Mette Kirstine Goddiksen er stoppet med at bage kage til sine kolleger af én særlig grund

Dilemmaet er som følger: Hvor meget skal man egentlig give køb på sin sande personlighed for at stige i graderne på arbejdet?

Jeg er i tvivl. Og jeg pendler mellem at tænke, at det er latterligt at vurdere folks faglige formåen på andet end indhold og kompetencer. Omvendt viser mine erfaringer, at jeg kan tage en kæmpe genvej til respekt med få, små justeringer i tøj, humor og vilje til at tale i business-floskler: Agile, organisationens mindset, innovative processer – blandet med en flok fremmedord, som dybest set bare gør noget enkelt meget indviklet.

Jeg tror inderligt på, at det er en større kunst at gøre det indviklede enkelt end omvendt. Men … til sådan et morgenmøde kan selv den bedste blive fristet til lige at vinde lidt respekt ved at sige noget velformuleret vrøvl. Til lige at liste ekstra lix ind i oplægget.

Og det er ikke det eneste sted, jeg skyder genvej. Engang læste jeg, at mennesker med krøller ikke bliver taget nær så alvorligt som mennesker med glat hår: Krølle-bølle skal arbejde hårdere for seriøse, anerkendende nik. Den viden gjorde for en periode mit glattejern overophedet og knolden stram. Dertil er jeg fregnet og rødhåret på Pippi-måden. Så jeg er altid lidt bange for, at andre tænker, at jeg er bedre til at løfte heste og få folk til at le end til at klare et voksenarbejde.

Og apropos latter: Min mand er mellemleder. Han har fået at vide, at han skal skrue ned for humoren, hvis han vil længere op i hierarkiet. Det genkender jeg. Noget af dét, der står mellem mig og så et enekontor og en federe bil, er, at jeg simpelthen ikke kan holde sjove/sarkastiske kommentarer inde i mig selv. Jeg har erfaret, at ledere har lært aldrig at sige noget rigtig sjovt. Nok fordi det rigtig sjove altid indebærer en lille risiko for at gå over grænsen eller blive misforstået.

Og det er ikke engang for at kritisere chef-standen. Jeg har haft masser af chefer, som jeg ved er virkelig humoristiske. Men de cracker allerhøjst en uskadelig tøhø-joke, medmindre man har dem på tomandshånd. Det fede for dem er så, at alle griner hjerteligt. Som magtmenneske får man altid ti sekunders ekstra latter, end hvis man er menig medarbejder. Sådan er reglen. Autoriseret af og gennemtestet på Goddiksen-instituttet.

Men tilbage til det dybt alvorlige og blåtonede med ekstra stivelse:

Jeg er også begyndt at gå mere i habitjakker og mindre i kulørte kjoler. Det er jo fristende at tage den lette løsning med at klæde sig maskulint og neutralt ligesom de ambitiøse typer, hvis man ikke gider kæmpe for at blive taget alvorligt. Det kvindelige look er åbenbart mindre respektindgydende end det maskuline. Hvor jeg hader, at jeg aktivt bakker den fordom op!

Jeg er også holdt op med at bage kage til kolleger. For man bliver mere regnet for en hyggelig husmor end et kompetent karrieremenneske, hvis man har tid til at bage. Samme sag, hvis man er et ihærdigt medlem af festudvalget. Det bliver værdsat, men det koster faglig respekt. Man er hyggelig og nyttig – ikke ledermateriale. Dej på hænderne er kryptonit for karrieren.

Opgaven for mig er så at finde ud af, om jeg vil leve livet overfladisk og nemt eller autentisk? Måske har jeg ikke et reelt valg.

For knolden går op, og krøllerne stritter over, at ingen andre har arrangeret den fest.

Og når foråret kommer, så er de kulørte kjoler sikkert tilbage. For hvem gider i virkeligheden at købe et større skrivebord, når prisen er at sælge ud af sig selv?

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.