"Jeg tror nærmest, at vores madklub reddede vores ægteskab"

Efter at have været meget væk fra hinanden i en længere periode, var Janni Pedersen hendes kæreste og mand gennem 25 år, Kim Faber, i går aftes ude og spise på en af deres lokale yndlingsrestauranter. Janni havde haft meget arbejde på TV2, og Kim havde skrevet parrets næste fælles krimi færdig i kolonihavehuset i Glostrup, og endelig var der en aften, hvor de kunne være sammen, snakke og spise. Men det, der skulle have været en hyggelig aften over noget thaimad, udviklede sig i stedet til et skænderi om en masse praktiske ting.

Kim: "Og så kom vi pludselig til at tale om, at hov, i morgen skal vi sidde og snakke med ALT for damerne om, hvor højt vi elsker hinanden, ha ha, virkelig god timing."

Janni: "Jeg døde af grin. Og var sådan, hvad fuck gør vi?"

Hvad nåede I frem til?

Kim: "Vi nåede frem til, at det går nok."

Janni: "Og så løftede stemningen sig heldigvis. Det er jo det, som 25 år kan."

Kim: "Ja, det er måske det, som 25 år kan, men det er måske også derfor, at vi har nået 25 år sammen. Vi kan skændes voldsomt meget, men i modsætning til mange venner, der gennem årene er blevet skilt, når vi aldrig til at snakke om skilsmisse. Vi ved på en eller anden måde, at det bare ikke kommer til at ske."

Så hvad handlede det egentlig om, da I sad og skændtes i går?

Kim: "Det handlede om kropslighed og alt muligt andet. Vi ved jo godt, at i de perioder, hvor vi ikke ser hinanden så meget, og hvor vi ikke rigtig går i seng med hinanden, så er silken lidt mere tyndslidt end i andre perioder. Men vi har også begge to en fornemmelse af, at..."

Janni: "...hvis vi knalder lidt mere, så går det over."

Og det må jeg gerne skrive?

Janni: "Ja, for det er jo fuldstændig rigtig."

Kim: "Vi har været der før, og vi ved, hvad medicinen er."

Janni: "Jeg kan huske, at vores datter, Nana, engang spurgte, hvorfor vi aldrig var blevet skilt, og så svarede jeg hende, at den eneste grund til, at din mor og far stadig er sammen, det er, at vi knalder. "Aj, hvor er det klamt," sagde hun så, ha ha, men jeg havde det sådan, hey stop, det er jo rigtigt, så vær dog lidt taknemmelig."

Men I fandt altså hinanden igen i går aftes?

Kim: "Ja, ellers havde vi jo ringet afbud til dig, ha ha."

Janni: "Det går jo ikke, at jeg sidder og siger, at jeg hader ham!"

Har I lige stort temperament?

Kim: "Janni er langt mere eksplosiv, end jeg er. Janni bærer sine følelser udenpå. Hele tiden. Det gør jeg ikke. Men til gengæld, når proppen ryger af mig, kan det godt være voldsomt."

Janni: "Du er mere knurrende. Det var også det, du gjorde i går. Der blev knurret i 28 minutter."

Kim: "Grrr..."

De griner.

Kim: "Skænderier handler tit om ens egne forventninger til, hvordan tingene skal håndteres. Og jeg syntes bare, at tingene var begyndt at hobe sig op. Da jeg sagde op på Politiken for at skrive romaner, var det ikke min tanke, at jeg også skulle sidde og løse alle mulige praktiske ting med hund, sommerhus og madklub. Jeg troede bare, at jeg skulle melde mig ud og sidde herude og skrive. Så kom Janni herud en gang imellem, og så lavede vi noget god mad og havde sex. That’s life. Men nej."

Janni: "Men det var en meget god breaker i går aftes at sige ups, Kim, ved du, hvad vi skal i morgen? Så tak til ALT for damerne."

Kim: "Ja, ellers havde jeg stadig siddet og knurret."

Janni og Kim er begge journalister. Hun på TV2 Nyhederne – først som krimi- og retsreporter, de sidste 15 år som studievært. Han var på Politiken i 25 år, men arbejder i dag på fuld tid som forfatter. Sammen har de to skrevet tre krimier og er aktuelle med den seneste, der hedder Kvæler. At have et fælles fag som baggrundstæppe for forholdet har altid været givende for dem begge, og det var faktisk også på Journalisthøjskolen, de mødte hinanden. Hun var 27 og studerende. Han var 40 og undervisningsassistent.

