Katinka blev friet til over en bakke pomfritter – nu er hun mor til tvillinger og klar med en bog

Katinka Bjerregaard blev offer for sit eget scoretrick, overraskelsesmetoden, første gang den mand, der skulle blive hendes første kæreste, kyssede hende en sommeraften i 2016 uden for den bodega, som de lige havde drukket øl på.

For kysset kom meget bag på hende, da hun slet ikke havde overvejet ham som en potentiel kandidat. Faktisk havde hun selv samme aften sagt til sin veninde, at hun så ham som en ven, nærmest en bror. I dag synes hun selv, at det var ”sygt dumt" sagt. For hun burde måske have lagt to og to sammen.

"Jeg tænkte bare, du er lidt kedelig. Sådan voksen, for han er otte år ældre end mig. Og så er han meget stille og rolig. Hvilket forvirrede mig. Men han grinede meget af mine vitser. Det kan jeg jo meget godt lide," fortæller Katinka, der på det tidspunkt var 26 år.

Hun lærte ham at kende, da han lavede musikvideoen til Katinka Bands sang 'Det er noget du har bestemt'. I tiden efter havde hun godt kunnet mærke, at han havde været meget sød over for hende, når de rendte ind i hinanden, og ekstremt hjælpsom, hvis hun stod og manglede en fotograf.

"Men så kyssede han mig, og så var jeg bare forvirret. Men jeg syntes, at det var sjovt, at der var sådan et voksent menneske, der kyssede mig."

På det tidspunkt så hun en anden, så hun slog kysset lidt hen.

"Så gik der nogle uger, og så blev jeg dumpet. Som sædvanlig. Og så gjorde jeg det, som jeg plejede at gøre, når mit hjerte var blevet knust: Jeg mødtes med nogle veninder, drak mig fuld og ledte efter en eller anden, jeg kunne snave med, så jeg kunne tale om noget andet dagen efter. For det er altid sjovere at fortælle om, hvem man har bollet med, end hvem man nu har knust sit hjerte ud over. Og når jeg havde kærestesorger, gjorde jeg det også godt. Jeg var virkelig ynkelig."

De tog på Cafe Dyrehaven på Vesterbro i København.

"Og så kom han derind, for han vidste gennem nogle fælles bekendte, at vi var der. Jeg var SÅ stiv. Jeg har det, som om jeg i hvert fald drak fire flasker rosé. Og så sagde jeg: ”Jeg tager med dig hjem”. Og han var vist ikke så fuld. Det var jeg!"

De tog en taxa hjem til ham, selvom han egentlig syntes, at Katinka var for fuld.

"Alligevel hældte han to glas rødvin op til os. Dem smadrede jeg. Derefter tog jeg mine bukser af og begyndte at støvsuge i køkkenet. Og så var jeg sådan: ”Nu skal vi bolle!”. ”Det skal vi ikke, du er for fuld”, sagde han. Jeg satte mig så oven på ham og red ham i et halvt minut. Så slog jeg en prut og gik død. Og så plagede han i lang tid om at få en date. Hvilket jeg stadig ikke forstår."

På mange måder er der meget ved Daniel, som han hedder, der stadig er et stort mysterium for hende, fordi han er så anderledes end den type, som hun havde forestillet sig at ende sammen med. Og fordi hun havde forventet, at hendes kærlighedshistorie ville begynde med festfyrværkeri i maven. Derfor var hun også i tvivl, om han overhovedet var noget for hende. Men også fordi tvivlen ligger til hendes natur.

"Jeg har altid været en tvivler, og jeg har tvivlet meget på mig selv, men også tvivlet på verden rundt om mig, hvilket på nogle punkter kan være spændende, fordi man aldrig kun kigger på forsiden. Man skal også lige kigge på bagsiden for at se, hvad det egentlig er, den her følelse er lavet af. Og jeg tror, at tvivlen også er en samtale, der kører i mit hoved hele tiden, som også er det, jeg skriver tekster ud fra."

En masse frøer

Det eneste tidspunkt, Katinka ikke tvivler på noget som helst, er, når hun står på en scene. Men lige så snart hun træder ned fra den igen, vender tvivlen tilbage. Hun debuterede i 2014 som forsanger i bandet, som hun deler navn med, og hun mener selv, at hun har en tendens til at komme væltende ind i de muligheder, som livet byder hende.

