Flere af Julias veninder får hund, når børnene flytter hjemmefra – og det har sat tankerne i gang
Ugens klummeskribent har opdaget, at hunden er blevet kvindens bedste ven.
Der er ting, man ikke må stille spørgsmål til, hvis man vil være gode venner med folk: Hvordan man fordeler barslen, er et af den slags spørgsmål, og et andet er ”Hvorfor har du fået hund?”.
For hundeejeren er det åbenbart indlysende. Pludselig bliver man grebet af en slags feber, en slags skrukhed efter noget småt og blødt, der faktisk gerne vil tale med én, ofte i modsætning til de stenhårde teenagere, man har gående derhjemme på anskaffelsestidspunktet.
Og inden jeg bevæger mig ud på den tyndeste lavaskorpe, vil jeg bare understrege, at jeg intet har imod hunden, kvindens bedste ven, jeg har bare et par observationer, jeg vil tillade mig at dele.
Corona satte skub i hundebølgen. De fleste, jeg kender, har i dag en firbenet ven, og det er ikke bare folk, jeg kender, der har hund, det er hele Danmark, der har fået en ny ven. Dansk Hunderegister anslår, at der er sådan cirka 900.000 af dem i Danmark. De af mine dejlige veninder, der har fået hund, elsker dem. De elsker hver sin bløde lille ven, dens poter, gåturene med den og det faktum, at der kommer et væsen springende dem i møde, hver dag når de kommer hjem.
Mange mennesker elsker deres hunde så højt, at de tager dem med på arbejde. For manges vedkommende betyder det, at de faktisk er sammen i flere timer med deres hund, end de måske nogensinde har været med deres børn.
For i modsætning til børn er hunde efterhånden velkomne på rigtigt mange (kontor)arbejdspladser. Og her er vi så ved min første store undren: Kontorhunde findes, kontorbabyer: not so much. Vi er supertolerante og fleksible, når det kommer til hunde, der ikke skal være alene hjemme for længe, og derfor skal med til møder, mens børn i alle aldre er knap så velkomne.
Min næste store undren er slet og ret timing. Mange kvinder og familier anskaffer sig en firbenet baby, når deres egne er blevet store nok til at klare sig selv. Hvorfor? Er mit store, rungende spørgsmål. Hvorfor binde sig selv til faste tidspunkter og til hjemmet, når selve det frie liv er ved at vende tilbage til én?
Hvorfor invitere en ny firbenet baby ind i hjemmet til kram, nus og gåture med små plasticposer i lommerne, når tiden endelig er blevet til, at man igen er alene hjemme længe nok til at dyrke vild og uhæmmet sex (med lyd på) med sin mand uden at skulle tænke på, hvad tid børnene kommer hjem, og hvornår de skal spises af?
Mit tredje store spørgsmål er, hvorfor så mange kvinder med børn ønsker sig en hund. Hvorfor synes lige netop kvinderne, at det er en god idé med en lille pelset ven, når nu de måske allerede har taget den store tørn med ungerne derhjemme? Kan det være fordi, der sniger sig en form for ensomhed ind, når de store unger er ved at være så store, at de selv kan gå til og fra svømning og måske endda selv samle de ting, de taber, op? Kan det være, at vi kvinder har været så vant til, at vi bliver elsket, fordi der er brug for os, at vi nu bliver i tvivl om, hvor kærligheden bor, hvis ingen har brug for os?
Jeg tager helt sikkert fejl. For hvad ved jeg? Det tætteste, jeg kommer på at have en hund, er at se mine veninders enorme kærlighed spille sig ud til deres små firbenenede familiemedlemmer. Og helt ærligt: Kærlighed kan der ikke være for meget af, så måske vi alle burde se at få én?
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
