Da Nillou fik job som madmor i en vuggestue, gik især én ting op for hende
Hvad gør man, når inspirationen og den naturlige lyst til ens metier forsvinder? Kan man finde meningen et andet sted?
Forestil dig, at du pludselig mister evnen til at gøre det, du elsker og kan finde ud af. Sidste år mødte jeg mit sårede og fortvivlede skriveego, der lukkede mere og mere ned for inspirationen og lysten til at skrive.
Man skal nok have sovet i en forseglet container, der har drevet rundt på Atlanterhavet, for ikke at have sanset den menneskelig krise, vi i de her år gennemlever. Teknologi, der truer med at gøre os overflødige, klima, der truer med jordens undergang, for bare at strejfe et par overskrifter.
Min fantasi førte mig selvfølgelig til de største mytiske forfattere som eksempelvis Dostojevskij, der hver eneste dag skrev en side. Trods kulde, sygdom, tømmermænd og elendighed. Hvad ville han ikke tænke om sådan en svækling som mig?
Der var intet svar, kun en smertelig erkendelse af, at virkeligheden havde ændret sig, både indeni og udenpå. Sandheden er, at jeg er enlig mor i en dyr lejlighed, ejet af superrige investorer, der ikke giver en fuck for mine drømme. Det er mit ansvar alene, at der er brød på bordet, så jeg satte mig ned og spurgte, hvem det i sidste ende gavnede at være så kompromisløs og så ideologisk? Jeg tillod mig den sjældne luksus i form af en opblødning og spurgte mig selv, om jeg kunne åbne mit hjerte for, at der kunne være plads til en mellemvej?
Der både inspirerede og samtidig betalte huslejen, uden at skrivedrømmen og dermed skrivehjertet, som jeg har holdt i hænderne, siden jeg var lille, bristede? Jeg startede i en 30 timers stilling som madmor i en vuggestue, og efter noget tid er inspirationen begyndt at vise sig igen. Måske fordi min skrivekrise er udtryk for en dybere fortvivlelse.
Hver morgen kommer ungerne i barnevogn eller gående og vinker til mig igennem vinduet med store smil. Flere af dem får også en krammer.
De ved, at det er mig, der sørger for deres morgenbolle og sidenhen frokost. Det betyder alt i deres verden, at maden er klar til tiden. Mit arbejdsliv er pludselig blevet så konkret og så menneskeligt, som det egentlig kan blive.
I en tid, hvor selve livet nærmest trues med at blive overtaget af teknik, er jeg gået back to the roots i at være menneske på jorden. Menneske, der lærer at tygge, gå og stole på andre end mor og far. Menneske, der hver dag øver sig i at favne livet. I sit eget langsomme tempo.
Det er helende for den lille del af mig selv, jeg mistede i et underligt ræs, jeg aldrig helt har forstået. Vi har så uendelig kort tid på denne jord, hvorfor bruger vi den ikke på at stoppe op og være i det? ”Når jeg har landet den her stilling, det her fede hus eller den perfekte partner, så bliver jeg lykkelig”-tankegangen er den største og mest svækkende menneskelige løgn. For den gør os blinde for det, der er her og nu, og så blokerer den kreativt.
En dag kan det være, at du læser min nye roman. Jeg håber, at den har et strejf af æblerne fra vuggestuens have, som jeg var ved at drukne i for et øjeblik siden. Som ungerne havde bidt lidt i, da de hjalp pædagogerne med at plukke dem. Jeg håber, at den er tro mod os mennesker og alt det fine, vi også kommer med. Inden vi vokser op og glemmer, hvad det hele også handler om.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
