Kære Robak: “Ingen af os tør tage det første skridt”
Min flirt inviterer mig ikke ud, hvad gør jeg, spørger en læser i denne uges brevkasse. Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.
Kære Robak,
Jeg har siden marts flirtet med en utrolig lækker mand. Jeg får hjertebanken, når jeg ser ham, og når jeg tænker på ham, og det er jo helt fantastisk. Vi har talt lidt sammen og kigger på hinanden, men desværre er jeg ikke typen, der tager det næste skridt, og det er han åbenbart heller ikke – brandærgerligt. Jeg får en del opmærksomhed fra "drengene," når vi går i byen, og det er jo fedt med den bekræftelse. Sidst var der en, som spurgte, om jeg kom i byen i weekenden, og det overhørte min flirt. Jeg kan jo håbe, at han tænker, at nu må han komme "på banen," inden hun falder for en anden, eller hvad tænker "drenge" om det? Har du et godt råd, så vi kan komme på date?
Bedste hilsner Hende med hjertebanken
Kære Dig med hjertebanken,
Jeg tror, de fleste mænd ville rette ryggen, snøre scoreskoene og udvise noget initiativ, hvis de kunne se, at de var ved at blive overhalet af en anden i kampen om en dejlig dame, så måske har din flirt allerede inviteret på champagne og skovtur, når du får det her svar. Hvis ikke, synes jeg, at det er på tide, at du gør noget og får afklaret, om han er interesseret eller bare voldsomt genert. Du siger, I har haft et godt øje til hinanden siden marts. Hvis ikke der snart sker noget, ender det med at blive verdenshistoriens længste og mest uforløste flirt.
Du bliver nødt til at satse lidt. Hvis man vil vinde i Lotto, skal man købe en Lotto-kupon. Jeg synes, du skal invitere ham på en kop kaffe eller et glas vin et sted ude i byen. Den slags kan både føre til solnedgangsture, spændende sex, slotsferier og sølvbryllup. Hvis det er overvældende at spørge ham direkte, så skriv en sms eller en mail til ham. Hvis han tøver eller afslår dit generøse tilbud, er der ingen grund til at bruge mere tid på ham.
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Skal jeg vente på, at min kolonihave-flirt tager det næste skridt?”
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min søns kæreste er irriterende og har ingen pli”
LÆS OGSÅ: Kære Robak: "Hvordan skaber jeg et fælles hjem uden at bestemme det hele?"