Glemt kærlighedsskæbne: Først nu fortæller danske Hanne sin historie
Hanne og Kim mødtes ved et skolebal i 1941 og indledte et forhold. Krigen skilte dem ad, men en intensiv brevveksling holdt kærligheden i live, indtil Kim blev henrettet af nazisterne i 1945. Nu fortæller 97-årige Hanne om deres gribende skæbne.
Kim Malthe-Bruun var dansk modstandsmand under anden verdenskrig. Kort efter hans død sammensatte hans mor en bog med hans bevarede breve og dagbøger. Bogen er oversat til 15 sprog, og nye oplag trykkes om og om igen.
Om hans livs kærlighed og soulmate Hanne har der derimod været mere stille.
Men nu har den mandlige, svenske forfatter Conny Palmkvist skrevet bogen 'Den som inte saknar dig' (dansk: ”Den som ikke savner dig”), som handler om Hanne og Kims fascinerede historie. Og det er Hanne selv, som fortæller.
Det er en kærlighedshistorie, som berører læseren dybt, og hvis hovedpersoner, Hanne og Kim, og deres skæbne ætser sig fast i læserens bevidsthed.
"Jeg har aldrig tidligere været så opslugt og berørt af noget, jeg har skrevet," fortæller Conny.
At bogen blev til, var langtfra en selvfølge.
Det begyndte med, at Conny Palmkvist ved en fejl bestilte en bog med Kim Malthe-Bruuns tekster. Conny havde dårligt nok hørt tale om Kim indtil da og huskede ikke at have bestilt bogen. Da den dumpede ned i postkassen, blev han overrasket og begyndte at bladre lidt spredt i den.
Senere samme dag tog han til en bogreception, hvor der ventede ham en overraskelse, som næsten fik benene til at forsvinde under ham.
"En fra personalet kom hen til mig og sagde, at der var én, der ville tale med mig. Den pågældende præsenterede sig som Hanne og sagde, at hun var Kim Malthe-Bruuns kæreste. Jeg blev helt svag i knæene. Der var bare gået et par timer, siden jeg havde modtaget bogen. Det var skæbnen."
Delte hvert øjeblik
Det er tidlig eftermiddag, da vi taler sammen. Conny Palmkvist befinder sig i sit hjem i nærheden af Pålsjö skov i det nordlige Helsingborg. Der er nogle dage, til 'Den som inte saknar dig' udkommer. Interessen for skæbner i krigens skygge har altid været der.
Efter mødet med Hanne sendte Conny hende et håndskrevet brev, hvor han forklarede, hvorfor han ville fortælle Kim og Hannes historie, og hvorfor den er så vigtig.
Annonse
"I begyndelsen ønskede hun ikke at være med, men der var god kemi mellem os. Vi kom godt ud af det med hinanden, og hun syntes, at jeg forstod Kim."
Hanne, dengang 17 år, og 18-årige Kim mødtes til et skolebal i Gentofte i 1941. Den høje og statelige Kim, der var vokset op i Canada og brugte størrelse 48 i sko, fik øje på Hanne i den anden ende af rummet, og hun så ham.
”Han havde øjne, som lo – helt mildt”, skrev Hanne i sin dagbog.
Og Kim skrev i sin: ”Hannes ligefremme og naturlige væremåde gav mig intet andet valg end at kunne lide hende fra første øjeblik”.
Derefter var det bare de to. Otte dage fik de sammen, inden Kim stak til søs som jungmand på skonnerten Johanne. Det var på det tidspunkt, deres brevveksling tog fart, og den fortsatte, indtil Kim blev henrettet af tyskerne i april 1945.
Allerede tidligt var det, som om Kim kunne mærke, hvad der ville komme til at ske – at han ville dø ung.
”Vi spillede tennis og var sammen, tog på udflugter, delte hvert øjeblik. Men jeg husker… en dag sagde Kim pludselig: "Jeg dør ung, det skal du vide." Men jeg lo bare ad hans ord, jeg var en forelsket skolepige, lyttede ikke”," skrev Hanne nogle dage efter deres første møde.
I begyndelsen skrev de til hinanden hver dag, Hanne fra sit pigeværelse i Danmark og Kim fra havne i det krigshærgede Europa. Brevene og dagbøgerne er ikke bare kærlighedserklæringer.
De er også historiske dokumenter med iagttagelser og refleksioner fra Kim, som var en litterær begavelse og en tænker af rang. Mange af hans oplevelser blev transformeret til poetiske og filosofiske betragtninger.
