Når Katinka ser tilbage, ville hun ønske, at hun havde stresset mindre over én ting...

Hvem var den første, du kyssede?

"Da jeg gik i 9. klasse, var der ikke rigtig nogen, der var forelsket i mig, hvilket jeg da syntes var lidt ærgerligt. Alle drengene i min klasse var i stedet forelsket i alle mine veninder, men de turde ikke at kysse dem. Jeg var dog i en meget pragmatisk periode af mit liv, så jeg tænkte, at jeg ville lade drengene øve sig på mig, for jeg tænkte, at det krævede benhård træning at blive en god kysser. Så jeg ved ikke lige, hvem af de fem drenge, der blev mit første kys, haha."

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

"Jeg tror, det er, at jeg ikke kan finde ud af at holde min kæft. Det er, som om at det at snakke er en del af min vejrtrækning."

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?

"Det var sent! Det var først, da jeg havde spillet musik i et par år. Det tog faktisk lang tid før jeg forstod, at det var det, som jeg skulle. Jeg tror bare, at det var en eller anden måde at være pragmatisk og realistisk omkring det. Sådan: "Vi kan jo ikke alle være sådan nogen, der gerne vil stå på en scene. Det er X Factor-drømmen, og så god er jeg slet ikke." Derfor tog det ret lang tid for mig rigtig at forstå, at folk gerne ville lytte til mig. Og forstå, at det faktisk var det eneste sted, hvor jeg følte mig virkelig godt tilpas. Inden da havde jeg forsøgt mig med et par forskellige uddannelser, fordi jeg tænkte, at det jo er sådan, man gør. Man tager en uddannelse. Men det var slet ikke mig, så jeg søgte orlov fra Lærerseminariet. Og nu hvor jeg tænker over det, kan jeg da godt blive i tvivl om, hvorvidt jeg stadig er på orlov, haha. Jeg kommer i hvert fald ikke tilbage."

Færdiggør sætningen: Jeg kunne aldrig finde på, at...

"...dyrke yoga. Det der med, når folk siger, at jeg skal trække vejret, så stopper jeg bare med det i stedet."

Hvilken kvinde har inspireret dig mest?

"Jeg var med i en forestilling lige, da jeg havde født mine unger, som handlede om en dansk kvindelig forfatter, der levede i slutningen af 1800-tallet. Hun hed Karin Michaëlis, og hun var kæmpestor dengang. Herman Bang forgudede hende, hun var pennevenner med Albert Einstein, og George Brandes hadede hende. Hun var en lille kvinde, skeløjet, og så havde hun et motto, der hed, at hun aldrig sagde nej til et kys. Hun var udadtil meget ligeglad med, hvad folk tænkte, og det har inspireret mig helt vildt. Måske især fordi folk altid har sagt til mig, at jeg skulle skrue ned. Derfor er det bare dejligt at indse, at der allerede dengang fandtes kvinder, som også var ligeglad med, hvad andre tænkte. Og så at det ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at man gør noget dumt. Det kan faktisk være det helt modsatte – nemlig at man gør noget modigt. Så jeg tænker tit på hende."

Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv?

"Jeg har altid troet, at jeg var ekstrovert. En der fandt energi i at være sammen med mange mennesker og være i masser af larm. Men jeg har fundet ud af, at jeg faktisk bedst kan lide at være sammen med få mennesker. Ikke fordi jeg ikke trives i larm og rabalder, men den gode samtale betyder bare utrolig meget for mig. Og den har man bedst, når man ikke er så mange. Og så får jeg også meget hurtigt sådan lidt social paranoia omkring, om folk nu kan lide mig eller ej. Og i den situation er det altid bare nemmere at snakke med få personer end flere."

Hvad er den største ros, du har fået?

"Det er rigtig dejligt med de sociale medier, fordi folk kan skrive til en meget nemt. Det rører mig meget, når der er nogen, der fortæller, at de har haft en hård periode i deres liv. Eksempelvis var der en pige, der fortalte, at hun havde haft en depression i lang tid, og at musikken faktisk havde hjulpet hende igennem det. Jeg tror nogle gange, at når jeg tænker på min egen musik, så tænker jeg, hvem der egentlig gider høre på det navlepilleri? Så det der med at høre, at der er nogen, der har kunne bruge det – det er virkelig en kæmpestor cadeau."

Hvilken beslutning har du fortrudt?

"At jeg i flere år har brugt meget energi på at prøve at være en, som jeg ikke er. Jeg havde en eller anden idé om, at folk forventede alt muligt af mig. Der ville jeg gerne have været sådan lidt mere rolig omkring, at det nok skulle gå alligevel. F.eks. det med at være 19 år og stadig jomfru til at være 26 år og stadig ikke have haft en kæreste. Der skulle jeg nok bare have hvilet mere i det og tænkt, at det kommer, når det kommer."

"For hvem er det egentlig, der bruger energi på at have de her forventninger til dig – det er jo nok mest dig selv og ikke alle andre. Og alt gik jo. Jeg synes, at jeg har nået det, som jeg skulle i forhold til mænd og sex. Derfor tror jeg godt, at jeg kunne have haft brug for at sige til mig selv, at okay, du er det, du er. Du kan ikke rykke rundt på de her ting lige nu – du kan bare nyde dem, når de kommer og ligesom vide, at du står fast i at være dig selv."