For noget tid siden faldt jeg i en snak, der sporede sig ind på perfekthedskultur.
Jeg havde givet en kort introduktion til mig selv, herunder at jeg er en kriger, og mine primære slag er for kvinder. Og at jeg ønsker, at kvinder kæmper for hinanden.
Jeg blev spurgt, om jeg ikke var i farezonen for at fremmane en perfekthedskultur, særligt fordi jeg med min væren også stiller krav til mine børn. Det har jeg reflekteret lidt over.
Hvad er perfektion? Det er i bund og grund pseudosnak, for den findes ikke, og det ved vi godt selv. Ingen ser sig selv som perfekte, de fleste nogenlunde sunde mennesker har usikkerheder og smertepunkter omkring sig selv.
Hvad der i virkeligheden bliver sagt, er: Kan du ikke godt lade være med at gøre dig så umage, for så aktiverer du min eller det kollektive dårlige selvværd, og det gør, at jeg ikke kan holde mig selv ud. Right?
Jeg er ikke mindre primal end mange andre, og noget i mig fryder sig da også en bittesmule, når vi piller dem ned, vi har kategoriseret som perfekte. Det kan være, de er rige, berømte, smukke og så videre, og pyha, så behøver jeg ikke mærke al min utilstrækkelig.
Samtidig med at vi råber op om, at kvinder ikke holder sammen, at kvinder er kvinder værst. Men kan vi ikke se, at dommen over perfektion og et implicit krav om andres middelmådighed egentlig ikke har med andre at gøre?
SÅ. Kære kvinder. Jeg har lige en lille sang fra de varme lande, hvor jeg kommer fra. Det år, jeg blev født, fløj mit land et par tusind år tilbage i synet på kvinder.
De rettigheder, der var blevet givet kvinder i årtierne forinden, for eksempel retten til skilsmisse og retten til at forsørge sig selv, blev erstattet med retten til at slå kvinden og retten til at gifte sig med et barn. Det, der ødelagde mit børneliv, healer jeg bedst ved at insistere på at hjælpe andre.
Det lærte min opvækst mig nemlig også midt i al dens forvirring, og det giver jeg også videre til mine børn.
Annonse
Hvordan spørger du? Foruden at skrive bøger, der beskæftiger sig med kvindeliv, så gør jeg, hvad jeg kan for at støtte, opmuntre, guide, heale og være et lys for dem, der er på min vej.
Dem, der rækker ud.
Selvom jeg bliver indfanget i min egen spiral af utilstrækkelighed og overload, så stopper jeg ikke med at hjælpe. Ikke for at stresse andre, men fordi jeg kan mærke, at jeg vokser, når andre gør.
Jeg lægger det ikke op på alle sociale medier, hver gang nogen skriver tak. Jeg ved bare, at når jeg tør sige noget smukt og ærligt til min næste, også selvom vedkommende fremstår meget mere perfekt end mig, så kommer det også tilbage til mig.
Samme regel gælder i øvrigt, når jeg er uberettiget led over for en anden.
Vi lever i et land med frihed. Endnu. Hvis vi vender ansigtet mod de gode og frihedskæmpende amerikanere, så bliver kvinders rettigheder rullet tilbage med en fart, der burde vække os fra vores søvngængersnak om perfekthedskultur.
Fuck perfekthedskultur. Hvad med at vi skaber en modtendens, en ægte næstekærlighedskultur? Kom nu: JA, jeg vil gerne hjælpe dig.
Ikke for at opnå noget, men bare fordi vi holder sammen, de damer, og dét løfter os alle.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
