"Vi var kærester i to år og tre måneder, og så ville han ikke mere"

I 2012 ankommer en mand ved højlys dag til banegården i Middelfart. Manden hedder Mogens, og han skal mødes med sin ungdomskæreste Lise, som kommer med toget fra Horsens, og som han ikke har set i 48 år. Han er kommet i god tid, men ikke for god tid, for hvor skal han så gøre af sig selv? Og kan han overhovedet kende hende? Toget kommer ind, og det kan han selvfølgelig godt, men det bliver et kort øjeblik lidt akavet, da han vil give hende et kram.

Mogens: – Hun kiggede mod alle vinduerne i toget og var sikker på, at mindst halvdelen af passagererne var fra Horsens og ville få øje på hende.

Mogens fortæller om det specielle øjeblik med et lille, kærligt grin, og Lise, som sidder ved siden af, griner med, men antyder med et træk på skuldrene, at det ikke var så sjovt dengang. For lige så fantastisk, som det er, at de to har genfundet hinanden mange år senere, lige så forfærdeligt var det. Det lægger Lise ikke skjul på. Hun var nemlig gift og havde sit liv i Horsens sammen med sin daværende mand, som hun havde været sammen med i mange år.  

Lise og Mogens byder velkommen i deres murermestervilla fra 1928 i et hyggeligt kvarter lidt uden for Odenses centrum. Vi vælger at sætte os i den største af husets to, små lyse stuer, hvor der står en råhvid Erik Jørgensen-sofa og to lyse lænestole – møbler, som Lise købte for en slik af en veninde tre år før, hun og Mogens flyttede sammen. På det tidspunkt havde hun på ingen måde plads til dem.

Hvornår blev I ungdomskærester?

Lise: – I ’61. Den 11. juni.

Det var præcist?

Lise: – Ja, jeg skrev dagbog dengang, og den har jeg været inde og kigge i. Men jeg kan også huske det sådan nogenlunde. 

De lærte hinanden at kende igennem en af Lises veninder, og fordi de boede i nærheden af hinanden, endte de tit med at følges og snakke efter skole. Mogens havde længe kigget efter den kønne pige i skolegården, men han var overbevist om, at han ikke havde en chance. Han havde haft knogleturberkulose som barn i efterkrigstiden og havde tilbragt en stor del af sin barndom på hospitalet. Sygdommen havde efterladt ham med et stift ben, som betød, at han måtte gå med et par klodsede krykker helt oppe under armhulerne. Han opfattede ikke sig selv som særlig attraktiv, men den fælles veninde fik overbevist Lise om, at han var en flink fyr, og så var der altså den fest i forsamlingshuset den 11. juni, hvor de blev kærester. Mogens husker Lises blå kjole. Fløjl, tilføjer hun.

Mogens: – Vi dansede, og jeg kan stadig genkalde følelsen af vores kinder, der kom nærmere og nærmere hinanden. Uha, det var farligt.

Hvad skete der siden?

Lise: – Vi var kærester i to år og tre måneder, og så ville han ikke mere.

Mogens: – Det var mere end en forelskelse. Det var voldsomt, og jeg kunne næsten ikke være i det. Jeg syntes, at Lise begyndte at signalere, at det skulle være os for alvor, at være redebygger.

Lise: – Det var jo naturligt, for det var jo os!

Mogens: – Og det kunne jeg ikke rumme, for nu havde jeg spildt hele min barndom på et hospital, så jeg kunne ikke overskue at været bundet. Jeg var ikke så klog, som jeg selv troede.

Bruddet var et clean cut. De så ikke hinanden igen. Mogens ville være læge, og det var det, hans liv nu skulle handle om, og der, hans fokus var. Han var meget seriøs med sine studier og gik ikke i byen.

Lise: – Jeg har lige kigget i min dagbog, inden vi skulle tale sammen, og … jeg havde sådan en sjette sans. Jeg vidste, at det ville gå over, og at han ville bryde det. Derfor var vi faktisk tit ret melankolske sammen, for det var alvorligt.

Mogens: – Det var den store kærlighed.

Hvordan havde du det, Lise, da han brød med dig?

Lise: – Ikke ret godt. Du får jo nærmest ondt i hjertet. Det var skrækkeligt.