Janni: "Jeg var lige startet på Journalisthøjskolen og boede med min kæreste i Viborg. Min kæreste, hans søster og jeg havde sammen startet en café i Viborg, som min svigerfar havde skudt penge i. Men på et tidspunkt kunne jeg mærke, at der skulle ske noget andet, og jeg søgte og kom ind på Journalisthøjskolen. Da en af vores lærere blev syg, fik vi en undervisningsassistent fra syvende semester, og den pågældende undervisningsassistent begyndte at have flere og flere timer, fordi den rigtige lærer blev ved med at være syg. Og du var skide klog og pisse dygtig..."

Kim griner.

Janni: "Jamen, det er rigtigt. Du var lige kommet tilbage fra praktik på Politiken og havde skrevet rigtige artikler om Estonia og alt muligt, du var en rigtig journalist og helt anderledes end de lærere, der havde været på skolen i 40 år. Og jeg kan huske, at jeg lige så langsomt begyndte at tænde på dig, fordi du var så interessant. Og sikkert også fordi du var lærer, og fordi du var høj, flot og voksen. Og som jeg husker det, begyndte du at stoppe mig mere og mere på gangen. Men jeg skulle jo hjem til min kæreste og Viborg, så det var slet ikke en del af mine tanker, at vi "skulle noget", men du blev mere og mere insisterende."

Hun kigger på Kim og griner.

Hvad sagde han til dig?

Janni: "Det var meget fagligt. Var det ikke?"

Kim: "Jo, det var det sikkert. Sådan noget med, hvordan du lige fik grejet den indledning til en artikel. Og så havde jeg forskellige fagbøger, som jeg flashede og namedroppede, ha ha."

Om Kim og Janni

Janni Pedersen

• Født i 1968.
• Journalist og studievært på TV 2 Nyhederne.

Kim Faber

• Født i 1955.
• Tidligere journalist på Politiken.
• I dag forfatter på fuld tid.

Sammen har de datteren Nana på 23.

Kim har sønnen Jon, 36, fra et tidligere forhold.

Jon har datteren Ada på tre år, og barnebarn nummer to forventes i midten af juli.

Janni og Kim debuterede med deres fælles krimi Vinterland i 2019. I 2020 udkom Satans sommer, som var andet bind i Juncker-serien. De er aktuelle med tredje bog i serien Kvæler. Serien er solgt til udgivelse i ni lande.

Var du selv bevidst om det?

Kim: "Ja, ja, ja, jeg lagde da an på hende. Jeg var jo ikke rigtig lærer, for jeg var også selv studerende, men den var nok ikke gået i dag. Jeg havde lavet alt muligt andet, inden jeg begyndte på journaliststudiet. Jeg var bl.a. allerede uddannet arkitekt og havde haft café og natklub og havde spillet på landsholdet i volleyball. Jeg syntes, at Janni var lækker. At hun så godt ud. Jeg kan huske, at min ven, Jesper Stein, og jeg tit sad og drak store fadøl i kantinen, og når Janni kom forbi, var vi enige om, at det fandeme var et flot frontparti, der kom gående."

Janni: "Så det var nødderne simpelthen?"

Kim: "Nej, det var hele pakken. Der var en voldsom energi i Janni, og jeg tænkte, hold da kæft, hun er fremme i skoene. Det var måske i virkeligheden den energi, der blæste mig lidt omkuld."

Janni: "Men sådan nogle typer havde du jo været kæreste med før?"

Kim: "Ja, det er muligt. Men der var også en særlig sødme over dig."

Var du ledig på markedet på det tidspunkt, Kim?

Kim: "Hvis du snakker med Anna Gaarslev, så vil hun sige, at vi to ikke var helt færdige med hinanden..."

Janni: "Der var et overlap. Anna og jeg er bedste-bedste veninder i dag, og det er noget, der bliver bragt op engang hvert andet-tredje år, ha ha. Og jeg siger altid til Anna: Det må du tale med Kim om."

Janni og Kim begyndte at kysse – og måske også lidt mere – og da Kim på et tidspunkt skulle ud og rejse, stillede han Janni stolen for døren og sagde, at når han kom hjem igen, skulle hun have besluttet sig for, om det var de to, eller om hun ville blive hos sin kæreste. Janni valgte Kim, og da han flyttede til København, flyttede hun med. Kim havde en søn, som på det tidspunkt var ti år, men det var ikke noget, der afskrækkede Janni, da hun først havde sikret sig, at Kim var frisk på at få flere børn. At blive bonusmor til Jon gik uden de store problemer, for Jon var bare glad for, at hans far var glad.