Sådan har det også været i hendes karriere, og det var også sådan, det føltes, da hendes manager til et møde med Gyldendal slyngede ud, at Katinka da også sagtens lige kunne skrive en bog. Og da romaner er en af de mest ”hellige” kunstformer for hende, tror hun heller ikke, at hun nogensinde selv ville have haft modet til at skubbe sig selv ud over kanten og få den skrevet. Romanen har fået titlen ”Klump: En kærlighedshistorie” og består af en masse fragmenterede tekster, som nu bare venter på at lande i butikkerne den 10. marts.

"Det føles virkelig ubehageligt. Jeg er rigtig god til at være nede i rodet. Men det der med at skulle vente på, at noget kommer ud og bliver vurderet, det er jeg lidt dårlig til. Det er den værste tid. Nu er det også lidt specielt, fordi det ligesom bare er mit eget, hvor jeg er vant til at udgive ting sammen med andre.

Det kan jo både give ekstremt meget angst, og det kan også give meget stolthed. Men jeg lider bare meget af fupmagerbetændelse, siger hun, som om det er en almindelig anerkendt lidelse."

"Nu har jeg arbejdet på den her måde i snart 10 år, og jeg venter stadig på, at jeg kommer ind i et rum, og så er der et kæmpe surprise-party, hvor de bare siger: ”Ej, det var slet ikke rigtigt… Det hele har bare været en vits”."

Hvem er Katinka Bjerregaard?

• Sanger og sangskriver i Katinka Band, som har udgivet tre albums.
• Debuterer som forfatter den 10. marts med romanen 'Klump: En kærlighedshistorie'.
• Er 32 år og gift med fotograf Daniel Buchwald, som hun har tvillingerne Oda og Holger på tre år sammen med.

At tålmodighed ikke er hendes stærkeste karaktertræk, kom også til udtryk, da hun var single. Når hun forelskede sig i en ny fyr, skulle han nok få det at vide.

"Jeg blev så utålmodig. Så jeg kunne finde på at sige: ”Flirter vi?”. ”Ja, det tror jeg, at vi gør”. ”Okay, fint! Kan vi så få kysset overstået?”. For så følte jeg, at vi kunne begynde at snakke lidt. Så behøvede vi ikke at tænke så meget over det. Jeg ville bare frem i bussen! Fiasko eller ej," fortæller hun.

"Det var på en eller anden måde lettere for mig at håndtere i stedet for at være objektet, der skulle stå og vente og lige se, hvad der skete. Så var det ligesom også min egen beslutning, hvis det gik galt. For så kunne jeg sige, at jeg nok havde været lidt for offensiv. Men jeg tror nok, at jeg i gamle dage gik rundt og sagde, at jeg havde en succesrate på 60 procent."

Og hun slog sig virkelig også nogle gange, når hun "splattede ud" foran en fyr, som hun kalder det.

"Det var virkelig hårdt, men det var også meget sjovt. Jeg fik virkelig kysset med en masse frøer, for jeg forelskede mig i ALLE! Det er også nemmere at være forelsket i folk, der ikke bliver. For kærlighed er jo superkompliceret, hvis man skal lære folk at kende og tage stilling til det hele."

Men Daniel havde tænkt sig at blive. Så han blev ved med at invitere hende på date, selvom hun blev ved med at afvise ham.

"Nogle gange kan man jo være så stædig, at personen til sidst knækker og overgiver sig. Og det gjorde jeg. Vi var på to dates, og det var egentlig meget fint, men jeg havde altså stadig kærestesorger og syntes, det var lidt svært. Og jeg følte heller ikke, at vi var det bedste match. Så jeg skrev til ham, at det nok ikke gik."

Nogle uger senere rendte hun ind i ham til en fest.

"Og så var han bare meget sådan: ”Hej Katinka. Godt at se dig”," siger hun nonchalant, mens hun gør sin stemme dybere.

"Jeg havde jo lige dumpet ham, og så stod han bare der og så tjekket ud og snakkede med en eller anden blondine. Så var jeg sådan…"

Hun slår i bordet.

"NEJ!!! Jeg syntes bare, at det var så irriterende, at han lige pludselig virkede ligeglad."

En snigende forelskelse

Selvom han måske virkede ligeglad med hende, var han det ikke. Men han havde dog en betingelse: Hvis de skulle ses, så skulle de give det et seriøst forsøg. Ikke noget med at ses på en casual måde.

