Søren dejsede som ung fuld om i et blomsterbed – nu er han taknemlig for særligt én ting
Savner du billeder af dig selv fra ungdommen? Så tag med på denne klummeskribents rejse.
Selvom det snart er 30 år siden, husker jeg stadig fornemmelsen af at dejse om af druk i Polles mors rosenbed, som var det i går.
Den bløde muld, der tog det værste af faldet, tornene, der skar gennem tøjet, mine venners grin, der fortabte sig i alkoholens tåger, og jorden, der drejede rundt i sådan et tempo, at jeg kunne ryge ud i universet, hvis jeg ikke holdt godt fast.
Det var en af de fester, hvor det nok havde været smart med bare en lille smule opsyn, men det var 90’erne, vores forældre havde som regel travlt med alt muligt andet. Weekenderne gik med uhæmmet ungdomsdruk, alle byens teenagere samlet omkring kakkelbordene i vores forældres dagligstuer, bund eller resten i håret! Eller ud over sofaen, Palladium-skoene og badeværelsesgulvet i form af endeløse kaskader af bræk.
Der blev drukket, snavet, drukket lidt mere, hvorefter vi sejlende berusede begav os mod sodavandsdiskoteket, hvor vi festede videre med sprutflasker gemt i buskene, øretæver i luften og måske endda en sød pige i hånden.
Bare lige med undtagelse af mig. I hvert fald dén aften. Jeg tog mig som sagt en powernap i førnævnte blomsterbed, med opkast i øret og bukserne halvt nede om anklerne. Ikke ligefrem det mest sentimentale ungdomsminde, men trods alt stadig et minde, og endda af den slags, der står lyslevende på den indre skærm i det splitsekund, nogen åbner en flaske Pernod eller spiller noget med Ace of Base.
På den måde har lyde og lugte det med at sætte sig i sanserne og fremkalde minder i langt skarpere kvalitet, end noget foto nogensinde kan.
I dag findes der stort set heller ingen billeder af min ungdom. Kun flygtige brudstykker af dufte, sange, følelser og famlende kys på futonsengen med smagen af Veronicas aflagte Hubbabubba-tyggegummi og duften af hendes Date-parfume.
Min generation er blandt de sidste, der voksede op uden kameramobiler, Snapchat, Instagram-reels og frygten for, at hele verden nu kunne se billeder og videoer af os, der sov vores branderter ud i diverse baghaver, kyssede med andres kærester under halogenlampernes bløde lys eller bare havde taget noget helt vildt grimt tøj på i byen.
Intet af det, der skete, da vi var unge og dumme, kan i dag bevises eller modbevises. Var der alligevel nogen, der tog et kamera med til fest, kunne vi i det mindste håbe på, at de inkriminerende detaljer enten var gået tabt i fremkaldelsen eller lå skjult bag fotografens tommelfinger.
Det føles først og fremmest som en velsignelse, at eftertiden er blevet forskånet billeder af mig som teenager med mit strittende tandsæt og kiksede kasserolleklip. I denne tid, hvor hver en handling, hver en dumhed i de unges liv kan dokumenteres til tid og evighed, må jeg nøjes med de analoge minder.
Hukommelsen har det jo med at udfylde hullerne med en vis sans for sentimentalitet, overdrivelse og drama, heldigvis med det resultat, at pigerne blot er blevet smukkere, forelskelserne større og Puch Maxien hurtigere med årene. Jeg er sikker på, at et fotografi fra den tid blot ville tage toppen af mindernes magi. Så festlig var Hjørring jo heller ikke i 1995.
Til gengæld holder hukommelsen sjældent for evigt, og en dag vil minderne om den tid være falmet til ukendelighed. Det er prisen for en ungdom fri for pinlige billeder. Ikke mindst dem af min bare røv i Polles mors blomsterbed.