Og så var der selvfølgelig kærligheden: ”Gud, hvor jeg elsker dig. Jeg tror, at der skal så meget til, som at jeg dør, inden du fuldt ud forstår alt, som findes mellem os”, skrev han til Hanne i 1944.
Annonse
Møde i fængslet
Da krigen nærmede sig sin slutning, gik Kim med i den danske modstandsbevægelse. Han blev aktiv i gruppen Studenternes Efterretningstjeneste.
Gennem sine færdigheder som sømand blev han sat på den opgave at smugle våben over sundet til den danske modstandsbevægelse. I breve og dagbøger beskriver han en vilje til at handle – og at apati og fravær var umuligt.
Samtidig gik Hanne på husholdningsskole. Det var en periode, hvor de kunne mødes oftere. Kim vidste, hvad der kunne ske, og var urolig for Hanne. På en café i København foreslog han, at de kunne være venner i stedet for elskende. Men Hanne sagde bestemt nej.
Annonse
”Jeg elsker dig, men tænk hvis…”, sagde Kim. Mere blev der ikke sagt. Hanne nægtede alt andet end en kærlighedsrelation.
Kim fik en ny opgave: At sejle både fra Danmark til Sverige og på den måde udvide den illegale flåde. Ved en lejlighed gik det ikke som planlagt, og Kim blev taget af Gestapo.
Det var i december 1944, og Hanne fik beskeden samme dag af sin faster, som tog telefonsamtalen. ”Hanne, kan du være stærk?”, sagde hun, inden hun fortalte.
”Væggen bag min faster flød ud i ét, billederne blev utydelige. Jeg kan huske lyset fra vinduet, hvordan det oplyste rummet. Tænkte jeg, at han skulle dø? Jeg ved det ikke”.
I den tid, hvor Kim sad fængslet, mødtes de én gang i fængslet. Under mødet, som blev overvåget af en dansk nazist, gav Hanne Kim en tube tandpasta og så ham i øjnene. Stemningen i rummet var anspændt, og samtalen gik trægt. De turde knap nok tale med hinanden.
Hanne vendte tilbage til fængslet flere gange. Nogle gange tog hun imod Kims vasketøj, vaskede det og kom tilbage med det. Ved en lejlighed hørte hun Kim råbe på hende gennem cellevinduet, da hun gik over fængselsgården. Men de mødtes aldrig igen.
”Af hele mit hjerte længes jeg efter dig – efter noget, som tydeligt er dig, efter at få lov at mærke din varme og mere endnu – efter at få et lille stykke af din sjæl herind, så min kan tumle om med din i den lykkeligste leg”, skrev Kim.
Dømt til døden
Kim læste Bibelen og skrev i hver ledig stund. Men han fik også breve og pakker leveret. Endnu flere lykkedes det ham at få uden for fængselsmurene. Nogle i personalet hjalp til og smuglede teksterne ud til verden udenfor.
”Du lever videre og vil møde andre dejlige eventyr, men lov mig, det skylder du alt det, jeg har levet for, at aldrig vil tanken om mig stille sig mellem dig og livet. Husk, jeg er en kerne i dig, og at jeg forlader dig, betyder kun, at alene kernen lever videre. Den skal være sund og naturlig, den skal ikke optage for megen plads”, skrev Kim i et af de sidste breve til Hanne.
Kim nedskrev en plan for, hvordan man skulle kunne få fangerne ud og overmande vagterne, men den blev fundet og lagt oven i de øvrige anklager mod ham. Skruen var ved at strammes – også for Hanne. En dansk nazistgruppe ledte febrilsk efter alle, som havde været i nær kontakt med Kim.
Hanne pakkede en taske, søgte ly hos en familie et stykke fra sit hjem og gik under radaren med falske identiteter. Og Kim? Den 4. april 1945 blev han stillet for en domstol og dømt til døden.
Hanne og familien håbede til det sidste og kæmpede for, at Kim skulle benådes. Da slutningen nærmede sig, samledes Hanne og familien på Hotel Astoria. De sad med øjnene klinet til telefonen. Kim blev ikke benådet.
Sammen med sine medfanger blev han stillet op på Ryvangen i København og henrettet med skud.
”Jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu er Kim under sin åbne himmel alligevel, og jeg… jeg tror, det kunne høres som en jubel gennem marker og træer og have, da han døde, at nu var han, hvor han skulle være netop da, og jeg var så tryg ved, at han havde fået det bedste ud af alt, hvad der var sket, at han havde været fattet”.
Er det virkelig muligt, at Kim var så rolig? Det var ikke et halmstrå, som Hanne klamrede sig til. Intet hysterisk påhit, har hun fortalt Conny.