Takkebrev med kærlige hilsener

I februar 2012 døde Mogens’ lillebror efter en hjerneblødning. Han var nummer to i søskendeflokken på fire. Broren var homoseksuel, og selvom han ikke selv var hiv-smittet, var det hans ønske, at familie og venner som en sidste hilsen skulle give et beløb til AIDS-Fondet frem for at købe en blomst. Så det gjorde Lise. Hun havde jo trods alt kendt både broren og hele familien i to og et halvt år i ungdomsårene.

Lise: – Da jeg så annoncen, genkendte jeg navnet. Min næste tanke var: Tænk, hvis der havde stået Mogens.

Lise havde tænkt på at sende en hilsen til Mogens tidligere,   da han fyldte 50, men hun havde afstået fra det, fordi det nok ville være for mærkeligt. Men der var noget, hun følte skulle siges. Noget uafsluttet. Da Mogens senere fik opgørelsen fra AIDS-Fondet over donationer, gik han i stå, da han kom til det tredje navn på listen.

Mogens: – Min hjerne gik i budding!

Mogens stivner helt rank i sofaen ved siden af Lise for at illustrere, hvordan hans verden gik i baglås. Hans første tanke var, at han nok måtte ud at købe nogle pæne takkekort.

Mogens: – Jeg havde været skilt i 10 år, og i de sidste otte af de ti år havde jeg levet et kanongodt liv. Jeg havde arbejdet meget og havde nydt det. Jeg havde rejst meget, og jeg havde sagt til mange af mine venner, at jeg havde prøvet at være gift, og det skulle jeg aldrig igen.

Men så fik Lise et takkekort, som var fyldt helt ud med tekst på begge sider af kortet.

Lise: – Man plejer jo at skrive tak for opmærksomheden, og det begyndte du også med, men hvad var det så, du skrev? At du var blevet meget glad for at se min hilsen?

Mogens: – Jeg tror nok, at jeg skrev, at jeg var blevet glædeligt overrasket, men så var det, at jeg skrev: ”Og jeg må jo sige, at det vakte glade minder”. Jeg havde spekuleret rigtig meget over, hvilke ord jeg skulle bruge. Hvor tæt på det kan du komme, altså? Jeg var ikke rationel der!

– Så skrev jeg også: ”Jeg håber, du har haft et godt liv”. Det var hvert fald løgn, for lige der håbede jeg det ikke!

Lise griner højt og hjerteligt, og Mogens tilføjer, at han afsluttede det tætpakkede takkekort, som i parentes bemærket var vendt på hovedet, med et ”mange kærlige hilsener” og så hans og hans søskendes navne.

Lise: – Der tænkte jeg, at det var alligevel … mange kærlige hilsener. Var det ikke lige overdrevet nok?

Mogens: – Da jeg postede takkekortet – og jeg cyklede ind til posthuset og afleverede det i postkassen – tænkte jeg, at hende hører jeg fra igen. Jeg vil godt sige, at jeg tror ikke på clairvoyance eller varsler eller noget som helst …

Lise: – Men det gør jeg!

Mogens: – Men tre dage senere, da jeg kom hjem, kunne jeg mærke, at der var noget, og da jeg tømte postkassen, kunne jeg genkende hendes måde at skrive M’et i Mogens på.

Mogens sidder helt fremme på kanten af sofaen og holder den ene hånd tænksomt imod panden. Der skulle et øjeblik til, før han turde åbne kuverten med det kurvede M i Mogens.

Mogens: – Da jeg havde læst brevet, tænkte jeg, at her er der noget, der skal ses nærmere på. Vi må ses!

Forfærdelig dejligt

Brevkorrespondancen udviklede sig til en sms-korrespondance og efter noget tid til en aftale om at mødes. Lise ville tage toget til Middelfart cirka midt imellem deres respektive bopæle i Horsens og Odense, og Mogens ville møde hende på stationen.

Lise: – Det var forfærdelig svært, for jeg vidste, at jeg ville komme til at gøre et andet menneske ondt. Mit hår faldt af i den periode, jeg mistede appetiten, mit tandkød blødte, og den morgen var jeg lige ved at besvime i brusekabinen. Jeg var også sikker på, at jeg ”ville falde ud af toget” ved ankomsten.