"Det var jo lidt vidunderligt, at der var en, der sagde, at nu skulle vi gøre det rigtigt, når jeg altid havde oplevet, at mændene sagde: ”Vi kan godt bolle, men vi gør ikke det her rigtigt”. Det var sådan underligt omvendt i forhold til alle de andre gange. At det var ham, der ligesom sagde: ”Nej, vi kan ikke bare bolle! Jeg vil gerne invitere dig ud og lave ting og præsentere dig for mine venner”. Selvom hans venner syntes, at jeg var tosset, fordi nogle af dem havde mødt mig den aften, hvor jeg havde været meget fuld. Ikke en af de bedste udgaver af Katinka Bjerregaard," siger hun og spærrer øjnene op.

"Det var et kæmpechok for mig at møde min kæreste, for så skulle jeg lige finde ud af, hvordan kærlighed kunne fungere på en måde, hvor jeg ikke bare skulle sidde og høre klynkerock som Radiohead og Bright Eyes og kigge mig selv i spejlet, mens jeg græd."

Men hun følte sig stadig ikke helt overbevist. For ligesom med så meget andet følte hun, at hun kom væltende ind i forholdet, da deres kærlighedshistorie ikke fulgte den dramaturgi, hun havde forventet.

"Jeg havde forestillet mig, at man blev forelsket, og så blev man kærester. Og han var bare meget spejderleder-agtig: ”JA! Nu gør vi det”. Og jeg var bare sådan, ja, ja, whatever. Og så fik han mig ligesom over. Jeg havde bare ikke regnet med, at det skulle ske på den måde. Det var også lidt imponerende, at han havde tålmodigheden til det."

Og netop fordi det hele var så anderledes, end hun før havde prøvet, var hun længe på vagt over for ham.

"Jeg var overbevist om, at han var psykopat. Fordi jeg tænkte, der kan ikke være noget andet i det. Så jeg brugte meget lang tid på at analysere hans venner. Er de nogen, han har lejet? Jeg tænkte bare, at det kunne jo ikke være rigtigt, at han ville have mig. Hvis han var normal. Jeg tænkte, at der måtte være noget helt galt med ham, hvis jeg var hans mål. At han havde en eller anden helt vild brist, og at der lå en masse døde katte nede i hans kælder," siger hun og tilføjer tørt:

"Altså man kan jo aldrig vide. Der kan godt gå lang tid, før man opdager sådan noget. Så jeg tænkte, hvad laver han egentlig, når vi ikke er sammen?"

Men med tiden blev følelserne for ham varmere og varmere.

"Kærligheden kom bag på mig, for jeg havde forestillet mig et festfyrværkeri fra start. Men det var mere sådan en blid følelse i maven, der kom snigende. Vi har jo så mange forestillinger om, hvordan kærlighed skal være. Er det for eksempel rigtig kærlighed, hvis man skal overbevises lidt? Det kan det jo sagtens være.

Det er ikke altid sådan, at den bare lige er der. Vi møder jo hinanden med hver vores lort, og jeg tror, at kærlighed kan komme i mange former og bevægelser."

Bryllup og tvillinger

Den aften, hvor 2017 blev til 2018, havde Katinka og hendes kæreste holdt nytårsfest. Da gæsterne var gået, følte de sig ikke helt klar til at gå i seng, så de tog på en bar i Sankt Peders Stræde i det indre København.

"Da vi klokken syv om morgenen var ved at bestille pomfritter med mayonnaise, spurgte han mig, om jeg ikke ville giftes med ham, og så sagde jeg ja. Og nu findes der altså heller ikke noget mere romantisk end pomfritter," konstaterer hun.

Den 2. januar bestilte de en tid på nettet i april, hvor de blev gift på rådhuset, og bagefter inviterede deres venner på bodega.

"Jeg kan huske, at der var nogen, der var sådan: ”Ej, hvorfor bliver I gift?”. Fordi det ikke var af praktiske hensyn. Vi ville bare gerne giftes, fordi det var sjovt. At blive gift er jo bare fjol. Når man får børn, er man jo fanget for evigt med hinanden. Jeg føler i hvert fald, at børn er det ultimative."

Otte måneder senere blev hun gravid. Med tvillinger.

