen, fordi det var min allerførste rolle. Jeg kan huske, at især Trine Dyrholm var så sød til at forklare mig en masse af de filmtekniske ting, jeg endnu ikke vidste noget om."

"Mit møde med Anna Emma Haudal, som gav mig rollen som Jose i første sæson af 'Doggystyle', var helt klart også et vendepunkt. Jeg var lige blevet mor, var et helt andet sted i livet end karakteren Jose, som jeg egentlig også var for gammel til at spille, men alligevel var det helt rigtigt. Kemien mellem Anna Emma og mig har altid været helt særlig god, og jeg stolede meget på hende. Det var med en følelse af, at hun på en eller anden måde fattede mig og kunne forme mig til alt muligt og få mig alle mulige steder hen, hvor jeg ikke havde været før. Hende skylder jeg meget."

Hvem er Josephine Park?

• Er aktuel i tv-serien 'Forhøret' på Viaplay.
• Er uddannet i 2014 fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater.
• Fik sit gennembrud som Isa i 'Arvingerne', og har vundet to Robertpriser for sin rolle som Jose i 'Doggystyle' og en for rollen som Andrea i 'Venuseffekten'.
• I 2023 er hun nomineret for sine to første hovedroller i henholdsvis filmen 'Natten har øjne' og Netflix-serien 'Skruk'.
• Er 35 år og gift med Kirstine K. Høgsbro, som er dramatiker og forfatter, mor til Nelson på fem år og bonusmor til Kirstines søn, Sofus, på 18 år.

Hvornår har du sidst været presset nye steder hen?

"Jeg var af en eller anden årsag virkelig nervøs for at skulle spille med i 'Forhøret'. For det første fordi jeg skulle spille over for Lars Mikkelsen, som jeg synes er en helt fantastisk skuespiller, så jeg ville virkelig gerne gøre det godt. For det andet var optagelserne meget anderledes end på andre tv-produktioner.

Der var for eksempel meget længere takes, så man skulle virkelig kunne sin tekst og være fokuseret i ekstremt lange stræk. Men det endte med at være en både udfordrende og fed oplevelse at arbejde sammen med både Christoffer Boe og Lars Mikkelsen – og hele holdet, faktisk."

"Det har i det hele taget ofte været samarbejdet med specifikke mennesker, der har forandret ting i mit liv. 'Skruk', som Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer har lavet, har også været et vendepunkt, ligesom 'Natten har øjne' af Gabriel Bier Gislason. De har været mine to første hovedroller, og jeg er virkelig taknemmelig for den tillid, de har vist mig, selvom det selvfølgelig også altid er skræmmende at have så stort et ansvar for, at nogle andre lykkes med deres vision."

Og det største vendepunkt for dig privat?

"Helt klart at blive mor. Bare fordi livet bliver lavet om for evigt, ha ha. Det kan stadig godt slå mig, at sådan er det. Livet bliver aldrig det samme igen – på en helt vidunderlig måde, men ikke desto mindre er det jo et vanvittigt skift."

Fokuspunkt

"Når jeg skal forberede mig til en rolle, har jeg brug for fokus, så det er faktisk et af de tidspunkter, hvor jeg godt kan lide at være alene. En måde at forberede mig på er at gå til det ligesom i en forelskelse. Når man er forelsket, forbindes alt, man oplever, med den, man er forelsket i. Enten fordi man får lyst til, at vedkommende også skal opleve det, man oplever, eller fordi man oplever gennem den anden; man læser med den andens øjne, oplever med den andens sind.

Så vidt det nu er muligt. Det er som en lille genfødsel at være forelsket, fordi man oplever alt på ny. Og sådan er det også for mig i mødet med en ny rolle; det er på en måde et tilbud om at opleve verden gennem karakteren, og det elsker jeg. Jeg ved ikke, om det kan kaldes et fokuspunkt, men man kan i hvert fald sige, at bevægelsen og modet til at turde opleve verden på ny – og at turde erkende, at verden overhovedet kan opleves på tusind forskellige måder, er et fokuspunkt for mig lige nu frem for at holde fast i noget."

Hvordan føles det, når du har forberedt dig til en rolle og så skal give slip og lade dig flyde med bevægelsen?

"Jeg er generelt superarbejdsom og vil gerne forberede mig så godt som overhovedet muligt for at have et sted at springe fra. Det mest angstprovokerende er derfor lige før, jeg begynder på optagelser, for har jeg nu forberedt mig godt nok?

På et tidspunkt, når man kommer til mødet med instruktøren og de andre spillere, bliver man nemlig nødt til at lade sig falde og håbe, at det holder. Der er vildt meget forberedelse, men der er også et kæmpe slip i det, hvor man bare kaster sig ud fra 10-metervippen og håber, man ikke lander på maven. Så det er en følelse af at være ekstremt bevidst og samtidig ekstremt ubevidst, og det har jeg ikke fundet den perfekte opskrift på. Men jeg bliver som skuespiller nødt til at stille mig til rådighed for bevægelsen, selvom det kan føles voldsomt."

Yderpunkt

"Jeg har ikke så mange grænser, når jeg arbejder. Hvis det er velbegrundet og kommer fra et godt sted, så er jeg med på det. Jeg kan endda overskride grænser, jeg ellers ikke ville kunne overskride privat. Et eksempel er, at jeg lider af vandskræk, og da vi skulle optage en scene til sæson tre af 'Doggystyle', hvor jeg skulle dykke, kunne jeg pludselig ikke. Anna Emma, som instruerede, var vildt sød og sagde, at vi kunne ændre scenen, så jeg ikke behøvede dykke.

