Katherine Diez: ”Jeg elsker noget, som Gertrud Højlund skrev på sine sociale medier…”
Katherine Diez anvender ofte sine sociale medier til at dele sine tanker om emner i den offentlige debat. Dog står hun stærkt på princippet om, at hun kun siger sin mening, når hun vurderer, at den har relevans. Det er et princip, som mange andre godt kunne lære af på de sociale medier, mener hun.
Du har læst mere end de fleste. Hvilken bog bør enhver kvinde læse?
"Der er tusindvis af bøger, man bør læse som kvinde, men jeg fristes til at være lidt uoriginal og sige Simone de Beauvoirs 'Det andet køn'. Det er et hovedværk i den moderne feminisme, og det er ikke bare en bog, som enhver kvinde bør læse – det bør enhver mand også, fordi mænd begår sig i en verden, hvor den anden halvdel er kvinder, og fordi det også er i mænds interesse at komme af med det patriarkalske kønssystem.
Den tager lang tid at læse, men den er hele læseoplevelsen værd. Man kan næsten sammenligne det med, at hvis man lever i et sekulært kristent samfund, så er det meget godt at have styr på 'Bibelen'. Der er nok mange, der er ligeglade med 'Bibelen', men man bør læse den, hvis man gerne vil prøve at forstå, hvem vi er historisk, kulturelt og åndeligt.
'Det andet køn' er på samme måde en aktuel klassiker i form af, ikke et kampskrift, men et analytisk værk, der minder os om, at det, vi stadig har at kæmpe for, er svært at opnå – men vi kan aldrig opnå det uden kamp."
Hvorfor er det generelt vigtigt at kaste sig over litteraturen?
"Det er jo vigtigt, fordi litteraturen er skrevet af mennesker om mennesker til mennesker. Det er en indlevelse i andre mennesker og deres liv, og det er en måde at åbne sig på overfor det nye og det fremmede.
At læse er også en mulighed for selverkendelse. Intet medie i verden dykker ned i de dybeste kroge af den menneskelige psyke, som litteraturen gør. Ingen film, ingen tv-serie, ingenting. Litteraturen lærer os at ville vide og forstå. Den lærer os noget om empati og om ikke at se så sort-hvidt på tingene. Derfor kan jeg næsten frygte at tale med mennesker, som ikke læser."
Ser vi generelt for sort-hvidt på tingene?
"Jeg tænker ikke, at jeg er den eneste, der er offer for den meget unuancerede sort-hvide tænkning, der foregår på de sociale medier. Jeg tror, at alle, og måske især kvinder, som er i det offentlige billede, skal stå model til meget. Hvis man skal sætte det firkantet op, så er man enten imod mig eller med mig, har jeg hørt nogen sige.
Faktum er jo bare, at der ikke er nogen mennesker, som er så ukomplicerede, at det giver mening at skelne på den måde. Man må have noget fornuft med sig, når man kigger på folk på de sociale medier. Det er meget sjældent det fulde billede, der bliver udlagt, og vi har alle facetter, vi ikke viser frem – det er simpelthen ikke muligt."
Hvorfor deler du dine holdninger på nettet, selvom du møder modstand?
"Relativt tidligt opdagede jeg, at når jeg siger min mening, så har jeg en stor mængde af mennesker bag mig. Jeg tror ikke, at ret mange mennesker er i stand til at tage en hel masse slag, år efter år, og rejse sig op igen, uden at have opbakning eller kærlighed til det.
Det har jeg. Jeg siger også kun min mening, når jeg vurderer, at den har relevans, og at den gavner situationen, jeg befinder mig i. Hvis vi skal tage fat i et eksempel, hvor jeg mener, at min holdning gavner, så er det i forbindelse med revolutionen i Iran.
Det påvirker mig direkte, fordi jeg er kvinde. Jeg har samme anatomi som kvinderne i Iran, forskellen er bare, at jeg er her, og det er jeg ekstremt heldig med. Det er mit privilegie. Når jeg har så stor en platform, som jeg har, så ser jeg det som mit ansvar at være ekkoet af de iranske kvinders stemmer. Jo flere følgere, jeg har, jo større et ansvar føler jeg. At det også bør være sådan, synes jeg, er en hel åbenlys selvfølgelighed.
Det skal normaliseres at støtte den kamp, der kæmpes lige nu i Iran. Det bør være en del af hverdagen at forholde sig til den. Og hvis ikke på et udmeldende, aktivistisk plan, så på et stille plan, hvor man konfronterer sig selv med etiske spørgsmål.
På andre måder tror jeg generelt meget på princippet om, at tale er sølv, og tavshed er guld. Jeg tror, at vi alle sammen kunne blive bedre til at holde vores meninger for os selv, hvis det ikke gavner situationen. Især på sociale medier."
Hvordan kan sociale medier blive et bedre sted?
"Sociale medier minder lidt om en stor og virkelig smuk parlamentsbygning, der har enormt meget potentiale. Problemet er bare, at viceværten ikke er til stede. Når bygningen skal vedligeholdes, tager viceværten ikke telefonen, når man ringer.
Med det mener jeg, at der på sociale medier bør være noget mere overvågning og håndhævelse, en opdragende instans, så det fortsat kan være en demokratisk holdeplads. Vi skal alle sammen have lov til at være på de sociale medier, men der er nogen, der ikke vil acceptere de etiske spilleregler, der gerne skulle være fælles for os alle sammen.
Det skal reguleres, så ingen skal være bange for at blive truet eller få smidt voldtægtsjokes efter sig. Jeg elsker noget, som Gertrud Højlund skrev på sine sociale medier. Det handlede om, at selvom man har ytringsfrihed, så behøver man ikke altid at bruge den.
Hun skrev, at det kan sammenlignes med, at hun stemmer for retten til, at alle kan komme af med deres lort, men at man da ikke skal sætte sig ned og skide på gaden. De tænker ikke over, at der er en modtager af kød og blod af det, de skriver."