Camilla var 34, single og drømte om børn: ”Jeg fik et råd, der kom til at ændre alt”
Jeg havde altid drømt om at få børn, men i en alder af 34 havde jeg endnu ikke mødt en mand at få dem med. Det gjorde mig desperat og ret ulykkelig, indtil jeg fik et råd, der kom til at ændre alt.
Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Camilla opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg var lige fyldt 34, og på trods af, at jeg både havde et godt job, en skøn lejlighed og mange dejlige venner, var jeg ikke specielt glad.
Jeg ville så gerne have nogle børn, men jeg kunne ikke finde ham, jeg ville have dem med. Jeg mødte selvfølgelig søde og rare mænd på min vej, bare ikke ’ham’. Ham, der kunne slå benene væk under mig og som skulle være far til mine børn.
Det var sorgfuldt.
Jeg savnede så inderligt de børn, jeg ikke havde. De fleste af veninderne var godt i gang med at stifte familie, så jeg blev også hele tiden mindet om alt det, jeg ikke selv kunne få til at lykkes.
Jeg delte deres glæde, men det var svært ikke at være misundelig. Det rev i mig, at de havde det, jeg længtes så brændende efter.
Ved min mors 60-års fødselsdag faldt jeg på et tidspunkt i snak med en af hendes ældste veninder, Marianne. Jeg havde kendt hende hele mit liv, og selvfølgelig spurgte hun, hvordan jeg gik og havde det.
Hvad hjertet er fuldt af, løber munden som bekendt over med, så det varede ikke længe, før jeg havde fortalt hende om mit store savn efter at få nogle børn.
"Du skal da bare se at få de børn, du gerne vil have," brast det ud af hende.
"Men jeg har jo ikke nogen kæreste!" svarede jeg.
Det syntes Marianne ikke, var det store problem. Hvis jeg gik og ventede på prinsen på den hvide hest, kunne jeg komme til at vente længe. Måske ligefrem forgæves.
"Men skal jeg så få dem alene?" spurgte jeg chokeret.
Annonse
"Ja, hvorfor egentlig ikke?"
Mænd kom og gik, som hun sagde, men kærligheden til sine børn havde man for altid. Hvis jeg ventede for længe, risikerede jeg jo slet ikke at få nogen.
Hun syntes bare, jeg skulle springe ud i det og blive gravid, næste gang, jeg mødte en sød fyr. Så var det ikke så vigtigt, om jeg kunne høre kirkeklokker i det fjerne og forestille mig en lang fremtid sammen med ham.
Mariannes ord rumlede rundt i mig i tiden efter.
Min egen opvækst havde været temmelig rodet med én helsøskende, to halve og indtil flere papsøstre- og brødre, der havde været en del af min barndom i kortere eller længere perioder.
Jeg havde hele tiden tænkt, at mine børn skulle have en mere stabil barndom. Men hvorfor egentlig?
Havde jeg taget skade af det, jeg var vokset op i? Havde jeg haft en ulykkelig barndom?
Svaret var nej. Selvom jeg som barn havde måttet affinde mig med deleuger og en kommen og gåen af nye kærester og børn – især på min fars side – havde der altid været masser af kærlighed.
Jeg var blevet elsket, det vidste jeg, og jeg havde også haft et par generelt ret livsglade forældre. Det var bestemt ikke alle af mine venner, der kunne sige det. Heller ikke blandt dem, der var vokset op i mere traditionelle familier.
Jo mere, jeg tænkte over Mariannes ord, des mere gav de mening, for når alt kom til alt, hvad var så vigtigst?
At få nogle børn, eller at skabe en kernefamilie?
Jagtede jeg i virkeligheden et ideal, en håbløs drøm, som forhindrede mig i at se andre muligheder? Og turde jeg virkelig risikere aldrig at blive mor, fordi jeg ikke ville nøjes med mindre end det perfekte?
Tre måneder senere mødte jeg Morten. Han var drønsød, og vi indledte et lidt løst forhold. Det havde været nemt at ’snyde’ ham til at gøre mig gravid, men det kunne jeg trods alt ikke få mig selv til.
Derfor fortalte jeg ham, at jeg gerne ville have et barn med ham, men at det ikke behøvede at forpligte ham til at stille op som far.
Annonse
"Hvis jeg skal have et barn, vil jeg også være en del af det barns liv," kom det prompte fra ham.
Egentlig talte vi ikke så meget mere om det, men vi begyndte at sløse med præventionen, og kort tid efter var jeg gravid.
"Det er vildt," var Mortens første kommentar, da jeg fortalte ham det.
Og ja. Det var vildt. Jeg var skiftevis jublende lykkelig og drønnervøs, mens jeg blev revet rundt af hormoner, tvivl og glæde i et inferno af store følelser.
Morten stod til gengæld med begge fødder solidt plantet på jorden, så selv om vi ikke var, og heller ikke skulle være, kærester, havde jeg ham at læne mig op ad.
Ni måneder senere kom Thilde til verden og hold nu op, hvor det mere end indfriede mine forventninger til at blive mor.
Så meget kærlighed til så lille et menneske. Jeg kunne godt forstå, at mine veninder i de senere år havde haft svært ved at tale om ret meget andet end deres børn.
At få et barn med Morten, var min bedste beslutningen nogensinde. Også selv om han ikke skulle være min mand.
I dag er Thilde på vej mod de fire år, og hun er fornylig blevet storesøster. Også denne gang med Morten som far, for vi har fundet en rigtig god måde at være deleforældre på.
Vi har samtidig fået et nært venskab, hvor vi havde nemt ved at blive enige om, at det ville være godt for Thilde at få en søskende, lige som vi er helt enige om, at vi ikke skal være kærester.
Så jeg er lykkelig for, at jeg kom til at sidde ved siden af Marianne til min mors fødselsdag, og lykkelig for, at jeg valgte at lytte til en klog kvinde som hende.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde finder ham, der kan få mit hjerte til at slå en kolbøtte.
Men jeg ved, at jeg har masser af kærlighed i mit liv alligevel, og det er endda den langtidsholdbare af slagsen.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
