Mette Kirstines svigermor satte en speciel ting på bordet – og det satte tankerne i gang

Der var alle nuancer af brun. Brun sovs. Brunede løg. Brune leverstykker, der skvulpede rundt i en fedtet sø af indmadsvæsker.

Huha, tænkte jeg. Nu kommer mine fine principper på prøve. For mig er det vigtigt at anerkende kokken, selskabet, fællesskabet ved at spise, hvad der bliver serveret, og hvad nogen har gjort sig umage med at lave til mig.

Læs også

For nyligt talte Julia Lahme med en ældre kvinde – pludselig sagde hun noget, Julia aldrig glemmer

Men lever alligevel? Tænkte på konsistensen, smagen og organets funktion som kroppens rensemekanisme. Min egen lever spillede fodbold med min mavesæk og bankede kvalme op gennem min hals. Jeg gik ud på toilettet for at bøvse igennem og tage.mig.sammen. Jeg spiser vel leverpostej! Svigermors lever er vel bare den koncentrerede version. Lidt ligesom Ribena-saft uden vand i.

Her skal det siges, at kravet om at spise, hvad der kommer på bordet, kommer fra mig selv. Min svigermor ved, at lever er en kontroversiel spise, så hun havde lavet en alternativ ret. Leveren var mest for min mands skyld.

Måske tænker du, at jeg er lidt en dramaqueen – for jeg kunne bare sige nej tak og tage noget af den anden ret. Eller springe et enkelt måltid over?

Måske. Men min følelse af lever-pligt stikker dybere. Jeg vil gerne kompensere for mig-mig-mig-kulturen.

For det bliver mere og mere almindeligt at stille særkrav. Én ting er den mad, man selv betaler og/eller tilbereder – en anden er den, som man får gratis, når man er i byen. Det er sidstnævnte, jeg taler om.

Folk har pludselig fået en masse mere eller mindre hjemme-googlede allergener og regler omkring mad, og jeg er ved at blive træt. Og kontroversielt eller ej, så synes jeg, at folk skal lade være med at belemre andre, medmindre det handler om, at de er vegetarer/veganere, af religiøse årsager ikke spiser svin eller har en decideret lægeerklæring på, at de for eksempel ikke tåler gluten.

Jeg synes ikke, man skal besvære andre mennesker, der giver gratis mad til én, fordi man p.t. har det bedst på KETO/kommer til at fise af hvidt brød/kun spiser fisk denne uge/ikke bryder sig om bælgfrugt i en salat. Engang så jeg sågar på en gæsteliste til en kok, at der stod ”serveres der appelsin og valnødder, må de to ingredienser ikke røre ved hinanden på min tallerken”. Seriøst? Sikke en selvhøjtidelighed. Jeg rødmede helt på gæstens vegne.

For nylig var jeg til et arrangement, hvor aftensmad var inkluderet og gratis. Menuen var wienerschnitzel. Ikke min favorit, men jeg overvejede ikke et sekund, at man kunne forlange noget andet. Indtil jeg ankom og så, at to-tre stykker i selskabet havde bestilt stjerneskud i stedet for. Fair nok, tænkte jeg. I hvert fald indtil jeg så den ene sidde og gratte løs i stjerneskuddet, fordi hun ved nærmere eftertanke kun havde lyst til rejer – som hun stolt proklamerede, mens tjeneren fjernede hendes tallerken med et kilo udtværet mad.

Jeg gøs og overvejede et øjeblik, om det i virkeligheden er hende, der er mest sund oven i hovedet. Om jeg er en overjegstyret, selvpryglende, gammelkristen boomer-type, der burde mærke mig selv og mine egne ønsker bedre?

Jeg kom frem til et nej. For jeg har ikke lyst til at leve i en kultur, hvor man ikke lige lemper på sine egne ønsker til fordel for fællesskabet. Man skal sluge den kamel, eller i hvert fald lige smage på den, hvis andre har glædet sig til at forære dig den veltilberedt.

Jeg slugte én bid lever og supplerede med kogte kartofter, roste måltidet og nød bare at være sammen.

ALT for damernes klummeskribenter

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.