Joy-Maria Frederiksen

"Jeg hader dem og kommer aldrig til at investere i dem igen"

Skuespiller og instruktør Joy-Maria Frederiksen om at tage ansvar for sit eget liv, om lavtaljede jeans og om at være lidt for ærlig til tider.

Hvad kan få dig til at grine?

– John Cleese og dumme Youtube-videoer kan altid få mig til at grine. Der er en Youtube-video med en lille, plysset, hvid hund, der ligger på et lammeskind og så løfter hovedet op til Adeles ”Hello”. Jeg har nok set det 1000 gange, og jeg græder stadig af grin.

Hvad er det sjoveste kompliment, du har fået?

– Engang sagde en mand, som jeg var meget forelsket i til mig: ”Joy, du er jo 1000 år gammel”, og det opfattede jeg som et stort kompliment. Det var egentlig ret sjovt, at en der gerne vil sige noget pænt til mig, vælger at sige netop dét. Det viste, at han forstod, hvordan jeg tænkte.

Hvilken modetrend hopper du aldrig med på igen?

– De lavtaljede jeans! Jeg hader dem og kommer aldrig til at investere i dem igen. Det er den dårligste opfindelse, og man kan ikke sidde ned i dem.

Hvornår vidste du, hvad du ville bruge dit liv på?

– Det gjorde jeg, da jeg var 15 år gammel og for første gang stod på en scene og arbejdede sammen med de voksne skuespillere. Jeg vidste fra det tidspunkt, at det var dér, jeg hørte til og at jeg skulle være skuespiller. Jeg havde både haft tanker om at blive journalist og læge inden da. Men da jeg først havde været en del af teatrets arbejde og miljø, kunne jeg bare mærke, at dér havde jeg det godt – og så syntes jeg selvfølgelig, at det var spændende. 

Er der noget, folk fejlagtigt antager om dig?

– Ja, altså delvist tror jeg, at folk tænker, at jeg har mere styr på tingene, end jeg har. Men jeg synes også nogle gange, at folk ser mig som en mere skrap og fordømmende person, end jeg føler mig. Det kommer tit bag på mig, og jeg tror aldrig, at jeg bliver helt færdig med at prøve at afdække, hvorfor det egentlig er sådan. For jeg ved jo godt, at når folk reagerer sådan på en, så er det, fordi man selv sender noget ud, der forårsager sådan en reaktion. Jeg har brugt timer, dage og år på at finde ud af, hvad det er, jeg sender ud, for jeg vil gerne ændre på det. Jeg har ikke fundet ud af det endnu, men jeg ved godt, at hvis jeg er presset i nogle situationer, så kan jeg nok godt virke meget skråsikker, fordi det fungerer som et skjold. Jeg tror måske, at jeg godt kan mangle lidt filter nogle gange, og jeg ikke helt ved, hvor ærlig man kan være over for andre mennesker. Jeg er en hudløst ærlig person og tænker selv, at det er en ordentlig og god ting, at man kan sige tingene direkte til andre, men nogle gange skulle jeg måske vente med at komme med min mening, til folk beder om den. 

Hvornår bliver man voksen?

– Det gør man den dag, hvor man erkender, at man har ansvaret for sit eget liv. Når man tænker: ”Det er sgu mit eget ansvar”, der synes jeg, at man er voksen.

Har du et råd, du ville give til dit yngre jeg?

– Ja, det har jeg. Jeg ville forslå, at hun skulle lade være med at please alle andre mennesker hele tiden og så lytte til de komplimenter, som hun får. Det var jeg nemlig virkelig dårlig til og kunne godt have ønsket for mig selv.

Hvad har været dit livs længste minutter?

– Det var en periode, hvor min datter var meget syg. Det er helt klart mit livs længste minutter. Det er så hårdt, når ens børn bliver ramt af noget.

Hvilket talent ville du ønske, du havde?

– Jeg ville ønske, at jeg kunne spille helt vildt virtuost på et instrument. Jeg tænker, at det må være så fantastisk at være musiker og mestre et instrument. Jeg kender en bassist, der spiller gulvbas – det er jo et kæmpe instrument, men hun siger, at hun aldrig er bange, når hun går hjem om aftenen, for hun har sin ven med sig – det synes jeg, er et ret skønt billede.