"I dag vil jeg kun bruge min tid på det, der gør mig lykkelig"

Klokken burde være fyraften, men Katrine Engberg arbejder i døgndrift disse dage. Hendes nye bog skal sendes til tryk inden ugen er omme, og de sidste rettelser skal laves nu. Det er lige nu, det er hårdest at være forfatter, erkender hun, men den indre pedant helmer ikke, før hver eneste side er minutiøst gennemgået. For lige om lidt skal hun give slip på sin til dato mest oprigtige bog, og perfektionisten i hende har ingen ro. Derfor foretrækker hun også at køre på fremfor at aflyse interviewet; og derfor åbner hun døren til lejligheden med et stort smil og byder på rosé, ærter, chips og vand med bobler. De store spørgsmål, vi skal nå omkring i dag, hilser hun også velkommen.

"Jeg har generelt ikke hemmeligheder for nogen. Det har jeg aldrig haft, heller ikke for mit barn. Jeg er et privat menneske og har selvfølgelig ikke lyst til at dele alt med hele verden, men jeg frygter aldrig ærligheden. Det eneste, jeg stadig kan ærgre mig over, er, når citater tages ud af en kontekst eller vinkles helt absurd på en tabloid forside," forklarer hun.

"Men lad os endelig starte med det sværeste og største spørgsmål først."

Hvornår har du følt dig ramt af meningsløshed?

"Siden jeg var helt lille, allerede fra børnehavealderen, har jeg været plaget af en grundlæggende ensomhed. Det var en oplevelse af, at jeg ikke at hørte til nogen steder og ikke passede rigtigt ind. Den følelse har fulgt mig hele livet for større eller mindre blus. Den har mærkeligt nok aldrig været mest markant i forbindelse med et brud eller et dødsfald; jeg har derimod oplevet den mest intenst, når jeg savnede kærlighed i mit liv."

Hun får blanke øjne. Samler sig. Som om hun midt i den lyse, venlige lejlighed genkalder sig de mørkere perioder, tilværelsen har budt hende.

"Coronatiden var rigtigt svær. Der gennemlevede jeg en regulær livskrise, og jeg blev ramt af en stor følelse af meningsløshed. Det var nok en universel oplevelse, som alle mødte i en eller anden udstrækning, fordi vi pludselig ikke havde kontakt med hinanden. Og når du bliver reduceret til kun at skulle være i selskab med dig selv og en ganske lille cirkel, så bliver du også konfronteret med det menneske, som du er blevet på godt og ondt. I mødet med den person blev jeg klar over, at jeg var nødt til at ændre radikalt på nogle ting i mit liv."

”Troen blev mit anker”

"Jeg erkendte at det eneste, der virkelig betyder noget for mig, og det, der forankrer mig i livet, er mine nærmeste relationer og den kærlighed, som vi har til hinanden. Samtidig gik det op for mig, at jeg havde nedprioriteret kærligheden i en årrække, fordi jeg ikke turde indse nogle ting omkring mit liv, men også bare fordi jeg havde elsket arbejdet med at skrive så meget. Forfattergerningen havde jeg udelukkende forbundet med noget, der var sjovt og dejligt, så det var hårdt for mig at erkende, at den også var en af grundene til, at jeg havde fejlet. Jeg har altid prioriteret min søn over alt andet i mit liv, men jeg havde ikke været nærværende nok. Jeg havde været mentalt fraværende og trukket mig ind i bøgernes verden."

Hun trækker vejret dybt og ser synligt berørt frem for sig.

"Og så førte selvindsigten også til en svær erkendelse af, at det ægteskab, jeg var i, ikke kunne mere. Den opdagelse var smertefuld, men det var også en lettelse. Lykkelige ægteskaber ender ikke med en skilsmisse, og vi måtte se i øjnene, at vi ikke kunne gøre hinanden lykkelige længere."

Hvad blev dit anker i den svære tid?

"Mit anker blev troen på, at jeg kunne elske på ny. At kærligheden igen kunne flytte ind i mit liv. Du vælger ikke selv, om kærligheden kommer til dig, men du kan berede dig på den. Jeg indså, at det var kærligheden, jeg savnede, og det var den, jeg ønskede mig mere end noget. Det betød jo ikke, at jeg kunne knipse med fingrene, og så var den der. Den store romantiske kærlighed får vi måske kun lov til at opleve ganske få gange, én enkelt gang eller slet ikke i vores liv," siger Katrine Engberg og lyser op i et smil.

"Men det skete!"

Hun havde ellers ikke forestillet sig, at den store kærlighed stod på spring, for da hun mødte den, var hun med egne ord nyskilt og desillusioneret.

"Jeg var overbevist om, at nu skulle jeg lige konsolidere mig i min nye tilværelse, finde mig selv og ikke møde nogen ny mand," husker hun.

