Søren McGuire Klumme

"Det er ikke nemt, når man er i starten af 40'erne..."

Det er ikke nemt at kaste sig ud i nye projekter, når man har en aftagende tro på egne evner.

”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”, står der med dansende bogstaver på den nye Pippi Langstrømpe-plakat i mit køkken. Jeg har ellers aldrig haft den store fidus til den slags pladderpædagogiske selvudviklings-bullshit kogt ned til plakat- og Instagramvenlige citater. Men nu hænger den til daglig påmindelse om, at ingen udfordring er for stor, svær eller uoverkommelig, hvis vi bare tror nok på os selv.

Budskabet synes da også at gå rent ind hos min hustru. Hun er blevet en rigtig Pippi på det seneste, en stærk og selvstændig kvinde, der på ingen måde lader sig begrænse af sin manglende håndværkererfaring, når hun modigt og beredvilligt kaster sig ud i alverdens gør-det-selv-projekter.

Således kan jeg takke Pippi for vores hjemmebyggede træterrasse, der kun hælder lidt i den ene side, belysningen i store dele af huset og den nye dørkarm, hun har bygget til badeværelset, som ganske vist også er en smule skæv, men som ikke desto mindre betyder, at man nu omsider kan besørge bare nogenlunde i fred herhjemme.

Jeg ville elske selv at være lidt mere som Pippi. Være mere modig, tro mere på mine egne evner, jagte flere succesoplevelser og skide lidt mere på bekymringer. Mindre budgetkonto, nervøs Tommy og Annika, mere carpe diem, Villa Villekulla og vildt strittende power-fletninger. Men det er ikke nemt, når man er i starten af 40'erne, og det efterhånden synes at være lidt for sent at kaste sig ud i nye projekter.

Jeg har eksempelvis altid drømt om at skrive en bog, men udover Tolkien, William S. Burroughs og et par andre er det de færreste forfattere, der debuterer på den gale side af 40, så det kan jeg stensikkert ikke finde ud af. Jeg vil gerne bygge en carport, men ville ikke ane, hvor jeg skulle gå i gang. Jeg er sgu ikke nogen Pippi. Nærmere en 42-årig Emil fra Lønneberg med hovedet solidt plantet i suppeterrinen.

Måske har jeg bare brug for lidt mere realistisk inspiration. Plakat-citater, som vi med en aftagende tro på egne evner kan lade os inspirere af i det daglige, frem for Pippis urealistiske ævl om at kunne det hele. Det kunne også være sådan noget med ”Det har jeg aldrig prøvet før, men vi har jo lige lagt realkreditlånet om, så der burde være råd til at hyre en håndværker” eller ”Live, love, laugh, så længe du bare ikke forstrækker noget i lysken”. Opløftende livsråd for alle os, der ikke orker alt det andet.

Pippi har i øvrigt aldrig sagt ordene på plakaten. Vidste du det? Det er en forsimpling af en meget længere passage i en af bøgerne. Der er tale om en citat-myte, på samme måde som at ingen astronaut på den rigtige Apollo 13 nogensinde sagde ”Houston, we have a problem”. Det er der dog ingen grund til at fortælle min hustru. I hvert fald ikke før hun er færdig med carporten.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine.jpg

Sine Gerstenberg

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Nillou Zoey Johannsen

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Mette.jpg

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren.jpg

Søren McGuire

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.