Kim havde mange gange skrevet til hende om døden, filosoferet om den og udtrykt sine tanker, og hvordan han forholdt sig til dødsøjeblikket. Derfor var Hanne sikker på, at han ikke var bange, men at det var et stort øjeblik for ham.
Hvordan gik det Hanne? Som 97-årig kan hun se tilbage på et begivenhedsrigt liv. Hun boede i en periode i London, vendte siden tilbage til Danmark, mødte en svensk mand og blev gift. De fik to børn sammen. Hanne uddannede sig til fysioterapeut og har viet sit arbejdsliv til at behandle børn med svære funktionsnedsættelser.
Conny Palmkvists bog er en stor bog. Den rummer så meget: Tilværelsens mysterier, krigen, de store livsspørgsmål, døden og – naturligvis – kærligheden.
Gennemgående er Kim og Hannes stærke bånd til hinanden. På Hannes fødselsdag, seks dage efter Kims død, skrev hun i sin dagbog:
”Her til aften stod jeg og redte mit hår. Jeg smilede til dig i spejlet – så du det?”.
En uge senere skrev hun: ”Kim, kære du. Jeg savner dig, så… jeg har brug for din nærhed. Jeg føler ikke sorg – jeg ved ikke, hvad sorg er. Min elskede, elskede menneske. Du lever i mig og leder mig”.
Og det er dette, som titlen på bogen 'Den som inte saknar dig' hentyder til. Hanne havde engang skrevet de ord til Kim. Da Conny spurgte hende, hvad hun egentlig mente, svarede hun:
”At jeg ikke savnede ham, skyldtes, at han var hos mig hele tiden. Jeg var ikke ensom: ikke uden ham. Han fandtes, som en Overbevisning. Selv om jeg ikke helt forstod det. Ikke endnu. Det var som en forudanelse”.
Et ægte menneske
Det er ikke usandt at påstå, at arbejdet med bogen og venskabet med Hanne har forandret Conny, mere end han kunne ane. Kims ro har bredt sig til Conny. Sammen med Hanne har han sænket skuldrene og pustet ud.
"Jeg blev meget påvirket af Kim. Han blev mere og mere menneskelig, jo længere tid der gik. Han er fascinerende, havde aldrig ondt af sig selv. Han befandt sig på et plan over alle andre uden at være bedre end andre.
Han er en dimension væk fra alt det, som andre bliver stressede af. Hanne beskriver, hvordan han også bevægede sig roligt, at hans krop udstrålede harmoni, selv når han bevægede sig. Ingenting stressede ham," siger Conny.
"Hans tanker fascinerer mig også. Kim blev tortureret i fængslet, men han spekulerede og førte et filosofisk ræsonnement om dem, som torterede ham, og skrev: ”Mon disse (mennesker) nogen sinde har set månen spejle sig i en stille skovsø, eller om de nogensinde har set vinden lege i græsset på en brink, når den jager ud over kanten og ned mod søen”."
Og Hanne?
"Hun er et nyt venskab. Hvor mange venner får man som midaldrende mand? Hun er gammel, men frisk, og en stærk energi omgiver hende. Hun griner og smiler, når hun taler, og når hun svarer i telefonen, synger hun sit navn frem."
"Kim skrev, at der ikke var noget påtaget ved Hanne, og det passer. Hun er ægte. Jeg tænker på deres relation, som kan virke sørgelig, men som Hanne selv siger, så ”kan det aldrig blive mere, men heller aldrig mindre”. Jeg er fascineret af, hvordan de begge har forholdt sig til livet. Og Hanne er klog. Jeg kan forsøge at formulere noget, og så udtrykker hun det helt krystalklart."
Kims breve opbevares i Rigsarkivet. Hannes materiale er også gemt for at kunne bevares for eftertiden. At have fået adgang til Hannes breve og hendes rige livshistorie har været en lykke for Conny. Men Hanne har ikke delt alt med ham.
"Der er et brev tilbage, som jeg ikke har fået lov at læse, et sidste brev. Det holder Hanne for sig selv."
Hanne er som 97-årig aktiv, udadvendt og holder kroppen i gang med yoga. Men historien om hende og Kim kommer hun ikke til at fortælle igen. Hun forstummer med Conny. Men deres skæbne lever videre i breve og dagbøger. Hanne har udtrykkelig sagt, at hun ikke vil kontaktes af journalister.
Hvad betyder Kim for Hanne i dag?
"Hanne siger, at Kim altid har været med hende, og at han er en stadig kilde til glæde. Det føler hun sig rig og lykkelig over. Hun siger, at når det er hendes tur til at dø, vil han være der. ”Der er ingen tvivl i mit hjerte – det har der aldrig været”."