"Jeg lagde et digt af Søren Ulrik Thomsen på min Insta, fordi det ræsonnerede dybt med mig og der, hvor jeg var i mit liv. Min tristesse. Men så var der én mand, Jakob, der skrev en kommentar til det opslag, og hans ord ramte mig på en måde, som jeg aldrig er blevet ramt før. Så jeg svarede ham. Og så skrev vi pludselig sammen i fem timer om dagen. Først om litteratur, siden om filosofi og så om vores drømme. Tre uger senere blev vi enige om, at vi skulle møde hinanden. Allerede inden jeg havde mødt ham, vidste jeg, at jeg elskede ham. Og det gjorde jeg. Instinktivt. Det føltes som en velsignelse. Det føles som velsignelse."

Har du følt dig velsignet tidligere?

"Ja, det har jeg følt mig hele mit liv. Min grundfornemmelse har altid været, at jeg er et heldigt menneske. Selv når jeg oplevede modgang og sorg og følte mig ensom. Jeg har altid følt, at tilværelsen har skænket mig mere, end jeg kunne forlange."

Hvem er Katrine Engberg?

• Forfatter og aktuel med et helt nyt krimiunivers i bogen 'Det Brændende Blad'.
• Hun debuterede i 2016 med 'Krokodille-vogteren' og har i dag solgt mere end 1.000.000 bøger i 30 lande.
• Hun er 47 år og bor på Østerbro med sin hund Ozzy, sin søn Cassius og kæresten Jakob.

Et religiøst ingenmandsland

Katrine Engbergs forældre blev skilt, da hun var to år. Hendes mor kom af en kristen baggrund, hendes fars familie var jødisk.

"Jeg blev født mellem to religioner og landede derfor i et religiøst ingenmandsland. I stedet præsenterede de mig for en alternativ tro: for hvis der var noget, mine forældre var enige om, så var det vigtigheden af kultur, åndrighed og det skrevne ord. De lærte mig, at det, der forbinder os med tilværelsens åndelige dimensioner, er kunsten, vi omgiver os med, og kulturen, vi lever i. Et digt, et maleri, arkitektur og naturen i sig selv er det, der giver livet mening. De viste mig, hvor jeg fandt ånd og skønhed i livet, uden at det var på en hovskisnovski eller prætentiøs måde."

Katrine Engberg og hendes søster boede primært hos moderen, der var lektor i græsk.

"Vi rejste meget til Grækenland på ferie, da jeg var lille. Vi havde ingen penge, så vi boede ekstremt spartansk i en celle på et kloster med to senge og ingen elektricitet. Men så lå klosteret til gengæld på det mest vidunderlige klippefremspring, og fra kanten kunne vi hver dag lade os glide ud i havet. Min mor lærte os at dykke, og jeg kan stadig genkalde mig lykkefølelsen af at sætte fra og springe i vandet. Den naturoplevelse gav ferien en stor kvalitet og mening, for hun var så god til at videreformidle, hvor meget lykke der var gemt i, at vi kunne iagttage havets rigdom på tæt hold. Også selvom vi selv måtte leve på en sten," fortæller hun.

"Jeg kan godt blive ked af det, når kunst og kultur bliver kategoriseret som noget elitært og uforståeligt. For det behøver det ikke at være. Vi er så heldige at bo i et land med offentlige biblioteker, public service og statsstøttede museer. Men jeg fik selvfølgelig den gave med hjemmefra, at jeg vidste, hvordan jeg skulle gå til det."

Familien som fiktion

Katrine Engberg voksede op i 80’erne, hvor det ikke var religion, der fik lov til at fylde – hverken i eller udenfor hjemmet.

"Men jeg følte mig altså ikke herligt befriet for religionen. I dag er jeg ked af, at det element ikke var tydeligere til stede i min opvækst. Men det var bare nogle andre dagsordener, der fyldte hos os og i tidsånden. Min mor var forud for sin tid, for allerede dengang var hun glødende klimaaktivist, gik til demonstrationer og var dybt engageret i at passe på naturen. Men hun var og er også troende, og hun er selv vokset op i en familie af nordvestjyske grundtvigianere, så vi har i den grad sunget kristendommen ind herhjemme."

"Min far var ikke troende, men meget bevidst om sit jødiske ophav. Men jeg var kun hos ham hver anden weekend, og der interesserede de eksotiske, jødiske ritualer mig ikke. Det var faktisk noget, jeg prøvede at lægge afstand til. Mine bedste-forældre var børn af hviderussiske jøder, der var flygtet til Danmark under pogromerne, og de var selv flygtet til Sverige under 2. Verdenskrig. Jeg blev drillet i skolen med, at hvis jeg havde levet dengang, ville jeg også være blevet deporteret. Det var inden, man bekymrede sig om mobning og diskrimination i folkeskolen," konstaterer forfatteren lakonisk.  

"Desværre vågnede interessen for min jødiske familie først, da min far døde for ni år siden, og jeg opdagede, at jeg både havde mistet ham og en brik af mit livs historie. Det er den, jeg skriver en version af nu," fortæller hun.

