Katrine Lilleør har lært sine børn særlig morale – og opfordrer dig til at følge den samme

Hvordan vidste du, at du ville være præst?

"Jeg tænkte faktisk ikke, at jeg skulle være præst. Jeg læste teologi for at blive litteraturforsker, højskolelærer eller journalist.

Jeg levede af at være freelance, da jeg fik min ældste datter, men så kom hendes far og jeg i tanke om, at jeg jo faktisk havde en uddannelse, der gjorde, at jeg kunne få et fast job i en periode.

Læs også

”Hvordan taler vi om de sværeste emner med vores elskede, når vi ikke er enige?”

Så søgte jeg et job som præst uden at tænke over det. Da jeg første gang stod i præstekjolen, opdagede jeg, at jeg følte mig fuldstændig tilpas foran alteret. Ligegyldigt hvilke opgaver jeg møder i præsteembedet, synes jeg, det er vigtige opgaver, som jeg har været glad og taknemmelig for at få lov til at løse."

Hvad er det for nogle opgaver?

"Det er mange. Det kan være at fejre kærligheden ved et bryllup eller døbe det barn, som er kommet til verden. Det er at bringe trøst til dem, der er bange for at dø, og dem, der har mistet. Og så er det jo at forkynde Guds håb og at opleve, at det hjælper de mennesker, der lytter. Jeg er meget taknemmelig over at få lov til at have den opgave, og jeg er meget ydmyg over den tillid, der vises mig."

Hvad er det vigtigste, du har lært om livet?

"At glæden altid sejrer. Der er altid glæde foran dig, selvom du tror, at det er komplet umuligt. Det har jeg lært i mit personlige liv, men det er Jesus, der har lært mig at få øje på det. Glæden er stærkere end alt andet, og på et tidspunkt finder den vej ind i ens sind igen."

Er der en særlig morale, du har lært dine børn?

"”Frygt ikke, tro kun”. Frygt ødelægger alt. Det er en meget naturlig følelse i alle mennesker, men hvis den sætter sig fast, er den livsødelæggende. Den ødelægger ikke bare ens eget sind, men den har det også med at blive ødelæggende for andre, man møder på sin vej. Frygt gør os til den dårligste udgave af os selv."

Hvordan giver man slip på frygten?

"Det kan man ved at høre, at Kristus siger: ”Frygt ikke, tro kun”. Det er på fire ord, hvad Gud vil sige til os. Han vil fortælle os: ”I skal ikke være bange. Det er der ingen grund til. Det hele bryder ikke sammen. Der vil være glæde, det lover jeg”. Og det er jo sandt, at frygten forkrøbler. Og det er også sandt, at kan man finde tro og mod til at håbe, at frygten ikke skal have det sidste ord – kan man også byde frygten trods og handle på trods af sin frygt. Så har man fundet den korteste vej til at få livsmod igen."

Er der et råd, du ville give dit yngre jeg?

"Alt bliver godt. Som ung kan man blive så overvældet af alt det, man håber på, og som virker så svært at komme frem til. Man får mange skuffelser, fordi der er så meget af det, man håber på, som ikke sker.

Faktisk kan man blive så overvældet af de skuffelser, at man slet ikke opdager alt det, der faktisk sker. Meget sorg i vores liv kommer jo af skuffelser. Undertiden kan skuffelserne og de bristede forventninger fylde så meget, at vi glemmer at se, hvad vi har. Og så bliver vi modløse, fordi vi tror, at intet nogensinde vil lykkes.

Men mens vi går og tænker det, så er der meget, der faktisk lykkes. Vi har bare ikke et blik for det, fordi vi vil have det på vores måde. Men hvis man nu kan slippe sine skuffelser, vil man opdage, at der sker så meget dejligt."

Læs også

Glad for livet efter Christiansborg: "Jeg kan bedre lide den her version af mig selv"

Blev du ofte skuffet som ung?

"Hele tiden. Der var hele tiden noget. En veninde, der ikke gad være veninder. En mand, der ikke ville have mig. En karakter, som jeg ikke fik, som jeg gerne ville have haft. Der var jobs, jeg gerne ville have, som jeg ikke fik. Der var alt muligt, der ikke lykkedes, og der er da stadigvæk ting i mit liv, som ikke lykkes, men jeg er blevet bedre til at lægge det bag mig.

Det er en del af livet, at der er ting, man håber, som ikke bliver. Men din livsglæde står og falder med, om du stirrer dig blind på alt det, der ikke blev til noget, eller om du løfter blikket og får øje på alt det, du har."

Er der et øjeblik, der har gjort et særligt indtryk på dig?

"Der er mange. Når du spørger mig nu, så er der et øjeblik for ikke så lang tid siden, hvor jeg skulle begrave en ung kvinde. Hele Sankt Pauls Kirke var fyldt med hendes gamle gymnasiekammerater og venner. Det var tydeligt, at nogle af de unge mennesker var til begravelse for første gang, og der var også unge mennesker, der kom fra andre trosretninger end den kristne. Men der var en samhørighed og lydhørhed i kirken.

Kisten skulle blive stående, så jeg foreslog, at alle gik op forbi kisten for at sige farvel. Den måde, hvorpå alle rejste sig og stilfærdigt gik op for at vise hende den sidste respekt, var så rørende, og det var så værdigt. Det var meget særligt, fordi det viser, at i øjeblikke, hvor vi alle bliver lige i sorgen og i afmagten, der kan vi, uanset alder og baggrund, samles om at gøre det rigtige."

Hvad er det vigtigste, du har lært om kærlighed?

"At kærligheden kendes på, at den sætter den anden fri til at være, som han eller hun er. Når man elsker, så bliver ens egne bekymringer, tvivl og behov ikke det vigtigste. Det bliver den anden persons behov, der er vigtigst."