Lise faldt ikke ud af toget, men hun kunne heller ikke lade sig falde ind i Mogens’ arme eller slappe af senere, da de spiste frokost på en restaurant. Mogens snakkede og snakkede, og hun følte, at hun hele tiden sad inde i en osteklokke og kunne ingenting spise. Da hun igen sad i toget på vej hjem, tikkede en sms ind på Mogens’ telefon: ”Det var præcis så dejligt at se dig, som jeg frygtede”.

Samvittigheden nagede dog Lise, og hun prøvede flere gange at give slip. Da de aftalte at mødes igen, ”håbede hun”, at han ville sige noget rigtig dumt, som kunne gøre det nemt, og hun fandt hele tiden på små tests som for eksempel at spørge i en sms, om han kunne lide tv-programmet ”Bonderøven”, som hun er stor fan af. Hvis han svarede nej, kunne det ikke blive til noget. Mogens svarede, at ”Bonderøven” ”er SÅ dejlig”, og Lise måtte kapitulere. Han bestod alle hendes små prøver, og fra deres første møde var han ikke selv i tvivl om, hvilken vej han troede, at tingene ville gå.

Efter tre måneder fortalte Lise sin mand om Mogens og havde det ”rædselsfuldt”. Efter yderligere nogle måneder flyttede hun ind i en lejlighed ved Langelinie i Odense og boede for første gang i sit liv alene. Hun og Mogens var enige om, at de ikke skulle flytte sammen lige med det samme, og de lyse stuer i den nu fælles murermestervilla skulle også først igennem en forvandling.

Lise: – Første gang jeg trådte herind, tænkte jeg, at her kan jeg ikke bo. Der stod en sort reol derovre, og her var bare … mørkt!

De kigger begge to rundt og udpeger de møbler, der stod i de to stuer dengang. To kurvestole, et skab, en kommode, et standur og et lille konsolbord i afsyret træ.

Mogens: – De fleste af møblerne er jo faktisk dine!

Lise: – Har du først opdaget det nu?

De griner.

Hvordan var det at flytte sammen og være kærester efter 48 år hver for sig?

Lise: – Det var ligesom dengang. Lige så nemt. Det er sjovt, for det er, som om vi har kendt hinanden altid.

Mogens: – Det var ligesom at komme hjem. Og det var det fra første dag.

Siden tiden som ungdomskærester har Lise og Mogens hver især med deres respektive ekspartnere fået tre børn, som i dag er voksne. Mogens har tre børnebørn, og Lise har fem. Da overraskelsen og chokket havde fortaget sig, tog alle børnene godt imod deres forældres beslutning og nye kærester, så det sværeste var næsten for Lise at flytte væk fra de børnebørn, som hun, fra de var helt små, en gang om ugen hentede i diverse institutioner. Det var også hårdt for dem.

Lise: – Vores børn kunne se og mærke den ro, der er, når de kommer hos os.

Lise: – Men for nogle af børnebørnene var det svært at forstå. Vi gjorde det, at vi inviterede hele flokken til Mallorca, hvor vi havde en fantastisk uge. Og efter den uge blev jeg så glad, da det barnebarn, der havde syntes, at det var det mest forfærdelige, der nogensinde var sket, at farmor var flyttet fra farfar, sagde til mig, at nu kunne hun bedre forstå det.

Parret har i det hele taget rejst meget. Hvert år tager de tre dage på Svinkløv Badehotel, hvor de har fået nye venner, som de mødes med ved hvert besøg på badehotellet. De har været i Australien, Alaska og i New England i USA inspireret af de fantastiske efterårsfarver og -landskaber i gamle Woody Allen-film, der er optaget i det område. 

Hvad er jeres styrker som par?

Der opstår en lang tænkepause, og Lise og Mogens kigger på hinanden i sofaen. Måske er svaret alt for åbenlyst.