I hvilket omfang betød jeres aldersforskel noget?

Kim: "Dengang tænkte jeg ikke over det. Det er klart, at i en professionel sammenhæng havde jeg noget mere i rygsækken, end Janni havde, da vi mødte hinanden. Men jeg opfattede ikke aldersforskellen som stor, og jeg synes ikke, at den har spillet nogen særlig rolle."

Janni: "Jeg tror måske mere, det er mig, der har tænkt over det. Du havde faktisk venner, der var lige så gamle eller ældre end min mor. Du var 42, da vi fik Nana, og ingen af dine venner havde små børn på det tidspunkt. Så det var jo mig, der tog på legepladsen med mine veninder, som alle havde små unger. På den måde kunne jeg mærke aldersforskellen. Men jeg tænkte ikke over den i vores indbyrdes relation."

Kim: "Og med årene er den forsvundet fuldstændig, synes jeg. Professionelt er vi jævnbyrdige og har været det i mange år."

Janni: "Vi kan hver vores. Det er også derfor, vi kan skrive bøger sammen. Vi er ret bevidste om hinandens kompetencer, og vi har stor respekt for hinanden."

Hvordan har jeres forhold ændret sig gennem årene?

Janni: "Fra at være stormende forelskede blev vi ret hurtigt forældre. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så kom vi efter Nanas fødsel ind i en periode, hvor vi i høj grad levede hvert vores liv. Mig med virkelig mange veninder og dig med to-tre tætte venner. Og vi havde ikke supermange fælles venner. Det betød noget."

Kim: "Jeg tror ikke, at jeg tænkte over det dengang, men ja, i dag kan jeg se, at det betød noget, at vi ikke havde en fælles venskabskreds. Og det er faktisk noget, vi først har fået de seneste 10-15 år. Før var vi meget hver for sig. Samtidig havde vi begge rimelig hidsige karrierer, og der var meget praktik og logistik med et lille barn."

Janni: "Ja, jeg kunne sgu godt have trængt til, at vi lige havde haft et par kroophold, inden vi blev forældre. Faktisk blev jeg gravid første gang meget kort efter, at vi havde lært hinanden at kende, men den døde midtvejs. Hurtigt derefter blev jeg gravid med Nana, så jeg husker det som om, at jeg var gravid hele tiden i halvandet år."

Hvordan var det at miste et barn, når man har kendt hinanden så kort tid?

Janni holder en lang pause.

Janni: "Jeg har ikke rigtig fortalt om det før... og nu tror jeg godt, at jeg kunne drikke et glas vin."

Hun rejser sig og henter tre glas og en flaske hvidvin. Kim taler videre, mens hun skænker op.

Kim: "Vi er begge to lidt fighteragtige, og jeg tror, at vi havde det sådan: Det skal fandeme være løgn – vi skal have det barn. Så vi kløede på, hvis man kan sige det sådan. Jeg tænkte, okay, shit happens, men vi kører videre. Og jeg kan ikke huske, at jeg følte sådan en dyb sorg over, at vi mistede barnet. Det lyder måske mærkeligt, men jeg fokuserede på det gode i, at det i hvert fald kunne lade sig gøre, at Janni blev gravid."

Janni: "Jeg blev gravid med pessar, så det var slet ikke meningen. Jeg kan huske, at jeg var i Aarhus og skulle hjælpe en ven med at flytte, da jeg pludselig begyndte jeg at bløde. Jeg tog på Skejby sygehus med min veninde og ringede til Kim, som var på arbejde i København. Min veninde sad og holdt mig i hånden, da jeg blev scannet, og så var der ikke nogen hjertelyd..."

Hun stopper op. Får blanke øjne.  

Janni: "Gud, nu bliver jeg helt ked af det. Det er næsten som om, jeg bliver mere ked af det end dengang. Kim kom så hurtigt, han kunne, med et fly, og så tog vi hjem til mig, hvor jeg simpelthen skulle ha’ noget gin og nogle smøger. Jeg var så langt henne, at barnet skulle fødes. I løbet af natten fik jeg veer, og vi tog på hospitalet, hvor barnet blev født. Da vi kom hjem, drak jeg mere gin og røg flere smøger, og dagen efter satte jeg mig til at skrive praktikansøgning. Og jeg kan huske, at jeg gik rundt og sagde, at gud, hvor var det heldigt, at det trods alt skete lige den dag, for hvis det var sket dagen efter, havde jeg ikke kunnet nå at aflevere praktikantansøgningen. Så der gik noget praktik i den."

