Julia Lahme: Min veninde drømmer om at starte forfra i livet - hun er sidst i 40'erne
Drømmer du også om et nyt job, en ny uddannelse eller bare en pause? Du er ikke alene.
Forleden talte jeg med en veninde, som fortalte, at hun havde lyst til at begynde helt forfra. Hun er en af den slags karrierekvinder, som har nået mere end de fleste.
Hun sidder på toppen af en stor virksomhed, og hvis jeg nu siger, at det ikke har været uden omkostninger at være så knivskarp, som hun er, og at være nået så langt, så er det vist en underdrivelse. Hun har både mand og børn, og hun er allersidst i 40’erne. Lige der, hvor man, hvis man er heldig, både kan kigge frem og tilbage i sit liv.
Det kræver noget. Og nogle gange kræver det endnu mere at se frem og vide, at det, man ser ind i, måske ikke er det, man ønsker sig aller-allermest. Men hvad ønsker hun sig så? Hun overvejer både at blive yogalærer, dyrlæge og sygeplejerske, og indimellem tænker hun over at sælge alt, købe en båd og rejse jorden rundt.
Så ja, der er frit valg på alle hylder i drømmeverdenen, og jeg er sikker på, at lige præcis hun finder det, hun allerhelst vil.
Men det spændende er, at min veninde ikke er alene om at ønske sig at skifte job, lige der midt i livet. Nu har jeg spurgt en række kvinder, jeg kender, og de fleste overvejer det. Men der er faktisk også en slags videnskabelig evidens for, at vi er begyndt at tænke anderledes over vores arbejdsliv.
I en undersøgelse, som PWC offentliggjorde i august 2022, kunne de afsløre, at en ud af fem overvejer at forlade arbejdsmarkedet enten helt eller for en periode i det kommende år. Det er mange. Vi drømmer stort, og vi drømmer vildt. Og vi er ved at indse, at verden måske er for stor til, at vi skal ville det samme hele livet.
Det er måske ikke så underligt, for i min generation har vi udsigt til virkelig lang tid på arbejdsmarkedet. Lige nu ser det ud til, at jeg, som er født i 1977, kan glæde mig over at skulle være på arbejdsmarkedet, til jeg er 71.
Det er ca. 15 år mere end mine børns farmor og ca. 8 år mere end deres farfar. Og det betyder, at vi, der er midt i fyrrerne eller ældre, slet ikke kan se frem til en udgang fra arbejdsmarkedet før om 25-30 år. Jeg tror faktisk, det er godt, men det stiller også krav.
Krav til at vi bliver ved med at acceptere, at livet har mange faser, at det er stort, vildt og spændende, og at nye interesser kan føre til nye veje. For den tid er helt ærligt nok ved at være slut, hvor vi laver én ting hele livet. Og hvor en enkelt uddannelse er nok.
Heldigvis er der andre tendenser, der viser, at vi faktisk nok skal kunne holde til det lange arbejdsliv og endda finde glæde i det. For i stedet for at være opmærksomme på tiden, timerne, dagene og ugerne er vi i stigende grad i gang med at øve os i at være opmærksomme på livet.
I stedet for at tale work-life-balance har pandemien lært os at se på life-balance. Uanset hvilket job, vi har, ønsker vi os nemlig, at det hele hænger sammen og det endda på lang sigt. Så min veninde, som lige nu overvejer, hvad hun skal med sit liv, har alle kort på hænderne. Også til at vælge noget, som andre ikke forstår. Og det er det smukke ved det.
At livet og den tid, vi lever i, lærer os, at vi gerne må begynde forfra, blive klogere og lære nyt. At vi ikke har en tidsfrist, men at alle de liv, vi når at leve, kun bidrager til at gøre os alle sammen klogere.