Lise: – Vi har den samme indstilling til, at tingene skal gøres, og behøver aldrig at aftale, hvem der gør hvad. Og vi sidder ikke lårene af hinanden. Mogens er formand for Foreningen af Pensionerede Læger, spiller bridge og golf og meget mere, og jeg har mine ting, har et par pigeklubber i Horsens, som jeg ser hver tredje-fjerde uge, har i flere år gået til italienskundervisning, og jeg er god til at være i mit eget selskab. Jeg keder mig aldrig. Sammen har vi glæde af biografbesøg, koncerter med mere og af gode naboer og fælles venner.

Mogens: – Vi er gode til at tage ansvar for egne udsagn, og det, synes jeg, er vigtigt – at vi er to selvstændige individer. Vi har ikke skændtes i de otte år, vi har været sammen, men vi kan sagtens være uenige. Jeg tror ikke på, at et skænderi kan rense luften. Hvis der er et problem, så løser vi det. Vi lader det ikke hænge.

Har I et godt råd til par, der finder sammen sent i livet?

Lise: – At tale sammen og respektere hinanden.

Mogens: – Og at lade være med at underforstå en hel masse og tro at vide, hvad den anden tænker. Spørg!

Lise: – Jeg har set, at par kan gå og blive irriterede og bitre over banale ting og over ting, som partneren IKKE gør, men som man i stedet burde tale om eller bede om. Det er da trist. Og så skal man tale ordentligt til hinanden og respektere hinanden, også når man har forskellige opfattelser af livet.

Det sidste siger de næsten samtidig.

Det er aldrig for sent

I medgang og modgang siger man. Lise og Mogens har haft rigtig meget af det første, men i januar i år oplevede de den største modgang, man som forælder kan komme ud for, da Lises ældste søn døde i en tragisk skiulykke.

Lise: – Han havde lige fundet en ny kærlighed, og han var så glad.  

Mogens og Lise hjalp og hjælper stadig hinanden i sorgen ved at tale om og mindes sønnen – også sammen med familie og venner, for, som de siger, er både tabet og minderne noget, man har med sig resten af livet.

Lise: – At miste et barn er det værste, der kan ske. Men jeg tror, at jeg er født med et meget positivt sind – eller det ER jeg – og det, tror jeg, hjælper langt hen ad vejen.

Hvad er jeres planer for fremtiden?

Mogens: – Jeg har lovet Lise at blive tudsegammel.

Lise: – Ha ha, det kan man jo ikke love. Planer og planer … Jeg har da et håb om at blive ved med at have et godt helbred – og ikke blive dement. Vi har overvejet at flytte i lejlighed, men foreløbig bliver vi her. Vi kan ikke undvære vores lille have.

Mogens: – Og jeg er ikke færdig med at vise Lise verden. Nu er der selvfølgelig corona, så vi må se, men vi har en bryllupsinvitation til Oregon i 2021, og det SKAL blive til noget!

Lise: – Og jeg har en kusine, som bor i Portland, så vi kan gøre det til en rundtur.

Lise og Mogens er i øvrigt også gift. Sådan skulle det bare være. Hvorfor ikke, selvom man har nået pensionsalderen? Men der er faktisk også flere, end man skulle tro, der bliver skilt, selvom de er over 70, nævner Mogens.

Mogens: – Det er aldrig for sent at gøre op med sig selv, hvad man vil med sit liv. Måske bliver nogle, hvor de er, ud fra en følelse af forpligtelse eller et ”man ved jo, hvad man har”.

Men det er ikke godt nok, supplerer Lise. I forhold til deres eget giftemål sent i livet var det også et sted, hvor hun satte Mogens på prøve. De sad på en skråning ved kysten og nød udsigten, imens de spiste en sandwich:

Lise: – Det var et af mine skræmmespørgsmål til Mogens: Vil du gifte dig med mig? Og jeg havde bestemt, at hvis det tog mere end ét sekund at svare … Der skulle ikke nogen betænkning til. Men du sagde ja lige med det samme.

Mogens: – Ja, jeg vidste det jo.

Brylluppet foregik på rådhuset, og bagefter drak de champagne med bror og svigerinde på en cafe, inden de drog videre til sølvbryllup hos en af Lises veninder. Her røbede de først nyheden til allersidst for ikke at tage al fokus fra sølvbrudeparret. Kalenderen viste den 11. juni – samme dato som den,

hvor Lises gamle dagbog fortæller om en kinddans til en forsamlingshusfest.