Du sagde "den" om barnet lige før, ved du ikke, hvilket køn det var?

Janni: "Nej, det var jeg ikke interesseret i. Og Kim var ikke med inde på stuen. De undersøgte, om der var noget genetisk galt, det var der ikke. Og tre måneder efter blev jeg gravid med Nana. For SÅ gav vi den gas!"

Så det skabte ikke en krise i jeres forhold?

Kim: "Nej, tværtimod. Det bandt os tættere sammen. Og retrospektivt tænker jeg, at det var første gang, vi blev opmærksomme på vores fælles styrke. Sammen har vi et ekstremt slæbegear, der gør, at når tingene bliver svære, så er vi go’e. Gode for hinanden. Og gode med hinanden."

Så det kendetegner jeres forhold?

Kim: "Ja, det synes jeg. Vi har altid været gode til at håndtere, hvad der måtte komme af kriser. Også i det daglige."

Når Janni og Kim skal sætte nogle ord på, hvilket billede af kærlighed de har med hjemmefra, siger de begge, at det ikke er noget skønmaleri. Kims forældre havde ikke noget varmt forhold, de gik ofte og prikkede og pirkede til hinanden på en måde, som Kim opfattede som enormt ukærlig. Senere kom der også alkohol ind i billedet.

Kim: "Det er ikke, fordi jeg aldrig har set kys og kram derhjemme, men det var bare sådan noget underligt ironisk noget. Som om de havde svært ved at vise følelser over for hinanden. De blev sammen, til de døde med tre måneders mellemrum, og de blev kun 63 år på grund af det liv, de havde levet. Så jeg har ikke noget glansbillede af kærligheden med hjemmefra. Snarere tværtimod. Jeg har oplevet, hvordan det IKKE skal se ud. Jeg har selv arbejdet meget med min følelsesangst. Angsten for at vise store følelser. Jeg tror, at alle, der kender mig, vil sige, at man ikke umiddelbart kan aflæse, hvordan jeg har det. Jeg går lidt og putter med det."

Janni: "Ja, bortset fra med dit barnebarn."

Kim: "Det er rigtigt. Men generelt er det svært for mig, og jeg har nok også svært ved kropskontakt. I vores krimier har vi en hovedperson, der hedder Juncker, og på det punkt er han meget en til en i forhold til mig. Det med at røre ved og blive rørt ved af andre end min nærmeste familie, det er noget, jeg har skullet lære."

Hvordan var din opvækst på kærlighedsfronten, Janni?

Janni: "Min mor blev gravid med min storesøster, og det var sådan, mine forældre havnede sammen. Jeg kom fire år efter, og der tror jeg egentlig, at de var vokset så meget sammen, at de havde lært at elske hinanden. Men de gik fra hinanden, da jeg var otte år. Min mor blev meget engageret i kvindebevægelsen i 70’erne, og min far kom ud for en arbejdsulykke og var meget glad for øl. Så det var i virkeligheden historien om en forudsigelig skilsmisse. Alkohol fyldte meget i min barndom, og mine forældre var meget fysiske. De råbte og skreg, men der blev også kysset og krammet. Det har jeg nok taget med mig."

Det kan godt være, at kærligheden i barndomshjemmene ikke stod bøjet i neon, men når det kommer til kærligheden mellem Janni og Kim, halter det faktisk også lidt med at komme med et svar på, hvad de egentlig gør for at vise, at de elsker hinanden.

Janni: "Vi gør ikke særlig meget."

De griner.

Janni: "Vi går ikke hånd i hånd, når vi går tur."

Kim: "Jo, det gør vi da nogle gange."

Janni: "Ja, men ikke i særlig lang tid ad gangen, for det er ikke særlig rart. Fordi Kim er så høj, så.."

Kim: "...enten skal jeg synke ned og gå på knæ, eller også skal Janni gå som om, hun går med sin far i hånden."

Janni: "Der er også noget med rytmen i gangen. Jeg synes på mange måder, at vi er ret meget i synk, men lige der... Det går sgu ikke."