Vi har lavet fire produktioner sammen, men jeg tror, det var første gang, hun oplevede, at jeg stødte på en privat begrænsning. Jeg insisterede på, at vi skulle lave scenen, og da kameraet kom på, så gjorde jeg det! For folk, der ikke lider af vandskræk, lyder det måske ikke så vildt – men det var det for mig, ha ha. Og det er i hvert fald et eksempel på, at der er ting, som jeg ikke kan i virkeligheden, som jeg godt kan i fiktionens verden. Måske handler det om, at egoet bliver uvigtigt." 

Smertepunkt

"At have oplevet sorg og det afgrundsdyb, der følger med sorgen, er mit største smertepunkt. Det oplevede jeg, da jeg mistede min søster for fire år siden. Det var en følelse af at være i et frit fald, og samtidig som om nogen havde trukket et tæppe til side lige ved siden af mig og blottet døden, som havde siddet lige der hele tiden. Man ved jo godt, at døden findes, men pludselig bliver det en nærmest fysisk oplevelse af, at døden er til stede i rummet, og at man næsten kan røre ved den."

"Sorgen var som en massiv, klistret masse, der fyldte alle hulrum, pauser og sprækker og gjorde det umuligt for mig at drømme, men efter lang, lang tid begyndte jeg igen at kunne beskæftige mig med kunsten og for eksempel lytte til musik, og det blev rigtig vigtigt for mig.

I både litteraturen, musikken og i film oplevede jeg glimtvis at føle mig både spejlet og forbundet med andre – med menneskeheden, for eksempel da jeg læste Joan Didions 'Et år med magisk tænkning'. Da følte jeg mig langt mindre alene i min sorg. Det var jeg enormt taknemmelig for. Og det har siden fået mig til at tænke på, at hvis jeg sammen med andre kan være med til at lave en film, som på en eller anden måde kan gøre noget for nogen, så synes jeg, der er noget smukt i at være en del af det."

Ømt punkt

"Jeg har helt klart et meget blødt punkt for melankolsk og længselsfuld musik. Der er et eller andet i den længselsfuldhed og melankoli, som omfavner mig, hvorimod jeg tit kan føle mig alene i musik, der kun klinger friskt og festligt.

Min kone spurgte på et tidspunkt, hvorfor jeg altid hører sådan noget sørgelig musik. Men jeg bliver ikke trist af at høre det. Jeg føler mig opfyldt af det, spejlet, genkendt og mindre alene, så det har jeg virkelig et blødt punkt for. Jeg er en kæmpe sucker for mol."

Dødt punkt

"Jeg er ret dårlig til at være alene og kommer nemt til at kede mig i mit eget selskab, ha ha. Jeg kan sagtens have det fint med at være alene, når jeg skal arbejde eller restituere, men jeg har fundet ud af, at det er igennem mine relationer, at jeg lever og bliver inspireret.

Måske er det også derfor, jeg elsker mit job så meget. Jeg synes, man altid får at vide, at man skal lære at være alene, og jeg har derfor haft en ide om, at det skulle jeg kunne elske. Men jeg elsker det ikke. Det er ikke der, jeg lader op, og ikke der, jeg får en fuldstændig fantastisk idé."

"Det er gået mere og mere op for mig, at det netop er det, som mit arbejde handler om; relationer og den kontakt, der er med instruktøren og imellem skuespillerne. Den kontakt og hele det fællesskab, det er at lave film, er jeg virkelig taknemmelig for at være en del af."

Højdepunkt

"Jeg er lykkelig, når jeg er sammen med min søn, og når jeg er involveret i et godt projekt. Film er et kæmpe knoklearbejde og derudover superteknisk ned til detaljer som, at du ikke må tale, imens du klirrer med koppen, og at dit ansigt skal være drejet i den rigtige vinkel i forhold til lyset.

Men det er fællesskabet, jeg virkelig elsker det for. Du er simpelthen nødt til at arbejde sammen med dem, der laver lys, dem, der laver lyd, dine medspillere og instruktøren. Det hele skal gå op i en større helhed."

Hvilke opgaver drømmer du om at kunne kaste dig ud i?

"Jeg gad godt prøve at lave noget historisk eller et stort drama, men jeg vil også gerne lave en komedie. Hvis projektet er solidt og godt, så gider jeg alt, men jeg vil rigtig gerne udfordres. Jeg kan godt lide at komme derud, hvor jeg lige akkurat ikke kan bunde. Det kan måske lyde som om, jeg kun er modig, men jeg føler mig virkelig ikke som nogen verdensmester.

Jeg bliver også supernervøs og tænker tit, at jeg er på bar bund. Det er faktisk en følelse, jeg ret tit er i kontakt med. Måske kan jeg også bedre lide den følelse, når vi sidder her og taler om den, end jeg kan, når jeg er i situationen, ha ha. Men det er igen det med bevægelsen. Der er noget tilfredsstillende i at blive skubbet og komme til at mestre noget nyt. Når jeg lykkes med noget, der har været svært, så føler jeg, at der bliver lidt mere plads i kroppen og i verden – og det elsker jeg."