Sara er træt af særlig tendens i vennegruppen: Et forhold er ikke en fribillet

Jeg er træt af, at folk i tide og utide slæber deres kærester med til arrangementer, hvor kæresterne ikke har noget at gøre.

Når jeg har en aftale med en ven, har jeg ikke automatisk en aftale med vedkommendes kæreste også. Nogle gange har jeg måske en aftale med dem begge, men bare fordi man er i et forhold, er man ikke en pakkeløsning, og det har folk det tilsyneladende med at glemme.

Klummen fortsætter under videoen.

For eksempel skulle jeg for nyligt ses med en vennegruppe. Det er en sammentømret én af slagsen, hvor vi alle kender hinanden godt, men ikke ses så tit, så vi havde aftalt at catch up over en øl. Da jeg var på vej hen til caféen, hvor vi skulle mødes, landede der en besked i vores fælleschat. En af de andre skrev, at hun ville blive forsinket, men at hun og kæresten var på vej.

Kæresten er ikke en del af vennegruppen eller den fælleschat, hvor vi lavede aftalen, og min ven havde ikke sagt, at hun ville tage sin kæreste med. Så hvorfor var han nu på vej til vores venne-catch up?

En automatisk +1

Lad mig starte med at slå fast, at min modvilje ikke har noget med kæresten som person at gøre. Han er skøn, men det er sagen underordnet. Han kunne såmænd være Guds gave til menneskeheden, det ændrer ikke på, at han ikke er en del af gruppen, ikke var inviteret og derfor ikke skulle med.

For hvad nu, hvis jeg havde brug for at krænge mit hjerte ud til mine venner og ikke ville gøre det foran ham? Hvad nu, hvis jeg faktisk bare gerne ville være sammen med de venner, jeg havde lavet en aftale med? Eller hvad nu, hvis vi gerne ville bruge hele aftenen på at tale om gamle dage og fortælle interne røverhistorier, han ikke kender – skulle han så sidde dér og være udenfor, eller skulle vi forsøge at forklare ham vores ”man-skulle-nok-have-været-der-referencer”?

Eksemplet er ikke enestående. Der er tilsyneladende en generel tendens til at tro, at et forhold automatisk udløser en +1, men sådan synes jeg ikke, det fungerer. Selvfølgelig vil jeg gerne lære mine venners kærester at kende, og selvfølgelig skal de med til ting og sager, men hver ting til sin tid. Og medmindre det er aftalt, er den tid ikke nu.

Læs også

Trine Panum bad sin datter vælge mellem familien og kæresten: ”Det var et skidt valg”

Jeg vil gerne bare spørges

Ved at tage en kæreste med, ændrer man præmissen for aftalen, og så snart man inddrager et nyt menneske, ændrer man også dynamikken i gruppen. Ingen af de to ting er nødvendigvis negative, men jeg synes ikke, man egenhændigt kan foretage ændringerne på hele gruppens vegne.

Skal jeg besøge en ven, som bor med sin kæreste, er sagen naturligvis en anden. Så forventer jeg, at kæresten er der, medmindre jeg har fået andet at vide. Men besøger den samme ven mig, forventer jeg ikke, at kæresten er med, medmindre vi specifikt har aftalt det.

I den konkrete situation, hvor jeg skulle mødes med min vennegruppe, var det springende punkt for mig, at vi ikke var blevet spurgt, om kæresten måtte gøre os selskab. (Eller som minimum var blevet informeret, så vi ikke risikerede at udbryde ”Nå, jeg vidste ikke, at du kom!” når vi så ham.) Den førnævnte besked var første gang, kæresten blev nævnt i relation til vores arrangement, og det er dét, der generer mig.

Var jeg blevet spurgt på forhånd, havde kæresten 100 % været velkommen. Problemet opstår, når man antager, at man uden videre kan tage sin kæreste med – af den simple grund, at det er en kæreste. For man ville næppe tage sin roomie, kollega eller syge moster med uden at have aftalt det på forhånd.

Nu ville onde tunger måske indvende, at hvis kæresten i bund og grund ér velkommen, er det ligegyldigt, om jeg bliver spurgt, informeret eller noget helt tredje. Men nej. For ved at melde det ud på forhånd har jeg – og de andre i gruppen – mulighed for at sige fra. Jeg ville sjældent gøre det, men jeg kan sige: ”Hey, jeg har faktisk brug for, at vi bare lige er os.” Og endnu vigtigere: At blive spurgt giver mig en følelse af, at vores aftale (og relation) bliver respekteret.