Klumme: "Efter hans første uge på arbejdspladsen måtte han sende mig en slesk mail"

Når man selv er født som en 72-årig sjæl i en meget lille, meget lyshåret krop, er der én ting, man bliver mere allergisk overfor end noget andet. Og det er aldersfascisme. Og nej, her tænker jeg ikke på de tidligere usynlige kvinder, der følte sig glemt, overset eller afseksualiserede fra den dag, de fyldte 50, eller det første grå hår viste sig. For alle de kloge, smukke kvinder, der er blevet til skinnende sølvræve og købestærke karrierekvinder i den tredje alder, er heldigvis ganske gode til at tage bladet fra munden. Og endnu bedre: De er så uomtvisteligt lækre, seværdige og kvalitetsbevidste, at de for længst har overbevist unge som ældre mænd, topledere og luksusbutikker om deres værdi.

Anderledes svagt går det dog stadig med vores unge kvinder. For selvom de har fået rigeligt af sociale platforme at tale med hinanden på, tv-serier som ”Skam” og ”Euphoria”, der ærligt repræsenterer dem, og politisk styrke som aktivistiske forbrugere, så er der stadig lang vej igen, før aldersfascismen er udryddet. For når de ældre generationer møder millenial-medarbejdere og aspirerende arbejdsheste fra generation Z, glemmer de desværre fortsat de gode manerer.

Alt for ofte oplever jeg, at de unge ambitiøse kvinder, jeg kender, og som jeg selv har været en del af, fortsat bliver behandlet hovedrystende respektløst. Med irettesættelser fra bedrevidende kunder i dyre butikker. Ved at blive ignoreret på møder, der netop handler om, hvordan man rammer ”de unge” med x, y eller z nye produkt. Eller ved ikke at blive ”genkendt”, når de dukker op til pressearrangementer som senest tilkommende og grøn skribent, der håber på at få foden ind i mode-, skønheds- eller mediebranchen og ikke engang kan få et goddag og en fremstrakt hånd.

Da jeg selv for mere end et årti siden arbejdede på et pr-bureau i Hellerup, var det den nyansatte

”senior-konsulent”, der ikke opdagede, at han burde hilse på mig. Han troede tydeligvis, at den unge dame i hættetrøje og sneakers var piccolinen. Men jeg var 27 år, nygift og en af de ansatte, der sammen med en anden ungdommeligt udseende kvinde, Janne, gaflede flest kunder til butikken. Efter hans første uge på arbejdspladsen måtte han sende mig en slesk mail. Om jeg mon ville læse korrektur på hans engelske powerpoint-præsentation? For hans engelske var ikke så stærkt, og han kunne se, at jeg jo “var dygtigere, end jeg så ud”. Jeg glemte vist at besvare netop den mail.

I dag undrer det mig fortsat, at så mange af os, der har passeret de 35 år og har gennemlevet de første år af gnistrende nervøsitet på arbejdsmarkedet, fortsat ikke har fattet det. At assistenten, der laver kaffe til dig i dag, bliver din kommende chef. Ikke om 20, men om 10 år. At tjeneren, du ikke gider at give drikkepenge eller værdige et blik, snart er instruktøren, som ikke gider at give dig så meget som en statistrolle i den neo-noir-scandi-krimi, hun om få år bliver nomineret til en Oscar for. Og at den praktikant, du ikke orker at sige godmorgen til, bliver selvsamme bosslady, der giver dig fyresedlen, når hun indtager hjørnekontoret.

Min store opfordring går derfor på, at du næste gang, du sætter dig på en cafe, bytter en trøje eller indløser en billet til biografen, møder den unge kvinde, der betjener dig, ikke bare med tom høflighed, men med respekt. Og et stort smil. Hun er muligvis direktøren for det hele på din fremtidige arbejdsplads.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Stephanie Caruana

Født 9/9 1974

Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/anmelder.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.