"Der var lidt panik i et halvt sekund, da vi fandt ud af det. Og så sagde de: ”Det er okay at være skuffet”. Men jeg følte ikke rigtigt, at jeg havde ret til at være skuffet. Der er jo så mange mennesker, der har svært ved at få børn, og når man gerne vil have børn og har hinanden, bliver man ikke ked af, at der et ekstra," fortæller Katinka, der var på turne næsten seks måneder af sin graviditet.

At der pludselig kom to børn på en gang, tror hun, har betydet, at hun hurtigere har måttet justere sine forventninger til det at være en familie.

"Det er jo et kontroltab at få børn, og det, at der er to, har nok gjort meget i forhold til, hvordan jeg er mor. Min mor holdt for eksempel min søn, før jeg selv gjorde, fordi jeg fik kejsersnit og måtte vente noget tid, før jeg kunne komme hen til dem.

Så det bliver også en måde at se livet som noget, der aldrig vil blive sådan super wholesome, hvor man sidder på billederne efter fødslen og ammer sit barn, og det bare ser helt vildt hyggeligt ud. Så jeg slap nok meget, meget hurtigt mange af de der forventninger, jeg altid har haft til, hvordan det skulle være at blive mor."

En ting, hun især gerne vil indprente i sine børns bevidsthed, er, at der er plads til dem her i verden. Sådan er hun også selv blevet opdraget.

"Samtidig har jeg oplevet i alle mulige sammenhænge, lige fra folkeskolen, at den måde, jeg var på, ikke var helt rigtig. Og at kategorien kvinde ikke rigtigt kunne være så bred, at der var plads til mig. Så det betyder meget for mig, at mine børn lærer, at der ligesom ikke er nogen måder at stå forkert på.

Men også at vi holder for øje, hvordan vi opdrager kønnene, så der ikke kun er plads til de larmende drenge og de stille piger. Og især når man har tvillinger – og en af hver – har man en tendens til at sammenligne dem, og jeg skal nok gøre et fucking dårligt job på mange punkter, men jeg vil i det mindste gøre mit bedste for, at når de siger noget i verden, så føler de, at de har ret til det."

Netop det at skulle passe ind som kvinde i alle de roller, der følger med, har Katinka prøvet at beskrive i sin bog, for hun synes stadig, at der er langt vej igen i måden, hendes eget køn bliver omtalt på i debatter og i medierne, og hun vil gerne have, at hendes børn vokser op i en verden med et større råderum.

I bogen følger vi en neurotisk kvinde, som er ødelagt af alle de fordømmende og seksualiserede blikke, som hun har oplevet på sin krop gennem tiden. Da hun møder den perfekte mand, putter hun ham op på en piedestal og har samtidig svært ved pludselig at håndtere hans omsorg og kærlige blik på sin krop, som hun ikke længere føler har nogen form. Katinka oplever nemlig, at der altid er et statement i kvindekroppen, der kan give hende en følelse af at miste kontrollen over den.

"Hver dag oplever jeg, at min krop har en begrænsning, men jeg kæmper med ikke at lade mig begrænse. Jeg har oplevet utallige gange, at folk har haft holdninger til, hvad jeg havde på. Og jeg har prøvet at finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig til min krop uden at føle, at den bliver taget fra mig hele tiden.

Derfor er jeg også nogle gange endt med at bruge nogle ikke sådan superflatterende billeder af mig selv på min Instagram, fordi jeg bedre kan finde kontrol i det på den måde. Og det er jo ikke så sundt, at jeg gør det, fordi jeg har brug for at tage min krop tilbage," siger hun.

"Der er ligesom altid et budskab i den krop. Og det er sådan: ”Ej, hvor er du modig, at du har mave”. Og jeg tænker bare: Nej venner, det er det ikke. Det er bare sådan, det er at have tarme. Prøv det! Jeg bliver bare overrasket gang på gang over, hvor lidt råderum der er. Og hvordan jeg hele tiden skal lave en form for limbo-dans for at få det til at være mit."

Den evige tvivl

Også når det kommer til at være mor, har hun oplevet, at der er mange holdninger til, hvordan hun skal agere som kvinde. Og folk kan stadig blive overraskede over, at hun kan have en travl musikkarriere ved siden af. De seneste tre år er da også en periode, der står lidt hen i en tåge, fordi hun ikke rigtigt har sovet.