"Helt konkret blev ideen plantet i mig, da min mor sendte mig en politirapport, der var optaget i Skanør i Sverige i 1943. Den beskriver helt nøgternt et par, der er flygtet fra Danmark med to små børn, og hvor kvinden er højgravid. Ingen smykker, ingen penge. Det er min farmor og farfar – og min far der ligger i maven. Han blev født to måneder senere i Stockholm i en familie, der var på flugt. Samtidig var jeg omgivet af mediernes fortællinger om alle de familier, der flygter fra krigene i Syrien, i Afghanistan og nu Ukraine. Og pludselig stod det helt klart for mig, at flugten også er i mig. Jeg kan ikke holde den ud i strakt arm. Den lever i mig. Jeg måtte give min families fortælling en stemme. Det er ikke bare min pligt, det er mit ansvar."

"Det har været helt vildt sjovt og helt vildt hårdt. Jeg har brugt dobbelt så lang tid på at skrive denne her bog, end jeg plejer; og der har været dage, hvor jeg hulkede foran tastaturet. For det var jo min familie, der var der på siderne. Og nej, romanen er ikke et vidnesbyrd, for jeg har digtet løs, fantaseret mig til karaktererne og forestillet mig situationerne, men det er min oplevelse af begivenhederne, som de kunne være hændt. Selvom det måske lyder paradoksalt, er der flyttet en ny ærlighed ind i min tekst, som jeg håber, læserne kan mærke. Samtidig med at jeg selvfølgelig holder fast i alt det, jeg elsker: krimiplottet, de mange stemmer, der fortæller, spændingen omkring den gåde, der skal løses."

Størst af alt er kærligheden

Det seneste år har ændret Katrine Engbergs liv radikalt. Hun har fået en ny kæreste, skabt et nyt romanunivers, ryddet op i sine livsvalg. Men har kerneværdierne også ændret sig?

"Ja. Med eftertryk. Jeg prioriterer meget anderledes i dag end for bare få par år siden. Jeg har sagt nej til ni ud af ti bogrejser i det forgangne år. Det skyldes simpelthen, at jeg kun vil bruge min tid på det, der gør mig lykkelig. Og det er at være sammen med dem, jeg elsker. Det lyder måske frelst, men det er det ikke. For når du først har prøvet at stå et sted i livet, hvor du på papiret har alt, men alligevel føler dig helt hul indeni, så bliver det forholdsvist nemt at redigere i de kerneværdier. Jeg fandt jo ud af, at alt det, jeg troede var det vigtigste og mest værdifulde at bruge tid på, slet ikke fungerede for mig."

Hvad tror du på i dag?

"Den bog, der udkommer nu, hedder ”Det Brændende Blad”, og den titel er plukket fra et digt af Søren Ulrik Thomsen, hvor versene siger: At tale sig frem til sin stemme og glemme / sig selv, gå planken ud og blive benådet, / lade sandheden falde / og lægge sjælen til ro på et brændende blad."

Øjnene er igen blanke. En tår vand ændrer ikke på det.

"Jeg tror på, at meningen med livet er i den kærlighed, vi kan give og få, når vi glemmer os selv og går planken ud. Den store meningsgivende kærlighed opstår kun, hvis vi elsker modigt, ærligt og uden forbehold.”

Hvordan har den livsindsigt ændret dig?

"Jeg er ret optaget af at prøve at være positivt til stede i verden på en måde, som jeg ikke har været det før. Jeg har gennemlevet min portion modgang, men jeg føler mig i dag så velsignet og har modtaget så meget, så nu vil jeg gerne bruge mine kræfter på at dele ud af den overflod, så godt jeg kan. Både til dem, der står lige ved siden af mig, og til dem, der ikke er tæt på. Uden at det betyder, at jeg skal stille mig an eller klappes af på de sociale medier. Min mor inspirerer mig helt vildt i den henseende. Hun er fortsat en progressiv miljøaktivist, selvom hun har nået en høj alder og sagtens kunne trække sig. Men hun vælger at tjene klimaets sag i ord, handling og økonomisk. Alt sammen uden at trutte sit eget horn. Jeg øver mig i at følge hendes eksempel, og jeg håber, at jeg med mit liv kommer til at gøre en positiv forskel for andre."

"Og så er ærlighed også blevet et tema i mit liv, som jeg går mere op i end nogensinde før. Og det gælder alt fra ikke at redigere de billeder, som jeg ligger op på de sociale medier (og ja, det har jeg gjort tidligere), til at være ærlig i måden, jeg skriver på, og måden, jeg elsker på. Det at jeg nu er i en helt ærlig kærlighedsrelation smitter så positivt af på alt andet i mit liv."

I dedikationen i din bog står der: 

”Til Jakob, som viser mig, at kærlighedens dråbe ikke går omkuld i ensomhedens hav.”

Kan tro fjerne følelsen af ensomhed?

"Jeg vil gå skridtet videre: tro er det modsatte af ensomhed. Ikke dogmatisk tro, som er den, religionen repræsenterer. For mig er tro det samme som mening. Troen på noget, på den anden, på forankringen. Det er det største og det stærkeste, vi kan opleve. Jeg tror mere nu, end jeg har gjort nogensinde før. Jeg tror på mig selv som mor, som forfatter, som datter, som ven, som kæreste. Troen på kærligheden har fjernet ensomheden. Min ensomhed er væk."