Mette Kirstine har arrangeret et hav af fester - nu har hun en særlig opfordring til dig
Hvor er folks pli blevet af overfor dem, der vælger at gøre en indsats?
Hvem melder sig frivilligt til fest- og personaleudvalget på jobbet, i klassen, for familiearrangementerne – og så videre?
Mig. Hører jeg mig selv sige efter den lange, akavede pause, hvor ingen andre melder sig.
Nogen skal jo for pokker gøre det. Det er den samme cyklus hver gang. Jeg starter ud som en sød, lidt naiv labrador, der med glæde vil hente alle de træpinde, der skal til for at bygge et fællesskab.
Senere i processen forvandler jeg mig til sådan en rasende pitbull, der knurrer af folk og undertrykker min lyst til at gnave dem hårdt og længe i benet.
Her er processen: sammen med det øvrige festudvalg gør jeg mig umage med at lave et arrangement, skrive invitationer og i nogle tilfælde kradse penge ind. Vi sørger for at tage hensyn til vegetarer, allergener, at der er mulighed for at trække sig i enerum, at der er alkoholfri alternativer, at alle kan være med økonomisk og så videre.
Engang tog jeg endda i stiv arm, at en kollega – i fuld alvor – blev meget vred over, at personaleforeningen havde købt et lille påskeæg til alle. Han kunne ikke lide chokolade. Og det kunne vi måske lige tænke over til næste gang?! Jeg troede, jeg var med i en form for sketch. Hvem i alverden tager ikke bare ægget, siger tak for den søde tanke – og giver det til sin mormor, søn eller kæreste?
Og hvad sker der hver eneste gang? Folk svarer ikke eller glemmer at indbetale den her 20’er, som er småpenge for dem, men for mig er en del af et udlæg på flere hundrede kroner.
Det roder på min indre to do-liste, og jeg ved ikke, om vi bliver to eller 30 mennesker. Jeg sender rykkere for svar. Det får nogle ud af busken. Andre bliver siddende i den busk, selvom jeg kan se, de har læst min besked.
Og jeg begriber vitterligt ikke, at folk kan få sig til at have hovedet så meget oppe i egen røv, at de ikke lige bruger ét minut på at svare. Alle har ét minut til rådighed. Jeg køber ikke argumentet med, ”at vi alle har travlt”. For det har vi. Alle sammen. Også os, der arrangerer. Så lad os respektere hinandens tid og ulejlighed. Hold op med at sende et signal til andre mennesker om, at du er ligeglad med dem.
Hvorfor du heller ikke skal melde fra i sidste øjeblik, ”fordi du alligevel ikke kunne overskue det”, ”havde brug for mig-tid” eller andre argumenter, der virker selviske og sart mimose-agtige på folk, der har svedt over koordinering, borddækning, indkøb – og senere oprydning.
Hvis det handler om, at du per definition ikke orker at deltage i firmajulefrokoster, familieture og andet – så er det helt fair. Men lav lige en copy-paste af følgende sætning: Mange tak for initiativet.
Jeg kommer desværre ikke, men kan I hygge jer. Og brug gerne sætningen til at svare din lokale festarrangør NU. Ellers smækker fællesskabet hårdt i, og alle siger som mig: Jeg er færdig som arrangør!
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
