Mangler du en date til Valentinsdag? Spis middag med Emil, Nicklas eller Ebbe
Emil, Nicklas og Ebbe mangler en sød date til en Valentines-middag på MASH. Er det dig?
Årets mest romantiske dag står for døren. Men måske mangler du en sød fyr at dele den med?
Fortvivl ej.
Vi har nemlig fundet tre søde singlefyre, som du kan komme på date med den 14. februar.
Måske leder du efter soldaten Emil, som har styr på, hvordan man er en rigtig gentleman, eller også kan den impulsive og sociale Ebbe få dit hjerte til at banke? Du kan også gå efter den passionerede og nærværende Nicklas, som altid har fem liter mælk i køleren.
Alt, du skal gøre, er at sende den singlefyr, du helst vil date, en mail med information om dig selv samt et vellignende billede.
Derefter kan du blot håbe på, at du bliver udvalgt til en sponsoreret tre-retters middag med en af de tre singlefyre. Daten vil foregå på MASH i hhv. København, Odense og Aarhus klokken 20 den 14. februar.
Men skynd dig: Valentinsdag er lige om hjørnet, og din mail skal derfor være landet i mændenes indbakke senest den 12. februar.
Herunder kan du møde de tre singler. Måske er de, præcis hvad du leder efter.
Emil Jensen
Kontakt Emil på dateemil@alt.dk
ALDER: 27 år
BY: Horsens
BESKÆFTIGELSE: Befalingsmand i forsvaret.
Har været single i to år.
Om mig
Et gennemgående tema ved mig er, at jeg er soldat. Det har jeg været i snart ni år, og jeg går meget op i mit arbejde, hvor jeg uddanner værnepligtige og støtter deres befalingsmænd. Gennem mine ni år i forsvaret har jeg blandt andet været udsendt to gange til Afghanistan. Først som fodsoldat og senere som efterretningsmand. Mine kollegaer vil sige, at jeg er meget firkantet, hård og glad for rene linjer – men det er en arbejdsting. Jeg kan også være en rigtig sød fyr.
Når jeg har fri, er det træning og min mops, Hermann, der stjæler det meste af min tid. Jeg løber en del, men evner også at hygge på sofaen fra tid til anden – og så er jeg et familiemenneske med et stort f. Jeg bruger gerne tid på at hygge om min mor, far og søster, hvis jeg altså ikke hænger ud med drengene og ser basket.
Jeg har en rolig aura over mig, og jeg bliver sjældent nervøs. Jeg går på dates med den indstilling, at det værste, der kan ske, er, at jeg “kun” får et godt måltid mad, og så kommer man langt med mig, hvis man viser et stort smil og et glimt i øjet.
Derudover er jeg nok lidt gammeldags anlagt, når det kommer til dating. Jeg er en gentleman og trækker gerne stolen ud for min date og så videre. Skulle jeg selv vælge omgivelserne for en date, ville jeg invitere min date hjem til mig til god mad, vin og levende lys. På den helt klassiske måde.
Fun-facts
- Jeg rejser gerne med mine kammerater for at opleve verden – det kan være til et diskotek i Budapest eller en strand i Thailand
- Min mops sover i sengen. Og det bliver den nok ved med, selvom der skulle komme en anden også. Jeg behandler nok min mops lidt som mit barn
- Jeg har en temmelig sort humor og har nemt til grin
Jeg søger
Jeg søger en kvinde, som har let til smil. Du skal være selvstændig og en person, man kan føre en god samtale med. Sig gerne, hvad du mener, og vær ikke bange for at tage initiativ.
Alder er ikke vigtigt for mig, men du skal være mentalt moden og i stand til at holde en samtale kørende. Det er også ligegyldigt, hvad du laver, så længe du er glad for det og passioneret omkring det. Brok er nemlig et turnoff.
Min erfaring siger mig, at det fungerer godt, når jeg lytter, og derfor må du gerne tale som et vandfald. Derudover er det vigtigt for mig, at du passer på din krop, er glad for den, eller i hvert fald arbejder på at blive det. Du skal være tilfreds med det, du har.
Daten med Emil er på MASH i Aarhus.
Ebbe Franch
Kontakt Ebbe på dateebbe@alt.dk
ALDER: 29 år
BOPÆL: Odense
BESKÆFTIGELSE: Håndværker
Har været single i halvandet år.
Om mig
Udadvendt og smilende er nok de karaktertræk, der beskriver mig bedst. Jeg er en person, som godt kan lide, når min hverdag ikke er for ensformig. Jeg nyder at reparere ting og at få ting til at virke. Alt kan fikses, spørgsmålet er bare, om det er pengene og tiden værd. For tiden fikser jeg for eksempel cykler i mit værksted i kælderen, og så har jeg gang i andre småprojekter – blandt andet er jeg ved at lave en knivholder.
Når jeg har fri, holder jeg af at være aktiv med motion og undervandsjagt. I øjeblikket er det dog lidt for koldt til at hoppe i våddragten, og så styrketræner jeg tre til fire gange om ugen i stedet. Jeg er ikke fanatisk med min motion, og jeg spiser mere eller mindre, hvad jeg vil.
