I 1997 blev skuespiller
Kirsten Olesen gift på rådhuset med sit livs kærlighed, Ole Ousen.
Men vejen til alteret var
ikke ligefrem traditionel for parret, som delte livet sammen frem til Ole
Ousens død i 2013.
Det fortæller Kirsten
Olesen i et interview med Hendes Verden uge 47.
”Det var mig, der friede
til ham. På det tidspunkt havde vi nemlig fået en telefonsvarer, og en dag,
under en pause i en forestilling, tænkte jeg, at jeg ville indtale et eller
andet til ham, så der var noget, han kunne afspille, når han kom hjem. Så friede
jeg. Og han sagde ja,” fortæller Kirsten Olesen til magasinet.
”Brylluppet blev fejret
over en frokost med vores nærmeste venner og familie, og om eftermiddagen fløj
Ole og jeg til Venedig.”
Men selvom en
bryllupsrejse til Norditalien på papiret oser af romantik, blev parret mest af
alt gift af praktiske årsager.
”Vi giftede os nok mest for
at sikre hinanden. Fordi vi havde fået hus sammen, og fordi vi syntes, at vi
var blevet mere dødelige,” siger Kirsten Olesen, som allerede ved brylluppet
havde været sammen med Ole Ousen i 23 år. De mødte hinanden for første gang på
en turné, hvor Ole Ousen var med som musiker.
”Det var ikke kærlighed
ved første møde, men efterhånden begyndte jeg at savne ham meget, når han ikke
var der, og så udviklede det sig lige så stille,” husker Kirsten. Og hun er
ikke i tvivl om, at forholdet til hendes mand er det største, hun har oplevet.
”Ole er det bedste, der
er sket for mig. Han havde så mange kvaliteter. Han var klog, sjov og vanvittig
sød. Han så mig rigtigt som menneske, og han støttede mig altid. Den kærlighed
og det venskab, vi havde, er det bedste, jeg har oplevet i mit liv.”
Læs hele interviewet
med Kirsten Olesen i Hendes Verden uge 47. Her fortæller hun også om at blive
lagt på is af sin far, da hun blev optaget på teaterskolen, om at blive
genkendt som Agnes fra ”Matador”, og om sorgen efter tabet af sin mand, Ole
Ousen.