Kim: "Jeg ved ikke, hvad jeg gør for at vise dig, at jeg elsker dig...?"

Janni: "Altså, du laver jo kaffe til mig hver morgen og serverer den på sengen. Det synes jeg da er ret sødt. Er det ikke sådan et kærlighedsbevis?"

Kim: "Aj, hold nu op... eller jo, det er det vel."

Hvad gør du så, Janni?

Janni: "Det ved jeg sgu ikke."

Kim: "Altså, vi kysser da også hinanden."

Janni: "Ja, vi kysser altid hinanden, når vi går, og når vi kommer hjem. Medmindre vi er sure."

Kim: "Men jeg tænker da, at vi har så god en fornemmelse af hinanden, at vi ikke behøver sige ret meget. Og så ved jeg godt, at en parterapeut vil sige, pas nu på, husk også at give udtryk for, at I elsker hinanden. Og det gør vi også en gang imellem. Men det er ikke hver dag, vi siger: Jeg elsker dig, skat."

Janni: "Nej, det er det fandeme ikke. Og jeg synes også, at det er lidt akavet, når du siger det."

Kim: "Okay...?"

Janni: "Nej, undskyld, det kom helt forkert ud. Men når du siger det, så har jeg det sådan, ja, ja, det ved jeg da godt. Jeg siger tit til Nana og Jon, at jeg elsker dem. Og til Ada, vores barnebarn. Det synes hun er dejligt at få at vide. Men i forhold til os... måske er vi groet for meget sammen? Eller hvad? Jeg synes jo, at alt, hvad vi gør, viser, at vi elsker hinanden, så der er ikke behov for at sige det eller få det at vide. Vi kunne ikke bygge et drivhus sammen, skrive en bog eller få det her hus til at fungere, hvis vi ikke elskede hinanden."

Kim: "Næh, jeg har heller ikke noget stort behov for, at det bliver sagt højt. Jeg er ikke et sekund i tvivl om vores kærlighed. Ever. Heller ikke når vi skændes. Vi bliver aldrig beskidte, når vi skændes, det er altid meget sagsorienteret."

Janni: "Ja, men nogle gange kunne det måske også være forfriskende, hvis man bare råbte "pikansjos" til hinanden i stedet for, at der bliver bygget ovenpå rent intellektuelt, ha ha."

Det går lidt lettere med svarene, da vi begynder at tale om arbejde og de udfordringer og glæder, der er forbundet med det. Både Janni og Kim har livet igennem været meget ambitiøse med deres arbejde og har brugt meget tid på det. De har altid givet hinanden frie tøjler til at forfølge drømme og muligheder, men i perioder gled de måske lidt for langt væk fra hinanden. Men så kom de ind i en madklub.

Kim: "Vi har en madklub, hvor vi har set hinanden hver torsdag i 13 år, og nogle af os har også en ødegård sammen i Sverige. Madklubben udsprang af forældregruppen i Nanas klasse."

Janni: "Vi havde haft nogle år, hvor vi levede hvert vores liv, som vi sagde før. Men da den madklub opstod, skete der noget med os. Jeg havde tit hørt fra folk, der arbejdede sammen med Kim inde på Politiken, at han var enormt tilstedeværende, energisk og sød og god til at tage hånd om folk. Men jeg så bare den der mand, der kom hjem..."

Kim: "...og knurrede."

Janni: "Ja, præcis. Men så fandt vi ud af, at man er nødt til at have nogle venner, som man har fælles, for det er først der, man ser nogle andre sider af sin partner. Så det gjorde os utrolig godt med den madklub, og jeg nød at se Kim i kærlig og respektfuld relation med vores venner. Det er jo fuldstændig primitivt og nærmest latterligt basalt. Men jeg tror nærmest, at vores madklub reddede vores ægteskab."

Hvordan har det været at begynde at arbejde sammen om krimierne?

Kim: "Det har været en fornøjelse, at vi så langt henne i vores forhold har fået en helt ny dimension. At vi kan sætte os ned og lave noget så relativt komplekst og kompliceret som at skrive en bog sammen og ikke mindst at få en masse oplevelser ud af det sammen."

Hvilke udfordringer har I med det?

