Når Mette Kirstine er til fest, frygter hun særligt ét spørgsmål: ”Det giver mig ondt i maven”
Mangler du et snappy comeback til en af dem, der spørger til dit job, når du ikke har et?
En stime af sommerselskaber venter lige om hjørnet. Normalt ville jeg glæde mig og højst bekymre mig om, hvad jeg skulle tage på.
I år blander glæden sig med ondt i maven. For undskyld min utaknemmelighed, men jeg orker ikke flere velmenende mennesker, der spørger, hvordan det går med mit arbejdsliv.
Til de her fester sniksnakker jeg med stort set alle – og hver eneste samtale indledes med varianter af ”Har du noget at rive i?” eller ”hvad laver du så?”. Og lige nu er jeg altså på supplerende dagpenge, mens jeg dels går efter en forfatterdrøm, dels er domsmand, dels er ved at starte mit eget firma og dels søger job med 500 ansøgere inden for min egen branche. Med andre ord aner jeg ikke præcist, hvad der skal blive af mig.
Jeg er ret åben. Har eksempelvis søgt job som spion, kontorplantevander, handicaphjælper, nattevagt, lokomotivfører og havnemedarbejder på Anholt. Jeg rakte sågar ud til en bedemand, men han ghostede mig … Hvilket jeg nu har i mit repertoire af selskabsanekdoter.
Identiteten hænger i vores jobtitler. Ens job giver andre en kender du typen-bås, som de kan putte os i og navigere efter. Tidsbesparende og nemt, for så behøver man ikke lære andre mennesker rigtigt at kende, medmindre de er på samme trin af statusstigen. Det er de hårde, usympatiske regler for networking: Hvis jeg kan gøre dig til et instrument for min egen succes, så er du velkommen i min hule. Ellers ikke.
Det var en del lettere for mig i gamle dage, hvor folk enten ikke spurgte til mit job, fordi jeg havde et, eller jeg kunne svare, at jeg havde det og det statusjob. Pyh. Så er man hurtigt accepteret af flokken og kan gå videre til at tale om sommerferieplaner, og hvor skøn cremet den chardonnay er. Nu er jeg fanget i en dødsdrom, hvor jeg fræser i cirkler rundt om min samtalepartner uden at komme noget konkret sted hen.
I frygt for at blive tolket som doven eller uduelig overkompenserer jeg med en vild talestrøm om alt det, der muligvis bliver til noget jobmæssigt.
Om alt det, jeg går og arbejder på. Jeg kan se i øjnene på mine samtalepartnere, at de til sidst zoner ud og kigger med glasøjne på mig, der plaprer febrilsk. Min hjerne siger ”stop nu – du skylder ikke alle mennesker en lang forklaring”, men desværre kan min hjerne ikke stille noget op over for min frygt for ikke at blive anerkendt.
Du aner ikke, hvor træt jeg er efter sådan en fest. Og hvordan tankerne myldrer i bilen hjem, fordi jeg gennemgår alle de ting, jeg fik sagt – og analyserer på, om de blev forstået som tiltænkt. Mon de synes, at jeg er god nok?
Så hvad gør jeg? Hvordan forbereder jeg mig til de fester og giver glæden plads? Sidste weekend, hvor jeg havde fået fnisevand til en fest, svarede jeg til en eller andens tante: ”Jamen, jeg er jo min mands trophy wife”. Tanten så meget forvirret ud, og jeg måtte skære begrebet og den tiltænkte humor ud i pap, hvilket virkelig ikke var kønt. Jeg følte mig som en vittig hund, der blev sendt i kurven. Ergo dropper jeg den form for snappy comebacks for nu.
I stedet vil jeg forsøge at mærke jorden under mig og svare kort, at alt er godt. Og ellers lade Andreas Odbjergs stemme køre inde i mit hårdtprøvede hoved: ”Jeg var et mirakel. Fra den dag jeg blev født. Uh-la, uh-la, uh-la, uh. Vent og se. Jeg ska’ nok få styr på det” …
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