Generelt plejer jeg at være god til at snakke og kommunikere. Jeg er vild med at være social, og derfor bor jeg også sammen med to andre. Måske har jeg bare været heldig, men det har fungeret rigtig godt indtil videre.
Det med at være social og at hjælpe andre mennesker er noget, jeg altid har fundet en stor glæde i. Som ung var jeg blandt andet med på skoleskibet Georg Stage, og det var enormt sjovt og lærerigt. Derudover har jeg brugt meget tid på at være frivillig i organisationer som Ungdommens Røde Kors og Ventilen - et sted for ensomme unge.
I de sidste 10 år har jeg boet i Odense, men jeg kommer oprindeligt fra Ribe, hvor jeg er vokset op som den mellemste i en søskendeflok på tre.
Fun-facts
- Jeg har altid to forskellige sokker på. Livet er simpelthen for kort til at parre sokker.
- Engang ordnede min bedste ven og jeg en tandemcykel og brugte den efterfølgende uge på at cykle hele vejen til Berlin. Vi kan kalde det fra skrot til Berlin. Tandemcyklen står stadig i kælderen og bliver stadig brugt nogle gange om året.
Jeg søger
Kvinden, jeg skal på date med, skal være smuk, udadvendt og lidt tosset. Ligesom at jeg ikke ønsker en hverdag, der er for ensformig, skal du også være opsat på skøre ideer og impulsivitet. Og så skal du være kærlig.
På længere sigt søger jeg en partner, der har lyst til at være i et fast parforhold. Børn er jeg ikke bange for at tage snakken om, når og hvis tiden er rigtig. Jeg skal i hvert fald have unger på et tidspunkt, så det er kun et plus, hvis du har det på samme måde. Til selve daten søger jeg dog bare en kvinde, som kan levere hyggeligt selskab og god underholdning.
Ideen om, at man tænker på hinanden i et parforhold, tiltaler mig. Hvis man i fællesskab arbejder mod at opnå nogle mål, bliver det hele en smule lettere. Det inkluderer både madlavning, oprydning og rengøring, men også at opfylde hinandens drømme. Derfor skal du være et betænksomt menneske, hvis du skal på date med mig.
Det er desuden vigtigt for mig, at du ikke ryger. Det har jeg prøvet før, og jeg må erkende, at det ikke fungerer for mig.
Vigtigst af alt skal du være glad og positiv – det tiltrækker mig meget.
Daten med Ebbe er på MASH i Odense.
Nicklas Johansen
Kontakt Nicklas på datenicklas@alt.dk
ALDER: 24 år
BY: København Ø
BESKÆFTIGELSE: Studerer erhvervsøkonomi
Har været single i tre år.
Om mig
Jeg er en meget aktiv person, som altid har mange bolde i luften og flere projekter i gang. Jeg planlægger for eksempel festivaler, er i gang med at udvikle en alumneforening og så øver jeg mig i at gå på hænder.
Når jeg laver noget eller er sammen med nogen, er jeg dog både opmærksom og til stede - det forventer jeg derfor også, at mine omgivelser er.
Jeg bor på kollegie, og det er noget, jeg sætter stor pris på, da jeg er utrolig social og får energi af at være sammen med andre mennesker. Jeg er snakkesalig, og du vil aldrig være i tvivl, hvis jeg er i rummet.
Det praktiske og effektive er begge værdier, jeg vægter højt i min hverdag. For mig er det nemlig vigtigere, at jeg har det godt i det tøj, jeg har på, og at tingene i mit hjem er praktiske og tjener en funktion, end at det ligner en million.
Det vigtigste for mig på en date er, at vi har det sjovt sammen. Det skal være en god oplevelse for os begge - også selv om det ikke nødvendigvis fører til, at jeg finder den eneste ene. For mig handler dating blot om, at vi skal lære hinanden bedre at kende og opleve noget spændende sammen.
Fun-facts
- Jeg har altid mindst fem liter mælk i køleskabet
- Jeg har mere udklædningstøj end hverdagstøj i mit klædeskab
- Det sidste bryllup, jeg var med til, var en vielse af to tøjdyrs-sæler. Det var en stor oplevelse
Jeg søger
Det vigtigste for mig er, at du har overskud og er passioneret. Du behøver ikke at lave noget bestemt, men du skal holde af det, du laver. Jeg søger desuden en kvinde, jeg kan blive betaget af, og som er nærværende.
Jeg vil sætte stor pris på, hvis du har en aktiv livsstil, da det er noget, der fylder en del i mit liv, og som jeg oplever som grundlæggende for at leve et godt liv.
Det betyder meget for mig, at man i et forhold kan nyde at opleve ting sammen og gøre hinanden bedre. Samtidig er det vigtigt, at man bevarer sin selvstændighed, kan gøre ting hver for sig og stadig bibeholde sin egen omgangskreds. Den tilgang må du også gerne have.
Daten med Nicklas er på MASH i København.