Kim: "Jannis hovedfunktion er at bibringe vores bøger autenticitet. Janni ved alt om dansk kriminalitetsjournalistik, fordi hun har været retsreporter i så mange år, og hun har rigtig gode kilder, vi kan trække på. Og jeg er den, der primært skriver. Udfordringerne opstår, fordi Janni har en faglig stolthed i forhold til, at det, der sker i romanerne, skal ligge ret tæt op ad virkeligheden. Og selvom jeg også er journalist, så har jeg lidt lettere ved at sige, at det kan godt være, at en dansk betjent ikke ville gøre sådan, men i vores bog gør han altså. Jeg kan bedre slippe virkeligheden. Og være digter."

Så I tager nogle ture?

Kim: "Ja, det gør vi, og det opstår næsten altid på den måde, at jeg er helt benhård og siger: Det bliver sådan, som jeg har skrevet det. Så lukker Janni i og siger: Det må du selv ligge og rode med, din idiot. Og så sætter jeg mig ned og tænker, nå ja, men det kan da godt være, at jeg alligevel skal gi’ hende den. Måske har hun ret. Vi har stor respekt for hinandens faglighed."

Janni og Kim blev gift i 2003 og nærmer sig dermed hastigt sølvbrylluppet. De sidder og joker lidt med, om Kim overscorede dengang – det mener Janni og griner, da hun siger det – og Kim ser ud til grundlæggende at være enig.

Kim: "Det var også fordi, du var ung og smuk, og jeg var halvgammel. Men altså, jeg tænker nogle gange over det her med at møde sit livs kærlighed. Den eneste ene. Det tror jeg grundlæggende er noget sludder. Der er masser, man på en eller anden måde kunne klikke med. Men vi mødte det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt. Og det var sgu heldigt."

Janni: "Ja, det var faktisk meget heldigt, tak for det. Og tak for at have været min bedste ven i 25 år. Alt det med kærlighed er fint nok, men at være bedste venner er også rigtig vigtigt. Som en af de ældste studieværter på tv får jeg alle mulige kommentarer om, hvordan jeg ser ud. Jeg vil ikke bruge Botox og den slags, og jeg ved, at jeg er en dygtig journalist, så det rammer mig ikke. Men jeg tror måske, at den vigtigste grund til, at det ikke rammer mig, er, at når jeg står op om morgenen og går forbi Kim, så ved jeg, at han synes, at jeg er den lækreste af alle. Og jeg ved også, at når jeg er udfordret, i tvivl eller ked af det, så er Kim den første, jeg vender det med. Og han har som regel ret. Pisseirriterende! Men han ER min bedste ven, og det er da ret fedt at være gift med sin bedste ven."

Hvad tænker I om at blive ældre sammen?

Janni: "Jeg ville bare gerne have, at vi nulstillede det lige nu. Hvis man kunne det. Jeg vil selvfølgelig gerne have nogle børnebørn, der bliver ældre, men hvis man nulstiller os og vores venner, hvor vi er lige nu, ville det godt nok være rart, for jeg synes, at det er lidt tungt at blive gammel. Jeg gruer også for, hvad aldersforskellen kan komme til at betyde."

Kim: "Jeg tænker også over det på den måde, at jeg fandeme be'r til, at jeg ikke bliver alvorligt syg. Sådan tror jeg, at alle ægtepar med sådan en aldersforskel har det. For kan vi blive ved med at leve det liv, vi lever, hvis jeg pludselig...?"

Janni: "Og det gælder jo os begge to."

Kim: "Ja, jeg kan få en blodprop i morgen og styrte om, og det kan du også. Men statistisk set er der en større risiko for, at det sker for mig."

Janni: "Nu kommer jeg sikkert til at blive bevæget igen, men jeg kan huske første gang, min mor tabte sin taske, fordi hun havde fået gigt i hænderne. Den der fornemmelse af, at "hey, du skal bare være der. Du skal ikke få gigt. Du må ikke blive gammel." Og sådan kan jeg også have det lidt med Kim. Når jeg kan mærke, at han pludselig har lidt med ryggen, skulderen eller knæet, så tænker jeg på alderdommen. Og så kan jeg mærke, at jeg bliver ked af det. Jeg har et ønske om, at du skal blive ved med at være stærk, Kim. Og sådan har du det også med mig, ved jeg. Du kan ikke lide, når jeg er syg."

Kim: "Nej, det kan jeg bestemt ikke. Men gudskelov er vi stadig begge sunde og raske. Jeg kan godt mærke små skavanker, men det er ikke noget, der gør, at vi ikke kan leve det liv, vi levede for 10, 15 eller 20 år siden."

Janni: "Enig. Og skål på det."