Julia Lahme havde altid dårlig samvittighed, men så ændrede hun én ting ved sin tankegang

På en hvilken som helst dag, på et hvilket som helst tidspunkt, uanset hvor jeg er, og uanset hvad jeg laver, har jeg dårlig samvittighed. For alvor.

Når jeg er på arbejde og har det sjovt og dejligt med det, jeg laver, kan jeg sagtens sideløbende have dårlig samvittighed over, at jeg ikke står klar derhjemme med en friskbagt stenovnspizza til mine sultne unger og alle deres venner (vi ejer ikke en stenovn. Ej heller en airfryer. Og de har mange venner).

Læs også

Jeg er flyttet langt væk fra mine børn – er jeg en dårlig mor?

Når jeg er hjemme og lægger vasketøj sammen, kan jeg pludselig blive ramt af lysende dårlig samvittighed over ikke at bruge mine evner og min tid på noget andet. Altså: den tid, jeg bruger på at lægge vasketøj sammen, kunne jeg jo bruge på at udføre en opgave på mit arbejde. Eller på at skrive et debatindlæg, som angriber den omsiggribende misogyni.

Når jeg er sammen med mine veninder i et kort døgn i sommerhus (som jeg skal næste weekend, og jeg glæder mig helt tosset), kan jeg, mens jeg er sammen med dem, få dårlig samvittighed over, at jeg ikke bruger de 20 timer (mere er det ikke) sammen med et familiemedlem. Så stik mig en dejlig situation, og noget inden i mig siger, at jeg burde gøre noget andet.

Det er – i mangel af mere præcise ord – komplet og aldeles gakkelak. Der er ikke andet at sige.

Og så er vi slet ikke nået til de titusind niveauer af dårlig samvittighed over alt fra flytrafik til at glemme at slukke lyset i køkkenet en hel nat, til at have for travlt til at træne to dage i træk og til at spise mere chokolade, end jeg på nogen måde kan forsvare, selvom jeg har valgt at kalde min mørk-chokolade-afhængighed for ”et højt forbrug af naturlige energibarer”. Så hver eneste gang, jeg hører noget om mindfulness, og nogen siger til mig, at ”man skal huske at være i nuet”, siger jeg ja. Og får dårlig samvittighed over, at jeg er i cirka fem nu-er på én og samme tid.

Læs også

Sønnens glade nyhed fik Susanne til at bryde sammen i færgens cafeteria

Men det er heldigvis ikke bare mig, der er skør. Jeg er ikke alene, viser min rundspørge blandt mine veninder. Vi er flere, der helt og aldeles mangler evnen til at være, hvor vi er. Carpe Diem og alt det jazz er komplet umuligt, når man inderst inde oplever, at man burde levere mere til verden, end man gør i det øjeblik. Så hvad gør vi? Vi trækker vejret dybt i kor og hopper ud af vores egen røv. For jeg er på ingen måde nødvendig for alle de sammenhænge på én og samme gang.

Mine kollegaer kan sagtens være på arbejde uden mig, og mine børn er så store, at de selv kan hente den pizza. Vasketøjet KAN vente, og mine veninder er i den grad væsentlige og vigtige i mit liv. Selv for et komplet uperfektionistisk rodehoved som mig er der steder, jeg kan slacke mere. For eksempel i min egen oplevelse af min uundværlighed.

Jeg må gerne sige nej tak og være ét sted ad gangen. Og hvis jeg må, må du også. Så lad os gøre det sammen. Lad os sige tak for rejsen til den dårlige samvittighed, og måske endda farvel og tak. Lad os sende den på pension og os selv videre ud i sensommeren med den bedste af alle samvittigheder. Vi kan undværes ind i mellem. Og vasketøjet ligger der helt sikkert også i morgen.

ALT for damernes klummeskribenter

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.