Karin Salling er enke efter en af Danmarks rigeste købmænd: "Jeg gav ham modstand"

Man skal aldrig være for god til at sige undskyld!

Ordene kommer med eftertryk og forklaring følger.

Karin Salling sidder i sofaen på den anden side af sofabordet, iført solgul jakke, sorte bukser og smukke smykker. Hun ligner en million, og som enke efter Herman Salling – manden bag stormagasinerne af samme navn og Salling Group, som driver bl.a. Bilka, Netto og Føtex-butikkerne – har hun også pengesagerne i orden.

Det er nu ikke kunsten og designermøblerne, der fylder mest her i villaen syd for Aarhus. Det er roen, stilheden og stemningen.

"Jeg flyttede ind 19.december 1976, og jeg vidste med det samme, at her vil jeg leve, her vil jeg dø. Jeg elsker det her hus, og i aften bliver helt vidunderlig, for jeg skal være herhjemme med hundene," fortæller hun.

Hendes sorte schæfer og den sølvfarvede silver labrador, der er en sjælden labrador i Danmark, holder sig tæt til deres mor. Det er tydeligt, at Karin elsker sine hunde, og at det virker gengældt.

"De sover i hver deres kurv i soveværelset, og jeg er aldrig bange for at være her alene," fastslår hun.

Karin blev det eneste menneske i huset for 16 år siden, da Herman Salling døde. De sidste år af sit liv kunne han ikke gå, og den elevator, som hun havde fået bygget, kom til sin ret.

"Herman drillede mig ellers med, at jeg ville have en elevator, så jeg nemmere kunne få alle min tøjindkøb op på første sal, men to år senere kaldte han det rettidig omhu," fortæller Karin med et smil.

Hun var 25 år yngre end sin mand, men fik knap 30 år sammen med ham. År, som hun kalder fantastiske:

"Han var et vidunderligt menneske – og han skulle have modstand," tilføjer hun.

Fru Salling

Da de to mødtes, var Herman fraskilt og kendt som en kvindeelsker, der ville have tingene på sin måde. Da han mødte Karin, var hun gift, arbejdede som tandtekniker og havde en datter, men hun indvilligede i at spise middag med ham, og ”resten er historie,” som hun siger.

"Jeg hader at gøre nogen ked af det, men vi er også forpligtede til at leve et godt liv! Jeg er så taknemmelig for det liv, jeg har fået. Jeg har været så heldig hele vejen igennem. Hver aften takker jeg for, at jeg fik en dejlig dag," fortæller Karin.

Hun er vokset op i Randers med søndagsskole og Fadervor, til trods for at hendes far var erklæret ateist.

"Min mor var kærlighed. Min far var tryghed. Hun var troende, og han blandede sig ikke," mindes Karin.

Den gensidige respekt i et ægteskab tog hun med sig, da hun flyttede ind i Herman Sallings liv.

"Herman var ikke vant til modstand, og der var ikke mange, der turde sige ham imod, selvom han godt kunne lide det, når det skete. Jeg gav ham modstand, og det gav respekt, hvilket er afgørende i et ægteskab," mener Karin.

Sovs – ikke sauce

Med et smil på læben kommer hun i tanke om engang, hvor hun havde eksperimenteret med familiens middagsmad.

"Herman kom altid hjem fra kontoret klokken 18.30 præcis, og så spiste vi. Han elskede ganske almindelige danske retter – og sovs! En aften havde jeg lavet en lidt anderledes sovs, og da vi havde spist, sagde han: ”Skat, den smagte godt, men du behøver ikke at lave den igen.”"

Smilet når øjnene, mens situationen udspiller sig for Karins indre blik. Situationen var typisk for manden, der nok var gammeldags og holdt på regler og rutiner, men som også forstod at kritisere hende positivt.

"Det er de små ting, der tæller i et ægteskab – at man berører den andens skulder, når man går forbi. Alt det, der virker af ingenting, men som betyder så meget. Herman kom med tre roser til mig hver lørdag, og han gav mig altid mange komplimenter. Jeg er så gammel, at det synes jeg stadig er skønt at få – men nu får jeg ikke så mange mere," erkender hun med et smil.

Det med alderen er den snart 80-årige lidt ambivalent omkring:

"Da jeg blev 70, tænkte jeg, at ”nu er jeg mellem 70 og 80”, og til næste år bliver jeg 80. Men det er ikke noget, jeg går og tænker så meget på. Ting, man ikke kan ændre, skal man ikke ærgre sig over. Det har altid været mit motto, men med alderen er jeg blevet bedre til at erkende, når jeg har sagt eller gjort noget forkert. Man skal aldrig være for god til at sige undskyld! Det er en del af det at blive rigtig voksen," siger hun og tilføjer med et smil.

"Sommetider føler jeg mig nu ikke rigtig voksen, men det er vigtigt at gøre sig umage med at gøre det bedre næste gang!"