Ea Ørum: Husk dette punkt på mandens krop, hvis du vil gøre noget godt for ham
Ea Ørum om at behandle mandens prostata, som du gerne vil have, han behandler din klitoris.
Jeg har ikke tal på det, men jeg tror egentlig heller ikke, at en ny undersøgelse er nødvendig for at kunne sige, at mange kvinder ville være ærgerlige, hvis deres klitorisser ikke fik opmærksomhed. Ser vi tilbage på vores mødre og deres mødre, har det været anderledes. Klitoris har i flere årtier været almindelig kendt som et punkt, der kan udløse stor fornøjelse, men har bestemt ikke altid haft samme position som i dag. Klitoris har prøvet lidt af hvert, og jeg kan godt forstå, hvis mandens prostata er lidt jaloux. Den er mere kendt for sin rolle i sygdomshistorier – sjældnere i mere saftige scener.
Forleden hørte jeg et radioprogram om seksualitet. En biseksuel mand, som kalder sig forkvinde i den kønspolitiske forening Kvindeligt Selskab, Ulrik Frost, forklarede, at han gav mænd en vidunderlig prostataorgasme. Sådan rigtig misundelse er en overdrivelse, men jeg følte, jeg ville blive en anden slags elsker, hvis jeg kunne sige det samme som ham.
LÆS OGSÅ: Derfor skal du prioritere din lyst og dyrke sex med din partner
Prostata er en kastanjeformet kirtel, hvor det meste sæd produceres. Den svulmer op og bliver følsom, når en mand mærker lyst, og minder på den måde om klitoris, bortset fra at den bor bag et nubret område på ca. 4 cm – oppe i endetarmen.
Prostata kaldes også for mandens g-punkt, hvilket synes temmelig misvisende, da "g" i "g-punkt" refererer til gynækologen Gräfenberg, der i sin forskning fra 1940-50'erne fandt frem til, at nogle kvinder var særligt erogene på et særligt punkt i skeden. Vi forstår selvfølgelig på navnet, at det er nydelsesfuldt at blive masseret omkring prostata, selvom g'et ikke giver megen mening og på sin vis også illustrerer, at der ikke forskes med samme iver i mandens klimaks. Prostata er slet ikke så populær som klitoris.
Jeg har i årenes løb masseret mellem-kød, og jeg har listet en finger ind omkring det, som vi på mit fritidshjem kaldte dødsstjernen. Mine hænder er blevet viftet væk. Og heldigvis, for jeg har været usikker. Ville jeg komme til at rive, skulle jeg bruge en dims eller smøre mine fingre ind i noget særligt?
Min kæreste siger, at mænd er bange for, at nogen skal tro, de er homoseksuelle, fordi enden er en slags bøssedomæne. At det er derfor, mænd ikke taler så højt om prostataens muligheder.
LÆS OGSÅ: Forskere har endelig fundet opskriften på det gode sexliv
Måske er det bare mig, den er gal med. Jeg kan have haft fingeren oppe i min egen røv og ikke fulgt med. Såfremt jeg er sidste kvinde på den bagerste del af banen, ville jeg gerne være blevet kaldt ind til kamp tidligere. Penis lader til at synes, alting er godt, når enden er god. En glad prostata kan give en glad rejsning. Det er selvfølgelig no-go at generalisere over, hvad der er bedst, vildest og mest dejligt for alle mænd, men hvis vi undgår prostata, fordi numsen er ulækker, kan jeg ikke helt slippe parallellen til de mænd, som har sagt "ad" og nej tak til at slikke en kvinde.
Se det spændende udvalg af sexlegetøj med24.dk (sponsoreret)
Klitoris har historisk set været med til at sætte kvinders seksualitet fri. Friheden til at være fandens frække. Jeg håber ikke, at kærtegn af prostata også vil kaste mænd ud i en dobbelttydig seksuel revolution, der rummer både idealer om særlige lyster og kommekrav. At finde balancen mellem en nysgerrig udforskning af sit seksuelle potentiale og stå med begge ben synkende ned i præstationshejset kan være svært, men jeg vil (næsten) for alt i verden ikke imitere ham, som ikke vil slikke. Jeg udfordrer hermed Ulrik Frost i, hvem der kan give de bedste prostataorgasmer. Dødsstjernen er indtaget.