Interview Katrine Greis-Rosenthal

"Jeg syntes, det var svært at befinde mig i 20'erne"

Skuespiller Katrine Greis-Rosenthal om at vende sit mest irriterende karaktertræk til en styrke, om aldrig at tage med børnene til Lalandia og om at være det helt rigtige sted i livet.

Hvilken mand har gjort størst indtryk på dig?

– Min mand. Vi har fulgt hinanden i snart 11 år og gået fra unge til voksne, fra studerende til professionelle, fra lille lejlighed uden altan til stort hus med have. Og at følge et menneskes udvikling så tæt og selv at blive fulgt er helt utroligt.

Har du en tilbagevendende drøm?

– Jeg faldt ned fra en balkon, da jeg var barn og slog et ordentligt hul i panden. Det har efterladt et ret synligt ar. Jeg drømmer indimellem, at det gentager sig, men så falder jeg ikke ned, men får vinger og flyver væk.

Hvordan skal man være for at blive din ven?

– Fuld af selvironi og selvindsigt. Jeg oplever, at når man kender sig selv og kan finde ud af at stå ved den, man er, er man ofte også mere afslappet i andres selskab.

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

– Jeg er stædig. Mine nærmeste vil nok sige, at det er pisseirriterende, men jeg tror, det er blevet et af de karaktertræk, jeg holder mest af. Man kan også omdøbe det til giv-aldrig-op-karaktertrækket, og det har vist sig at være en fordel i langt de fleste henseender i mit liv.

Hvad ville du aldrig give penge for? 

– En tur til Lalandia. Jeg er frygtelig til at slappe af og tage den store ja-hat på i store indelukkede legelande – især hvis man skal være i badetøj. Så jeg har sagt til mine børn, at de må finde nogle søde onkler og tanter og plage dem om at tage med dem sådan nogle steder. I’m sorry, but I’m not sorry.

Hvem var den første, du kyssede?

– Det kan jeg faktisk ikke huske, så det har nok ikke gjort så stort et indtryk på mig.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

– At jeg føler, at jeg endelig er nået dertil i mit liv, hvor jeg hele tiden har villet hen. Jeg syntes, det var svært at befinde mig i 20’erne. Jeg ville helst bare flyve hen over dem til et liv med børn og karriere. 

Hvornår føler du dig allermest lykkelig?

– Når jeg om aftenen kan kigge mig i spejlet og med god samvittighed kan sige, at jeg har gjort det bedste, jeg kunne den dag.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

– Det var at turde vælge at gå skuespillervejen. Det lå ikke i mine kort, og ingen i min familie har noget med kunst at gøre, så det var ikke nemt at turde stå ved, at det var det, mit hjerte bankede for. Men jeg gjorde det, og hvis ikke jeg havde valgt det, havde jeg ikke mødt min mand og fået mine børn. Da jeg var ung, var jeg bange for at vælge en forkert vej og pludselig stå i den alder, jeg har nu, og føle, at jeg havde valgt forkert. Men jeg ved, at jeg har valgt rigtigt, og det er et fantastisk sted at være.

Hvad er din største last?

– At jeg er vanvittigt magelig. Jeg ville elske at sidde i min stue, foran min brændeovn med en kop te og en skål is hver dag og ikke lave noget som helst. I en uges tid. Så ville jeg nok få spat af mig selv. 

Hvad interesserer dig i øjeblikket?

– Børnebøger. Min datter er ved at lære at læse, og jeg synes, at det er vildt at opleve, hvor meget det, hun læser, har indflydelse på hendes forståelse af verden og hendes fantasi. Jeg får vanvittigt meget lyst til at skrive en børnebog selv. Eller flere. Jeg har lyst til at åbne hendes fantasi op og se hende fortsætte selv.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse fra din barndom? 

– Når min farmor tog mig med til generalprøver på Den Kongelige Ballet og viste mig hendes verden. Hun var balletdanser derinde hele sit liv og havde de vildeste historier derfra. Det har givet mig en form for tilhørsforhold til det sted og den danseform. Jeg elsker ballet, klassisk musik og Det Kongelige Teater.

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far/mor?

– At man skal give lidt mere, end man får tilbage. Og at det er helt okay. Den, der har overskuddet, har også forpligtelsen. 

Hvad er det bedste råd, du vil give dine børn?

– At de skal lære med tiden at mærke efter, hvad deres mavefornemmelse fortæller dem. Jeg har aldrig fortrudt nogen af de beslutninger, jeg er gået med, som min mavefornemmelse har fortalt mig, men ofte når jeg har ladet min fornuft, min ansvarsfølelse og ”min gode opdragelse” tage ansvaret, har jeg fortrudt mine valg.