Kameler og æsler på plejehjem: ”Blød pels vækker noget særligt i de ældre mennesker”

Ruth Blomgren har mødt mange kameler i sit liv, men som hun siger: ”Flest af dem, der går på to ben” – og så er det ellers op til fortolkning, hvad hun mener med det. 

Men i dag er første gang i hendes snart 102 år lange liv, at hun kommer helt tæt på en rigtig kamel (af den slags med klove). Det store dyr troner højt over den lille dame i kørestolen, men Abu, som kamelen hedder, er så venlig at bøje hovedet, så Ruth kan ae dens bløde pels. Hun er synligt begejstret. 

"Havde jeg været 20 år, var jeg hoppet op på den," erklærer hun selvsikkert og går skridtet videre, da hun vover at stikke en gulerod i retning af mulen, der står åben og klar til at tage imod. Det gør ikke Ruth det mindste nervøs. 

"Jeg blinkede bare lidt med det ene øje, så den ikke bed mig," siger hun kækt og sender et luftkys i retning af sin nye pelsede ven. 

Liv i øjnene 

Det er fredag eftermiddag, og mens solen sender årets måske sidste varmende stråler ned over Kastrup, har en større forsamling indtaget parkeringspladsen foran Plejehjemmet Irlandsvej. Ikke kun beboere, men også pårørende, personale og lokale børn i følgeskab med deres forældre. 

Alle er kommet for det samme: At møde kamelen Abu og hans ven, æslet Pepe, som i dag er på besøg. Med sig har de deres passer, Henrik Møller fra Dronningmølle æsel- og kameludlejning, som ofte tager på plejehjemsbesøg med sine dyr. 

"Det er meget populært," siger han. 

"Mange ældre mennesker har haft en tilknytning til landbruget, de er måske vokset op med heste, og derfor sker der noget helt særligt med dem, når de mærker følelsen af pels igen. Der kommer liv i deres øjne."

Læs også

Mette Frederiksens mand åbner op: ”Det var en overraskelse for mig”

Fars ro smitter

Så havde det da været mere oplagt at tage en hest med, ville nogen indvende, men valget af dyr er ikke tilfældigt: Kamelen er med sit ekstremt rolige sind meget velegnet til at tage med til forsamlinger som denne, da der ikke er risiko for pludselige spjæt eller høje vrinsk. 

En af plejehjemsbeboerne har da også bemærket Abus zen-agtige væren midt i rendet af rollatorer og kørestole – og spørger flere gange, om kamelen har fået noget beroligende. Det har han bestemt ikke, forsikrer Henrik, som understreger, at han aldrig kunne finde på at medicinere sine dyr. Det er heller ikke nødvendigt, for kameltrænerens tilstedeværelse er nok. 

"Jeg bruger meget tid på at opbygge et personligt forhold til mine dyr," fortæller han. 

"Abu har jeg haft i 20 år, og vi er sammen mange timer hver eneste dag, så når han kigger på mig og ser, at jeg er rolig, ved han, at han også kan være helt rolig. Det er derfor, jeg står med armene ned langs siden hele tiden. På den måde kan Abu se, at jeg er i ro."

Sover med kameler 

Henrik er blevet lidt af et fænomen på Facebook, hvor 33.000 mennesker følger ham og hans dagligdag med dyrene. Særligt populære er de filmklip, hvor han ligger og daser på en mark med Abu eller en af de andre kamelvenner tæt op ad sig. 

"Ud over at det er enormt hyggeligt, er det en af de bedste måder at skabe tillid. Så fra dyrene er helt unge, ligger jeg sammen med dem en times tid om dagen," forklarer han. 

"Jeg har fået rigtig mange henvendelser på de videoer, blandt andet har jeg fået at vide, at de bliver brugt af forældre til handikappede børn som et udgangspunkt for at tale om kærlighed og følelser."

Henrik har i alt har fem kameler, tre katte, tre grise og tre æsler. Og apropos æsler – hvor er Pepe? Æslet, som blev lukket ud på parkeringspladsen sammen med Abu, er ingen steder at se. 

Læs også

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Æsel på opdagelse 

Men Henrik ved præcis, hvor Pepe er forsvundet hen: indenfor. 

"Han går altid på opdagelse. Æslet er et meget klogt dyr, klogere end en hund, og Pepe har lært, at der sidder sådan en sensor til døråbning mange af de steder, vi kommer, så han går bare hen og lukker sig selv ind," forklarer Henrik. 

Og ganske rigtigt: For enden af en lang gang inde på plejehjemmet trasker Pepe rundt til stor moro for de beboere og ansatte, der er blevet indendørs. Han er sikkert på jagt efter køkkenet, mener nogle, men da han ikke finder det, vælger han igen at tilslutte sig udendørsfolket. 

Der er en grøn plet med mælkebøtter, han kan gå om bord i, og da den er fortæret, går han direkte efter rullebordet med kaffe. Her finder han en plastikkop, som han gumler på, indtil han opdager, at den skuffende nok er tom. 

Arven fra cirkus 

Imens Pepe fortsætter sin eftersøgning efter noget spiseligt, forklarer Henrik, hvordan det gik til, at han blev dyretræner. Han er vokset op i Cirkus Benneweis, hvor hans forældre arbejdede, og som barn deltog han i pasningen af elefanter og søløver. Alligevel valgte han en uddannelse som tømrer, og da han selv stiftede familie, flyttede han til Dronningmølle med sin kone og deres to døtre. 

Skæbnen ville dog, at han bosatte sig på lige præcis den vej, hvor Cirkus Benneweis slog sig ned om vinteren, og snart mærkede Henrik den indre cirkushest røre på sig. Så købte han tre kameler.

 "Jeg ville gerne give mine døtre noget af den magiske verden, jeg selv er vokset op i. At det lige blev kameler, er lidt tilfældigt, men det var, hvad jeg havde råd til," erkender Henrik, som i dag er lykkelig for, at pengepungen rakte til præcis denne art. 

"De er nærmest som familiemedlemmer for mig. Vi er sammen hver eneste dag i mange timer, så jeg vil mene, at jeg er endnu tættere på dem, end andre er på deres hunde."

Læs også

Camilla var 34, single og drømte om børn: ”Jeg fik et råd, der kom til at ændre alt”

Friske på mere 

Plejehjemsbesøget er ved at være forbi. Beboerne er så småt trukket indenfor, og personalet begynder at rydde op. En af de ansatte, Anita, synes bestemt, at æsel- og kameleventyret har været en succes. Hun er sikker på, at oplevelsen bliver hængende i beboernes bevidsthed i lang tid, og hun bemærkede blandt andet, hvordan en beboer, der normalt ikke har noget sprog, pludselig begyndte at tale. Så gør det ikke så meget, at det, hun valgte at sige, var ”hold da kæft”. 

Mens beboerne tager sig en velfortjent pause, står Henriks trailer klar til at transportere Abu og Pepe hjem. Ikke fordi de har brug for en puster. 

"De er overhovedet ikke trætte. Kameler er vant til at gå 18 timer i døgnet efter føde i naturen, og æslet er også langt mere udholdende end eksempelvis hesten," siger Henrik. 

"Så når vi kommer hjem, går de bare ud på folden og æder."