Mette Kirstine ser en ny tendens - og én ting bekymrer hende
Må man overhovedet sige ”tag dig sammen” i dag?
Vi taler og skriver meget om sårbarhed og alt det, der gør det hårdt at være menneske.
Det er i udgangspunktet fedt og forfriskende. Som ung i ”så tag dig dog sammen-halvfemserne” forsøgte jeg at gå imod tidens krav om ikke at pylre.
Jeg fandt det koldt, at de voksne affærdigede os med, at børn sulter i Afrika, så vi havde ikke ret til at være kede af småtterier som eksempelvis kærestesorg her i Velfærdsdanmark.
”Hallo – har du husket at være taknemmelig for, at dine arme og ben fungerer?!”, som min mor sagde. Hun var fra en generation med hårdere kår end min egen, men hvad skulle jeg bruge det til? Man har jo stadig ondt i sin brækkede finger, selvom man godt ved, at der på stuen ved siden af ligger én med åbent kraniebrud. Selvfølgelig skal der være plads til omsorg alligevel.
Min far døde, da jeg var otte år, og det hjalp mig ikke sådan rigtigt at vide, at andre havde mistet begge deres forældre – eller at jeg havde velfungerende ben.
Jeg voksede op som rødhåret, selvom jeg vitterligt ikke identificerede mig som brynløs, fersk jordbærhjelm. I dag identificerer jeg mig ikke med den rynkede dame, jeg ser i spejlet. Mæææææn … sikkert som produkt af at være Generation X’er tænker jeg, at jeg må lære at leve med det hele eller spare op til at få gjort noget ved det. Selv. Samfundet skal ikke stille op med psykologhjælp og varme grødomslag.
Jeg anerkender, at andre mennesker er hårdere ramt, og jeg har overskud til at klare tingene selv. Jeg accepterer, at det bare i ny og næ er svært at være menneske, og at samfundets professionelle ikke partout skal fikse mine problemer. For selvom velfærdssamfundet for de fleste af os er lige så selvfølgeligt som rindende vand i hanen, så er det ikke en uudtømmelig kilde. Det kræver, at vi alle kun tager, hvad vi virkelig har brug for.
Sundhedsvæsenet er ved at knække på grund af flere ældre og for lidt personale. Folk har kræft. Psykiatrien er i knæ. Mennesker lever og overlever i krigszoner.
Jeg står af, når jeg for eksempel hører, at yngre voksne sygemelder sig fra deres job og lader kollegerne i stikken, fordi de har skændtes med deres kæreste og derfor er kede af det. Livet gør ondt i ny og næ. Det må det godt gøre, uden det skal udløse en offentlig hjælpepakke eller en fridag med løn. Der skal være balance i tingene.
Det er positivt, at vi tager hinandens følelser mere alvorligt og stiller mere hjælp til rådighed end tidligere. Jeg tænker dog, at balancen er knækket. At vi i frygt for at blive stemplet som ufølsomme boomers eller psykologisk indsigtsløse ikke tør påpege det åbenlyse:
Nogle problemer skal vi overkomme alene eller sammen med vores nærmeste. Ikke alt skal lægge fællesskabet til last.
Jeg skriver ikke de her ting, fordi jeg vil lokke de evigt forargede høtyvefolk frem. Vi er som menneskehed mere rummelig, uddannet om omsorgsfuld end min mors generation – og det er godt! Min ærlige bekymring går på, om vi kammer over og i misforstået godhed og fra vores ukritiske du-stilling glemmer at tale den enkeltes livskraft op.
Annonse
For vi er beregnede til at leve. Livet gerne må gøre ondt i ny og næ, og der findes situationer, hvor vi kærligt skal minde vores medmennesker om deres egen styrke og om – ja – lige at tage sig sammen.
Når vi siger det med kærlighed og reel omsorg, så kaster vi nemlig også lys på hinandens livskraft, som er så let at glemme, når mørket raser.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