"Det har været fucking hårdt. Når man får børn, ser man jo også de bedste og de værste sider af hinanden. Fordi man er så slidt, så glad, så ked af det og så fortabt. Men det har også været virkelig sjovt. Det er ikke, fordi det har stoppet mig i noget som helst.

Jeg har arbejdet rigtig meget og lavet alle de ting, jeg gerne ville lave ved siden af. Og så er jeg også lige mor. Det er bare sådan en lille ekstra del af mig. Som selvfølgelig gør, at jeg prioriterer mit liv anderledes. Jeg elsker mine børn meget, meget højt, men jeg har ikke oplevet nogen magi ved det. Eller en større ro. Jeg er stadig bare mig og 31 år og ved at finde ud af, hvad jeg vil med mit liv og min karriere," siger hun.

Hun holder en lille pause og tilføjer:

"Men det ville fandeme også være kedeligt, hvis jeg fandt en ro. Så ville jeg ikke længere have noget at skrive om…"

Det var ellers måske lidt sådan, hun før i tiden havde forestillet sig, at det ville være. At livet ville blive fuldendt, og man fandt en ro.

"Før jeg havde en kæreste, troede jeg slet ikke, man kunne være i krise, når man havde et forhold. Det var bare sådan: ”Aaah, så får man en kæreste. Yes, så er der styr på det!”. Jeg tror bare, at det var meget sådan glorificeret, når man aldrig har haft en kæreste som 26-årig. Men der har jeg da erfaret, at man godt kan være eksistentielt ked af det af en eller anden grund uden at være ked af forholdet."

Hun lægger stor vægt på, at man stadig holder fast i at være to individer, der udvikler sig sammen og hver for sig. På den måde tror hun også, at man er bedre rustet til at rumme hinandens udfordringer.

"Jeg tror, at det er meget vigtigt, at man ikke ender med at blive sådan et organ, der er afhængig af hinandens blodtilførsel, men at man har et kredsløb, der er ens eget. Så man stadig har en følelse af at være et selvstændigt menneske i en relation, så man ikke altid er en symbiose.

Måske især hvis man har børn. Så bliver kredsløbet heller ikke smadret, hvis den ene halter lidt bagefter i en periode. Det synes jeg stadig er en udfordring. Fordi det hele jo er bundet meget sammen. Men det betyder meget for mig, at vi hver især har nogle ting for os selv."

De er derfor heller ikke blevet sådan et par, der afslutter hinandens sætninger.

"Jeg tror også, at det er vigtigt at gøre nogle ting, der minder en om, hvorfor man fandt sammen. Om det så er, at man synes, det er helt vildt hyggeligt at sidde og lave Excel-ark sammen, hvilket jeg kender et par, der godt kan lide.

For nogle gange kan det godt ende med at blive børnene, der er grunden til, at man er sammen. Og det er jo også dejligt at se generne gå videre. Men hvorfor var det egentlig, at man fandt sammen? For os betyder det meget, at vi stadig finder tiden til at sidde og snakke og drikke en øl på en mørk bodega. Det der med at sidde og kigge hinanden i øjnene, uden der er så meget praktisk. Det kan sagtens bare være en enkelt øl, inden vi henter."

Her seks år efter at hendes kæreste kyssede hende foran en bodega, er han stadig et stort mysterium, som hun nyder at udforske. Men det betyder ikke, at Katinka har lagt tvivlen på hylden.

"Jeg vil nok altid være en tvivler. Og det kan også være lidt hårdt hele tiden at tvivle og tænke: Er jeg god nok til at leve af det her? Skulle jeg have udgivet en bog? Det var da måske også en dårlig ide. Hvorfor har jeg sat min røv i klaskehøjde igen? Eller kan mit ægteskab holde for evigt, når så mange andre bliver skilt? Men det er også en refleksion omkring verden og en følelse af, at man hele tiden mærker efter.

Og selvom det kan være så opslidende at mærke efter hele tiden, er det jo også der, man mærker, når det går rigtig godt. Eller at man lige får den der, at gud, hvor er det dejligt at være sammen med dig.

Tvivlen kan også give en fornemmelse af, at man er blevet klogere på verden. Fordi man ligesom SKAL vende alle sten. Supertræls hobby at have, at tvivle. Men det har i hvert fald også sine lyspunkter."