Da Nillou fik en ny veninde, gik en ting op for hende: ”Dét gælder i alle livets forhold”
Holder du fast i gamle venskaber, fordi de er gamle?
Jeg har fået en ny veninde.
Måske er det så nyt, at mange ville sige, at det næppe kan kaldes for en veninde. Endnu.
I har ikke oplevet noget stort sammen. I har ikke år bag jer, du har ikke set skyggerne endnu, osv. Men jeg føler, jeg kender hende.
I mange år har jeg følt mig lidt forkert over mine venindeeskapader. Men i takt med at vores syn på kærligheden og den eneste ene har rykket sig, er der måske også åbnet en kattelem for en mere polyamorøs venskabsindstilling. Så man ikke nødvendigvis er en rodløs og upålidelig karakter, bare fordi man er åben og modtagelig for det nye.
Let’s face it. Idealet er oftest at have mange, helst gamle veninder, og vi slæber gerne på indholdsløse venskaber, fordi venner er en vigtig social markør og validerer vores popularitet og integritet. Særligt hvis vi har et par stykker fra børnehaven. Eller folkeskolen. Det kan være forvirrende og føles skamfuldt ikke at have en fast og stor vennegruppe.
Samtidig har jeg også forvoldt veninder forvirring med min umiddelbare intensitet, der ikke altid medfører et fast partnerskab de efterfølgende mange år. Men snarere er som møder af dybde og meningsfuldhed i en periode, hvor man befinder sig i samme livskupé.
For mig handler venskaber om at dele mine inderste drømme og frygt uden at være bange for den andens dom. Og ikke om jeg kan mønstre 20 veninder fra folkeskolen, der skriver sange for mig, når jeg fylder rundt. Det er så smukt, når man kan have de dejligste venner efter 10-20-40 år. Når man helt genuint har kærlighed og rum til hinanden år efter år. Problemet er, når kærligheden og respekten er sivet væk, og man accepterer røvhulsadfærd eller bare ikke orker hinanden. Men krampagtigt holder fast.
Mange er nok bange for ensomheden, og måske derfor tager de ikke stilling. Jeg elsker mennesker, men jeg klæber mig ikke til dem. Hvis vi gør hinanden glade, så knytter jeg mig filterløst. Hvis jeg mærker, at folk ikke vil mig det bedste, har jeg lært at gå. Det gælder i alle livets forhold. Det er ikke så populært, men helt ærligt. Hvorfor bliver man i et venskab i årevis, hvor man er kronisk irriteret på den anden?
Jeg hører ofte, at vi ikke knytter nye venskaber, når vi bliver ældre. Mange udlændinge klager også over, at danskere er svære at blive venner med. Måske fordi mange af os slæber rundt på et venskabsmausoleum for tryghedens og hyggens skyld?
Jeg havde også engang en flok. Vi var ti piger, der blev kvinder sammen og holdt sammen i tykt og tyndt. Men på et tidspunkt voksede jeg fra min rolle i det rum. Det er svært at gå, helt vildt, for hvem er man så? Men hvorfor er det egentlig ok altid at bagtale Gry, når hun ikke er i lokalet, fordi det har vi gjort i 10 år? Hvorfor er tid en større faktor end kvalitet? Så mange livsvidner har vi jo heller ikke brug for. Jeg har to veninder, der går tilbage. Resten spejler, hvor jeg er nu, og ikke hvor jeg var for 20 år siden.
Som barn havde jeg en magikertante i Iran, jeg var dybt forbundet til. Hun bad bønner til Gud, der altid gik i opfyldelse. Tænk sig, at jeg har mødt hende i min nye danskinkarnerede veninde. Fordi jeg har sørget for, at der var en plads til hende.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
